Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VII: Elektriske Sporveje—Fiesole / 546 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Euftalmin er det saltsure Salt af en Base, C₁₇H₂₅NO₃ - Eufuisme, Betegnelse for en ejendommelig søgt, kunstlet, antiteserig og svulstig Stil - Eugalol, Pyrogallolacetat, C₆H₃(OH)₂CH₃COO - Euganeerne, Monti Euganéi, M. Paduáni, et lille, elliptisk formet, vulkansk Højdeparti, SV. f. Padua og N. f. Byen Este - Eugen, fire Paver af dette Navn. - 1) E. I (654-57), Romer - 2) E. II (824-27), Romer - 3) E. III (1145-53) - 4) E. IV (1431-47) var af den venetianske Købmandsfamilie Condulmieri - Eugen, Franz, Prins af Savojen, østerr. Generalløjtnant og Statsmand, (1663-1736)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Euftalmin [æ^u-] er det saltsure Salt af en
Base, C₁₇H₂₅NO₃, der staar i nært Slægtskab til
β-Eukain. Det er et hvidt Krystalpulver, som er
letopløseligt i Vand. Det anvendes i
Øjenlægepraksis, da Opløsningen deraf (man anvender
den passende i en Styrke af 5 %) fremkalder
en Udvidelse af Pupillen, der holder sig i 3-6
Timer.
E. K.

Eufuisme [’ju.fj_uizm], Betegnelse for en
ejendommelig søgt, kunstlet, antiteserig og
svulstig Stil, der opstod i England og blev Mode
efter John Lilly’s Roman Euphues. The
anatomy of wit (1580). Den bredte sig særlig i den
dram. Digtning og har ogsaa øvet kendelig
Indflydelse paa Shakespeare, navnlig paa hans
Ungdomsarbejder. Litterære Fænomener af
beslægtet Art er Marinismen i Italien, Spaniernes
estilo culto ell. Gongorisme, den fr. style
précieux, den tyske, anden Schlesiske Skoles Svulst
o. l. (Litt.: F. Landmann, »Der E., sein
Wesen, seine Quelle, seine Geschichte« [1881]).
Cl. W.

Eugallol [æ^u-], Pyrogallolacetat, C₆H₃(OH)₂
CH₃COO, fremstilles ved at opvarme Pyrogallol
med den beregnede Mængde Acetylklorid paa
Vandbad. Det danner smaa, farveløse, glinsende
Krystalnaale, der i med. Øjemed anvendes
opløste i Acetone til Pensling mod Psoriasis.
E. K.

Euganeerne [æ^u-], Monti Euganéi, M.
Paduáni, et lille, elliptisk formet, vulkansk
Højdeparti, der hæver sig isoleret over den unge
norditalienske Slette nær Alpernes Sydfod, SV.
f. Padua og N. f. Byen Este (s. d.). Udbrudene,
der sikkert opr. var undersøiske, fandt Sted i
den første og mellemste Tertiærtid. De opr.
Vulkanformer er forlængst udslettede af
Erosionen. Noget Krater findes ikke mere. Som en
sidste vulkansk Eftervirkning er imidlertid de
talrige varme Kilder. E., der væsentligst bestaar
af Trakyt- og Doleritmasser, hæver sig i Monte
Venda til c. 600 m. Med sine dybe, naturskønne
Dale, hvis Sider dækkes af Vinhaver og
Frugtlunde, og med sine talrige Smaabyer udgør E.
en tiltalende Afbrydelse af den ensformige flade
Po-Slette.
H. P. S.

Eugen [æ^u-], fire Paver af dette Navn.

1) E. I (654-57), Romer, valgt til Pave efter
den af Kejser Konstans afsatte Martin I. Han
viste sig eftergivende over for Kejseren og de
af ham begunstigede Monoteleter. Han er
helligdømt, hans Dag er 2. Juni.

2) E. II (824-27), Romer, indvilligede i, at
Paven før sin Indvielse aflagde Troskabsed til
Kejseren. Han stadfæstede de Beslutninger mod
Billederne (se Billeddyrkelse), som
vedtoges paa Synoden i Paris 825; 826
sammenkaldte han en Synode i Rom, som fattede
gavnlige Beslutninger ang. Kirketugt og Præsternes
Studier.

3) E. III (1145-53), f. i Pisa, den hellige
Bernhard’s Discipel og Cistercienserabbed i Rom,
da han 15. Febr 1145 blev valgt til Pave. Da
det rom. Folk forlangte, at han skulde opgive
sin verdslige Magt og nøjes med den aandelige,
flygtede han til Viterbo. Her hørte han om
Edessa’s Fald, hvilket gav Stødet til det andet
Korstog. 1146 var Rom kommet saa meget til
Ro, at han kunde vende tilbage, men han forlod
det straks for over Trier at gaa til Frankrig,
hvor han altid færdedes sammen med
Bernhard. Imedens han var borte, arbejdede Arnold
af Brescia i Rom, og E. kunde 1149 kun
komme ind i Byen ved Kongen af Neapels Hjælp.
Da han ikke kunde faa Bugt med
Republikanerne, forlagde han Hoffet til Segni. Kejser
Frederik Barbarossa lovede at hjælpe ham med at
betvinge Romerne, men forinden døde han i
Tivoli 8. Juli 1153. Ved den hellige Bernhard’s
Indflydelse var han blevet Pave, efter hans
Raad regerede han, og Straalerne fra dennes
Helgenglorie gjorde, at han 1872 blev
beatificeret. Det var til ham, Bernhard skrev De
consideratione (se Bernhard).

4) E. IV (1431-47) var af den venetianske
Købmandsfamilie Condulmieri. Han var
Cølestinermunk, blev Biskop i Siena, Kardinal og
3. Marts 1431 Pave. Da han besteg Pavestolen,
var han uden politisk Erfaring, men den vandt
han efterhaanden, og han førte Pavemagten
frelst ud af de Farer, som truede den baade
fra det biskoppelige Aristokrati og det
præstelige og borgerlige Demokrati. Under hele sit
Papat laa han i Krig med Konciliet i Basel (se
Basel-Koncil), og som et Modtræk mod det
aabnede han 1438 Konciliet i Ferrara - Firenze,
hvor han fik en Union bragt i Stand med den
gr. Kirke. 1433 maatte han flygte forklædt fra
Rom og holdt nu Hof i Firenze, indtil han 1443
kunde vende tilbage til det undertvungne Rom.
Han laa i Krig med Familien Colonna, med
Milano og Neapel. Da han døde, 23. Febr 1447,
var Basel-Konciliet med dets Modpave
tilintetgjort og Kirkestaten bragt til Ro. (Litt.: L.
Pastor, »Geschichte der Päpste seit dem
Ausgange des Mittelalters« I [Freiburg 1886]).
L. M.

Eugen [å^y’ge.n], Franz, Prins af Savojen,
østerr. Generalløjtnant og Statsmand, f. i Paris
18. Oktbr 1663, d. i Wien 21. Apr 1736. Han var
den yngste af Prins Eugen-Moritz af
Savojen-Carignan’s 5 Sønner og bestemtes p. Gr.
a. sit svage Helbred for den gejstlige Stand;
saaledes maatte han ved Hoffet møde i Præsteklæder.
Hans Hu stod imidlertid til Militærstanden, og da Ludvig
XIV afslog hans Anmodning om at maatte faa
Tjeneste i den franske Hær, gik han til
Østerrig, hvor han straks ansattes som Officer
og udmærkede sig i Kampen ved Petronell 1683,
i hvilken Kamp hans Broder faldt. Under
Markgrev Ludvig af Baden deltog han med
Udmærkelse i de Kampe, der tvang Tyrkerne til at
hæve Belejringen af Wien, udnævntes til Oberst
for et Dragonregiment og fulgte den østerr. Hær

Eugen.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>