Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Evangelium (gr.): glædeligt Budskab; i det nye Testament betegner det Jesu Forkyndelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ell. Lukas gengiver en Fortælling ell. et enkelt
Træk i en oprindeliges Form end Markus (f.
Eks. Matth. 15, 21 ff.), og dette har ført til
Teorien om en »Ur-Markus«, hvoraf det
kanoniske Markus-Evangelium da skulde være en
senere Bearbejdelse; dog foreligger der næppe
tilstrækkelige Holdepunkter for en saadan
Antagelse. I den allerældste Tid har Evangeliernes
Tekstform sikkert ikke været saa ensartet, som
de nu bevarede Haandskrifter giver Indtrykket
af, og Matthæus og Lukas har da rimeligvis
benyttet Markus i en anden Recension end den,
vi nu kender; men om nogen egl. Bearbejdelse
behøver der derfor ikke at være Tale. -
Tokildehypotesen forudsætter jo imidlertid foruden
Markus-Evangeliet endnu et fælles Kildeskrift
for Matthæus og Lukas. Et saadant har vi
ganske vist ikke bevaret, men dets Eksistens
lader sig med stor Sandsynlighed godtgøre
deraf, at dersom man borttager Markus-Stoffet
fra begge de to andre Evangelier, bliver der for
største Delen kun Taler af Jesus tilbage, og de
allerfleste Udsagn er da atter fælles for
Matthæus og Lukas; at disse to Evangelister skulde
have kendt hinandens Fremstillinger, er saa
godt som udelukket; thi i saa Fald vilde det
være uforklarligt, at de hver især bringer
ganske forsk. Beretninger om Jesu Fødsel. Den
fælles Logiakilde lader sig da ogsaa
tilnærmelsesvis rekonstruere ved en Sammenstilling af de
parallelle Udsagn; bedst er en saadan
Rekonstruktion lykkedes for Harnack, der tillige har
eftervist, at en stor Del af Stoffet hos begge
Evangelister meddeles i samme Rækkefølge; i
de Tilfælde, hvor de afviger fra hinanden,
mener Harnack, at Q er bedst bevaret hos
Matthæus, men snarere er dog Forholdet dette, at
denne Evangelist af systematiske Hensyn har
samlet enkelte Udsagn til længere Taler,
medens Lukas derimod med større Troskab har
fulgt Kildeskriftets opr. Orden. Hvorvidt
enkelte Jesuord, der kun er overleverede som
Særstof enten hos Matthæus ell. Lukas,
tidligere har hørt med til Q., er naturligvis
vanskeligt at sige; i al Alm. er det vel ikke
sandsynligt, da Evangelisterne ved Siden af de to
Hovedkilder tillige meget vel kan have haft
mindre, maaske mundtlige, Traditioner at øse
af; og denne Herkomst har rimeligvis ogsaa et
Par Fortællinger (om Jesu Fristelse og
Høvedsmanden i Kapernaum), som er fælles for
Matthæus og Lukas, men ikke forekommer hos
Markus. Ganske vist betragtes de hyppigt som
Logiaoverlevering, men dette er næppe rigtigt,
og i hvert Fald er det uberettiget alene paa et
saadant Grundlag at antage, at Q. ved Siden af
Jesuordene tillige har indeholdt større
fortællende Afsnit. - Omstridt er i Nutiden det
Spørgsmaal, hvorvidt Q. ell. Markus er ældst.
Wellhausen er for nylig traadt i Breschen for
Markus’ Prioritet, idet han gør gældende, at
Evangelisten kun gengiver saa faa Jesuord,
fordi man paa hans Tid ikke kendte fl. Men at
disse Udsagn da skulde være opkomne saa at
sige af sig selv og lidt efter lidt inden for
Urmenigheden, er som før bemærket en ganske
umulig Tanke; langt snarere har derfor de
Forskere Ret, der som B. Weiss og Harnack
hævder, at Q. er ældst, og at Markus ikke har
bragt noget videre Talestof, fordi han ikke
ansaa det for nødvendigt at gentage, hvad der
allerede da var nedskrevet i en ham bekendt
Samling. - Sluttelig skal det kun anføres, at
Tokildehypotesen ogsaa har et ydre
Støttepunkt. Omkr. Aar 140 e. Kr. skrev Biskop
Papias af Hierapolis i Frygien en »Udlægning af
Herrens Ord«, hvoraf Eusebios i sin
Kirkehistorie (III. 39) meddeler nogle Udtog;
deriblandt findes et Par Udsagn om de to
Evangelister Markus og Matthæus, som især efter
Schleiermacher’s Undersøgelser (1832) ofte har
spillet en Rolle i Diskussionen om det
synoptiske Problem. Ved Traditionen om
Markus-Evangeliet anfører Papias som sin
Hjemmelsmand en Autoritet fra 1. Aarh., nemlig
Johannes Presbyteren, og sin Viden om Matthæus har
han, skønt det ikke direkte er udtalt,
rimeligvis fra samme Kilde. De to betydningsfulde
Vidnesbyrd lyder som følger: »Markus, som
havde været Peter’s Tolk, nedskrev nøjagtigt,
men uden Hensyn til Rækkefølgen, alt, hvad
han erindrede af det, som Kristus havde sagt
ell. gjort. Thi han havde ikke selv hørt
Herren og heller ikke været bl. hans Ledsagere,
men senere fulgte han som sagt Peter. Og
denne indrettede sin Forkyndelse efter Øjeblikkets
Krav uden at lægge Vægt paa at meddele
Herrens Ord i systematisk Orden, saaledes at
Markus ikke begik nogen Fejl ved paa denne Maade
at nedskrive adskilligt efter Hukommelsen. Thi
hans eneste Tanke var: ikke at forbigaa ell.
forvanske noget af det, som han havde hørt«. Og
videre beretter Papias: »Matthæus nedskrev
altsaa Herrens Ord (Logia) paa det hebraiske
(ɔ. aramaiske) Sprog, og enhver fortolkede dem
saa godt han formaaede«. I 1. Aarh. har der
saaledes eksisteret en Tradition om et
Markus-E. og en af Matthæus foranstaltet Samling
Jesuord, og dette sidste Vidnesbyrd passer jo
fortrinligt paa Logiakilden; meget sandsynligt
lyder det da ogsaa, at hvad Apostlen nedskrev,
var paa Aramaisk, og Matthæus-E. kan have
faaet Navn efter ham, fordi hele hans Værk
i en gr. Overs. var blevet indoptaget deri. Med
Affattelsestiden for det opr. Matthæus-Skrift
føres vi da meget langt tilbage; Logiasamlingen er
jo nemlig Forudsætningen for
Markus-Evangeliet, der sikkert er skrevet før Aar 70,
rimeligvis allerede før 66, og Matthæus har altsaa
efter al Sandsynlighed optegnet sin Herre og
Mesters Ord en Gang i Halvtredserne, d. v. s.
paa samme tid, som Paulus skrev sine Breve.
- Om de nærmere Enkeltheder ved vore nuv.
Evangelier, se i øvrigt Artiklerne om de enkelte
Evangelister.
I den kristelige Dogmatik forekommer
Modsætningen: Lov og E.; E. staar da her som et
Udtryk for Guds Gerning til Menneskers Frelse
og hans Naadestilbud herom, medens Loven
betegner hans Fordring til Mennesker om hans
Villies Efterlevelse. - I den liturgiske Sprogbrug
anvendes E. som Betegnelse for et mindre Afsnit
deraf, bestemt til Forelæsning ved Gudstjenesten,
se derom nærmere under Perikope. (Litt.:
A. Harnack, »Wesen des Christentums«,
sidste Opl. 1913; Johs. Weiss, »Die Predigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
