Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Historie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Middelalderens Storhedstid (c. 1050-c. 1300)
grundlægges Univ., den skolastiske Verdensopfattelse
udformes, Ridderdigtningen blomstrer, og den
got. Stil skabes. Skønt Paven har sit Sæde i
Italien, er det dog mere end dette Frankrig,
der fører an i Aandslivet, medens Kejsermagten
endnu giver Tyskland den første Plads i
Politikken. Alligevel blev Gudsriget paa Jorden
mere en Teori end en Virkelighed. Allerede den
daarlige Forbindelse mellem Landene gjorde
det umuligt for Paven at øve en stærk
Indflydelse over det hele Omraade; Overklassens Liv
lykkedes det aldrig at bøje ind under Kirkens
Moralkrav, daarlig nok lykkedes det i selve
Kirken; Underklassen stod næsten uden for det
hele. Saa endte Korstogene med Nederlag; de
to universelle Magter, Kejser og Pave, oprev
hinanden i indbyrdes Strid, og sejrede end
Paven, var hams Magt dog for svækket til, at
han kunde tage Kampen op med de
Nationalmagter, der nu var voksede frem.
Isolationen var i denne Tid formindsket; man
havde arbejdet for fælles Maal og havde lært
fremmed Tankegang at kende. Den genskabte
Handel medførte atter en Sammenslutning i
Byer, og var end disse fra først af næsten
selvstændige Stater, saa fik de dog snart en Del
Fællesinteresser, som ingen enkelt af dem kunde
magte, saa Staten fik igen Opgaver at løse.
Disse ny Fællesinteresser var langtfra stærke
nok til at danne et økonomisk Grundlag for det
universelle Kejser- og Pavedømme, som
Traditionerne og de religiøse Ideer havde skabt, men
de var betydningsfulde nok til at gøre Gods- og
Byisolationen uholdbar. De enkelte Landes
Fyrster blev Repræsentanterne for den Statsmagt,
der løste Tidens Opgaver og fik Magten. Men længe
maatte de endnu dele den med de gl. Magter
fra Opløsningstiden. Godsejerne raadede stadig
over deres Bønder, Gejstligheden besad
vedblivende stor Magt, bygget dels paa Pavedømmets
Ret, dels paa dens Godsbesiddelser, ogsaa
Byerne traadte frem, og tilsammen blev disse tre
Stænder en Magt ved Siden af Kongen; gennem
deres Forsamlinger skabtes en Enhed af anden
Art. Det er Frankrig, der bliver typisk for
denne Udvikling, og det var dette Land, der brød
Banen fot den, da dets Konge og Stænder
besejrede Bonifacius VIII (d. 1303). I Tyskland bliver
det ikke Kongen, men de enkelte
Territorialfyrster, der faar Fordelen; i England holder
Stænderne sammen mod Kongen og skaber derved en
ubrudt Udvikling, saa den middelalderlige
Forfatning (grundlagt 1215) bliver Udgangspunktet
for Englands nuv. Forfatning. I de øvrige Lande
gaar Udviklingen under forsk. Former i samme
Retning, nærmest i Overensstemmelse med den
franske.
Fra omkr. 1300 ligger Tyngdepunktet da hos
disse Nationalstater. De første Aarh.
derefter er en urolig Brydningstid; de ny Stater
strides snart indbyrdes, snart mod Resterne af
de universelle Magter, Fyrsterne kæmper med
Stænderne om Magten, de forsk. Stænder staar
hverandre imod. Aandslivet faar sit Præg ved,
at de middelalderlige Idealer blegner, medens
samtidig Renaissancen begynder. Da
Frankrigs Udvikling hemmes ved indre Strid og
ved Kampen mod England (1338-1453), bliver
det Italien, der fører an. Her var nu Bylivet og
Byerhvervene atter traadte i Forgrunden og
havde skabt Grundlaget for en Kultur af samme
Art som den klassiske. Under de forholdsvis
sikre Livsvilkaar havde man igen begyndt at
interessere sig for Livet paa Jorden, og under
den politiske Forvirring var Traditionerne
smuldrede hen, hvorved en stærk Individualisme
var muliggjort. Hertil kom saa direkte
Paavirkninger gennem klassiske Værker og i mindre
Grad fra Byzans. Dante (1265-1321) forener
endnu det rom. og middelalderlige Kejserideal,
Petrarca (d. 1374) og Boccaccio (d. 1375), der
lever, efter at baade Kejser- og Pavevælden er
bukkede under, betages helt af Oldtiden, og i
Løbet af den flg. Menneskealder fremdrages
det meste af dennes Litt. I 15. Aarh. behersker
den humanistiske Renaissance hele Aandslivet.
Det er paa Kunstens Omraade, der ydes mest,
men ogsaa Videnskaberne faar et stærkt
Opsving, og det store Resultat heraf bliver
Udvidelsen af den europ. Indflydelsessfære ved
Opdagelserne i Amerika (1492) og Indien (1498).
Det er Italienerne, der begynder, Portugiserne
og Spanierne, der fortsætter. N. f. Alperne
træder Renaissancen noget senere frem; Frankrig
følger ret nøje det ital. Mønster, i de
germanske Lande faar Bevægelsen et mere praktisk,
mindre kunstnerisk Præg. - De
middelalderlige Traditioners Undergang og Individualismens
Fremtræden gav den personlige Fyrstevælde et
stærkt Stød fremad. I Italien opstod
Tyranrigerne, i Frankrig og England besejrede Kongerne
(Karl VI og Ludvig XI 1422-83 og Henrik VII
og VIII 1485-1547) de uenige Stænder. I
Tyskland var det stadig Territorialfyrsterne, der
drog Fordel heraf, i Spanien styrkedes Kongerne
ved Kampen mod de sidste Maurer, selv i de
nordiske Lande skete Tilløb til at skabe en
udvidet Fyrstevælde.
I de 1000 Aar, der nu var gaaede efter
Folkevandringen, medens Vestens brogede Folk
langsomt arbejdede sig frem, medens Araberne
gennemgik en glimrende, men forholdsvis kort
Udvikling, havde det byzantinske Rige, der
omfattede skiftende Dele af Balkan-Halvøen og
Forasien, fortsat sit krystalliserede Kulturliv i
det gl. Spor fra de hellenistiske Rigers Tid. Den
sociale Udvikling gik dog langsomt i samme
Retning som i Vesten. Ogsaa her flyttedes
Tyngdepunktet ud paa Landet til de barbariserede
krigerske Godsejere, saa de fr. Riddere (1204-
61) fandt ret tilvante Forhold. Byzans havde i
E. strakt sin Indflydelse til Rusland; men fra
1238 unddroges dette ved Mongolernes Erobring
for over 200 Aar den europ. Indflydelse.
Efterhaanden indskrænkedes ogsaa selve det
byzantinske Omraade, og 1453 erobrede Tyrkerne
Konstantinopel. De sidste Rester af den gl.
Kultur forsvandt saaledes i Østeuropa samtidig med,
at Vesteuropa paa klassisk Grundlag skabte en
ny stærk Udvikling.
Under saadanne Forhold begyndte
Reformationen. Medens den ital. og fr.
Humanisme havde et næsten helt hedensk Præg, var
Bevægelsen i Tyskland mere religiøs, og desuden
var her store Dele af den lavere Gejstlighed og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
