Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Historie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Befolkningen endnu stærkt religiøst grebne.
Resultatet blev Reformationen (Luther 1517, Zwingli
1519). Denne betød en Tilbagevenden fra
Humanisternes Interesse for Menneskelivet til de
religiøse Interesser; men den Kirke, der nu
traadte frem, havde opgivet Kravet om at
gennemføre Gudsriget med de gode Gerninger her
paa Jorden; Guds Naade blev Kernepunktet i
den ny Lære. Snart fulgte en kat.
Modbevægelse, der efter nogen Tids Forløb standsede
Reformationens Udbredelse, og under Striden
skabtes en religiøs Fanatisme, der baade i
protestantiske og kat. Lande blev ødelæggende
for Renaissancebevægelsen; kun i England og
Frankrig, hvor de to Parter længe var
jævnbyrdige, fortsattes Fremskridtet, og her naaedes
i 16. Aarh. en rig aandelig Udvikling
(Shakespeare, Rabelais o. s. v.). Fyrsterne, hos hvem
Partierne søgte Hjælp, styrkedes ved deres
Strid, stærkest dog i de protestantiske Lande
ved Inddragelsen af Kirkegodset. I England
hævede Stændermagten sig under Forvirringen, og
Kampen endte med Protestantismens og
Folkestyrets Sejr. I Frankrig syntes Udfaldet en Tid
at skulle blive et lgn., men Kongedømmet viste
sig der for stærkt, Katolicismen og Enevælden
blev Resultatet. I Tyskland, der nu deltes efter
Religionerne, øgedes Territorialfyrsternes Magt
som andre Steder, medens den religiøse Deling
hindrede det sidste Forsøg paa at genskabe det
middelalderlige tysk-rom. Kejserdømme. Den
Magt, Karl V (1516 og 1519-56) vandt, beroede
ikke paa hans Kejsernavn, men paa hans
Territorialmagt i Spanien, Tyskland og Italien.
Endnu i den nærmeste Tid efter Karl V
vedblev Spanien at være E.’s mægtigste Land; men
derefter traadte Frankrig i Forgrunden.
Udenrigspolitikken bestemtes i det flg. Aarh. kun
i ringe Grad af de religiøse Modsætninger. Det
var nu Dynastiernes Magt, det gjaldt;
Trediveaarskrigen (1618-48) begyndte væsentlig
som en Religionskrig, den endte som en rent
politisk Kamp. Denne Krig sluttede til Fordel
for Frankrig, og den næste Tids Krige
fremkaldtes ved de øvrige vest- og mellemeuropæiske
Staters stadig gentagne Forsøg paa at bryde
Ludvig XIV’s Overmagt (1667-1713), hvilket til
sidst delvis lykkedes. Samtidig (1655-1721)
kæmpede de nord- og østeuropæiske Stater en
lgn. Kamp mod Sverige, den anden Sejrherre
fra Trediveaarskrigen, der dog omsider bukkede
under. I denne Erobrings- og Krigspolitikkens
Æra kom den Enevælde, der saa længe havde
været i Fremrykning, og som trods alle
Afbrydelser stadig træder frem paa ny, til konsekvent
Gennemførelse. I Frankrig sker dette ved
Richelieu (1624-42), Mazarin (1642-61) og Ludvig
XIV (1661-1715). I Teori og Praksis hævdedes
af dem de samme Principper: Staten tog alt i
sin Haand, og Statsmagten samledes hos Kongen
og hans Regering. Denne skulde lede det
økonomiske Liv og gribe bestemmende ind overalt.
Kongens Magt antoges at stamme fra
Guddommen selv, og det blev ham, der raadede over
Landets Religion, medens den pavelige
Indflydelse i Frankrig blev endnu mindre end før.
Dette System svarede til den økonomiske
Situation og billigedes af den offentlige Mening,
ligesom en rig aandelig Udvikling, hvis bedste Mænd
stod Hoffet nær (Racine, Molière o. s. v.),
kastede Glans over dette glimrende Kongedømme.
E. over sejrede i 17. Aarh. de samme Tanker,
og selv i England gik Bevægelsen en Tid i denne
Retning, men den standsedes her ved to
Revolutioner (1642-49 og 1688).
Først i 18. Aarh. skete Omslaget paa
Fastlandet. I den Tid, da Bykulturen genskabtes,
havde Kongen ydet Byerhvervene sin Støtte og
været Bourgeoisiets Hjælp mod
Godsejeraristokratiet. Nu var dette Bourgeoisi
økonomisk og intellektuelt eneraadende, det trængte
ikke til Kongerne; og nu var oven i Købet
Kongernes Tankegang blevet præget af Adelens,
der stadig var Rigets fornemste Stand; de havde
knyttet deres Sag til dem, som maatte falde.
Der skabtes da i Bourgeoisiet en offentlig
Mening, der gik ganske mod Ideerne fra Ludvig
XIV’s Tid; gennem Overgangsstadiet: den
oplyste Enevælde begrundet med praktiske
Hensyn, naaede man i 18. Aarh.’s sidste Halvdel
Troen paa Folkesuveræniteten i Logikkens og
Retfærdighedens Navn. Det var i England, man
saa sit Mønster; men medens dettes Forfatning
i Virkeligheden var overmaade indviklet og
traditionel i halvt middelalderlig Aand, drog man
i Frankrig Konsekvenserne af
Selvstyreprincippet og skabte et Forfatningssystem, hvis
abstrakte Rammer kunde anvendes næsten overalt;
og det var atter herfra, E. hentede sine Ideer.
Sammen med det politiske Meningsskifte gik her
ogsaa et religiøst; inden for de Dannedes Kreds
blev vag Rationalisme Reglen i de protestantiske,
bevidst Fritænkeri i de katolske Lande. Under
denne Bevægelses første Stadier gik adskillige
Fyrster og Adelsmænd med; Forsøget paa at
løse Vanskelighederne gennem den oplyste
Enevælde blev i fuldt Omfang gjort (Josef II,
Frederik II, Katharina, Pombal, Struensee, A. P.
Bernstorff), men næsten overalt mislykkedes det.
Mangen adelig Forret havde Enevælden i sin
Tid afskaffet, hvor den stred mod Kronens
Fordel; men intet Sted var den nu stærk og
konsekvent nok til at afskaffe Adelens retslige
Forrettigheder til Gavn for Borger og Bonde; intet
andet Sted naaedes blot saa meget som ved
Landboreformerne i Danmark (1788). Og
medens Enevældens Indenrigspolitik mislykkedes,
udartede dens Udenrigspolitik til en ren
Parodi. Dynastipolitikken fortsattes, men formede
sig bestandig mere som et smaastilet Intrigevæv,
hvor Magterne under tilfældige Grupperinger
søgte at vinde Fordel. Spanien og Sverige
traadte helt tilbage fra Stormagtsstillingen,
Frankrig og Østerrig hævdede deres Plads, det
sidste genvandt endog Ungarn. England
forøgede sin Indflydelse, skønt det mistede sine
nordamerikanske Kolonier (1776-83). Men Øst
paa var nu to ny Stormagter voksede frem:
Rusland, der, genskabt 1480, i 18. Aarh. vandt
Udvidelser paa alle Kanter; Preussen, der ved
en behændig Politik og ved Frederik II’s (1740
-86) Evner vandt en Plads tæt ved Østerrig.
Lige ved Periodens Slutn. drev disse 3
Østmagter ved Polens Delinger (1772-95) Intrige-
og Dynastipolitikken til det yderste.
Enevældens indre og ydre Politik vendte da
i samme Grad Stemningen imod den, og denne
Stemning fik sit Udtryk i den Litt., der er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
