Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ewald, Johannes, dansk Digter, (1743-1781)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
havde«, siger han, »set Bjerge og Feltslag, og i
tykke Skove ensomt beliggende Munkeklostre«
- yderligere beriget hans Fantasi og forberedt
den kommende Digter. At han i Felten ogsaa
har hentet Spiren til sin senere Sygdom, Gigt,
er ikke umuligt. - Han begyndte nu at læse
flittig, tog i meget kort Tid teol. Eksamen med
udmærket Udfald, og blev, som det synes,
forlovet med Arense. Det saa ud, som om han
var faldet til Ro og paa Vej til at blive en sat
Embedsmand og Ægtemand. Men inden to
Aar er omme, er alt dette forbi. Sommeren
1764 bliver Arense gift med en Hørkræmmer
Biber, og E. opgiver sit regelmæssige
Embedsstudium for blot »at slentre Livet igennem«.
Man har givet forskellige Forklaringer af dette
Omslag; den rimeligste er vel, at E. ikke ret
havde Anlæg for det regelmæssige, men viste
betænkelige Tegn til at ville være Digter. Men
den Tids Opfattelse af Digterens Værd var en
anden end 19. Aarh.’s. At være Digter, det
var at være et Subjekt som Poeten i Aabenraa
ell. den forulykkede Student Ambrosius Stub;
ja, var man først Prof. og Baron som Holberg
ell. Pudder- og Stivelsefabrikant samt
Raadmand, som Tullin, da kunde man i sine ledige
Timer være Digter. Men først »nyttig Borger«.
E. erkender selv, at hans Hovedfejl var
Spredthed, Ulyst til stadig Syslen med een Ting.
Hvad han ansaa for sit Livs Ulykke, blev
imidlertid det, der ledte ham ind paa den for ham
rette Vej, Digterbanen.
Maaske endnu før Arense’s Brud med ham
havde han skrevet »Lykkens Tempel, en Drøm«,
en allegorisk Fortælling i den
Addison-Sneedorffske Manér, som han fik optaget bl. de Skr,
der udgaves af »Selskabet for de skønne og
nyttige Videnskabers Forfremmelse« (1764). Da
samme Selskab nu udsatte en Præmie for en
Ode over en af Guds Egenskaber, ønskede E.
at vinde den, men for ikke at gaa i Vejen for
en Ven, der ogsaa konkurrerede, omskrev han
sin Ode til et Drama, Adamiaden. Han fik
hverken Prisen ell. Haab om at faa Arbejdet
trykt, men kun en Opfordring til at
omarbejde det. Han erklærede da rent ud, at
kunde han ikke blive den første Digter i sit
Fædreland, vilde han ikke være den anden.
Ihukommende et Vink fra en Ven, at han
manglede Læsning, fattede han den Beslutning i to
Aar ikke at sætte Pen til Papir, men anvende
al sin Tid til Læsning; og han erklærer, at
han holdt dette Løfte. Allerede Jan. 1766 skrev
han dog Kantaten ved Frederik V’s Død, hvori
den berømte Klagesang: »Hold Taare op at
trille«, der først gjorde ham bekendt som
Digter. Man overøste ham med Bifald, siger han,
og det er da vel snarest dette, der har vakt
hans Selvfølelse og bragt ham til den
Beslutning at anvende Tid og Kræfter til at uddanne
sine digteriske Evner. Han begyndte med at
studere Poetikken, fra Horats til Boileau,
Batteux og Marmontel og gennemgik saa
Klassikerne, de latinske og de franske, især Corneille.
Disse anerkendte Mønstre, der havde hersket
enevældig i alle Landene siden Renaissancens Tid,
mødtes imidlertid netop nu af den store
litterære Hovedstrømning, der snart skulde
revolutionere Smagen og hæve de germanske Folk
og deres Aandsretning til lige Rang med de
romanske, og E. kommer nu under dens
Paavirkning. En af Retningens betydeligste
Teoretikere, Sønderjyden Gerstenberg, boede hos
E.’s Stiffader; ogsaa dens største Digter,
Klopstock, opholdt sig i Danmark. E. studerede
hans Messiade, begyndte at oversætte den og
gjorde senere den store Digters personlige
Bekendtskab. I E.’s Sind mødtes nu den klassiske
og den germanske Aandsretning, og det blev
den sidste, der gik af med Sejren. - 1769
omarbejdede han den kasserede »Adamiade« til
et stort Drama, »Adam og Eva ell. den
ulykkelige Prøve«; det er kun i Indholdet paavirket
af Klopstock, men i Stil og Verseform (rimede
Alexandrinere) holder det sig endnu til de fr.
Mønstre; selv Sproget er stærkt paavirket af
Fransk. Mange glædede sig over Stykkets ædle,
skønne Alvor, selv Censor roste det paa
Titelbladet; men andre fandt dog, at det var en
ulykkelig Prøve. Allerede Aaret efter staar
han som Klopstock’s Elev. Denne havde nylig
skrevet sin Bardiete »Die Hermannsschlacht«,
en Art Drama, hvis Opgave var at vække den
slumrende Nationalbevidsthed; han har, efter
sit eget Udsagn, formaaet E. til at forsøge noget
lignende. E. valgte et Stof fra Sakse og skrev
»Rolf Krage«, et Sørgespil i 5 Akter med
Overholdelse af de tre Enheder, men med
Bortkastelse af de rimede Alexandrinere, der
hidtil havde været ansete for uundværlige i
Tragedien; i Stedet herfor anvendte han en Slags
lyrisk Prosa, der desværre under Paavirkning
af Klopstock blev lovlig opstyltet og skruet,
ligesom Sproget fik mange Germanismer; i det
opr. Udkast var det langt nærmere Vedel’s
smukke danske Sprog. For en Nutidslæser er
det let nok at se Stykkets Fejl. En senere
Tids Krav paa Lokalfarve kendtes dengang
ikke; man gik til det gl. Norden for at finde
ædle Mennesker og interessante Karakterer;
Rolf er ikke en Mand fra Vikingetiden, men en
ypperlig Type paa 18. Aarh.’s følsomme og
fordomsfri Menneske. Misforstaaelser af den
nordiske Mytologi vrimler det af. Alt dette gør
Stykket usmageligt for vor Tid, men dets Værd
ligger i den Virkning, det udøvede bl. a. paa
Oehlenschläger, for hvem det aabnede den
nordiske Oldtid. Trods Klopstock’s Protektion
vilde de skønne Videnskabers Selskab ikke
optage et Stykke, der i den Grad stred mod alle
vedtagne Regler; men det udkom dog baade
paa Dansk og Tysk. Klopstock vedblev at tage
sig af E., foreslog saaledes Bernstorff at sende
ham til Skotland og Irland for at indsamle
Levninger af den gl. Poesi. Men det blev der
intet af; thi kort efter fik Bernstorff sin
Afsked og forlod Danmark; han fulgtes af
Klopstock. For E. (der besang den faldne store
Statsmand i Digtet »Philet«) var dette
skæbnesvangert. Klopstock havde forstaaet at indgyde
Respekt for en Digters Person og Kald; han
havde omgaaedes de største Mænd i Staten som
deres Lige. Det formaaede E. ikke; han sank
efterhaanden ned til at være en stakkels
Lejlighedspoet, med hvis borgerlige Agtelse det
var smaat bevendt, og som jævnlig led af »en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
