Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ewald, Johannes, dansk Digter, (1743-1781)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hundsvotsk Trang til 4 Rdlr«. Omtr. paa denne
Tid begyndte den Gigtsygdom, han siden aldrig
blev kvit, som skaffede ham uendelige Lidelser
og jævnlig holdt ham fængslet til Sengen. Hans
Produktionsevne var dog netop nu rigere end
nogen Sinde. Han udgav en Samling
»Adskilligt«, skrev en Novelle »Hr. Panthakaks
Historie« og blev snart igen ført ind paa dramatisk
Virksomhed. Teaterdirektør Bredal fremkaldte
ved sit »Efterstykke« »Den dram. Journal« det
kendte Teaterslag (1772), hvor Klapperne
overmandede Piberne. E., der just var
sengeliggende, fik Beretning om det forefaldne, og paa
et Bræt over Sengen skrev han i Løbet af 36
Timer »De brutale Klappere, et Forspil«;
Stykkets Tendens fremgaar af Titlen. Standsuvillie
(mellem Studenter og Officerer) havde skærpet
Modsætningen mellem Pibere og Klappere, men
hertil kom national Uvillie; Bredal var
Nordmand, og Nordmændene støttede ham. Kort før
Teaterslaget havde Bredal udsat en Pris for
»den første danske Originaltragedie«. Prisen
blev vundet af Nordal Brun med »Zarine«, men
E.’s Venner var harmfulde over, at »Rolf Krage«
saaledes blev ganske ignoreret, og
Nordmændene mente, at der fra E.’s Kreds blev øvet en
ubillig Kritik over for »Zarine«. Da saa kort
efter det norske Selskab stiftedes, stillede det
sig bestemt imod E. og hele den Retning i
Litt., der forsøgte at bryde med de klassiske
Regler. Kort efter skrev E. »Harlekin Patriot
ell. den uægte Patriotisme, en comisk
Comedie«. Den spotter det Projektmageri, som bredte
sig efter Trykkefrihedens Indførelse, og tillige
den voksende Uvillie mod Tysk (den bekendte
Replik: »Tysk er en Gift for Landet, al vor
Fortræd er tysk«, er lagt i Munden paa en
foragtelig Person). E. havde for øvrigt selv
bidraget til Projektmageriet ved »Philets Forslag om
Pebersvendene« (1771) ang. Skat paa den ugifte
Stand og skrev nu »Pebersvendene«, et
borgerligt Skuespil i Prosa, som blev opført, men ikke
gjorde Lykke. Disse 3 Dramaer i den lettere
Art hører til E.’s svagere Arbejder; de er
tunge, brede og mangler ganske den
Holbergske Festivitas; E.’s store lyriske Evne gav de
ingen Plads for. Derimod haves fra samme Tid
et Par interessante Begyndelser: »Frode«, der
har tydelige Allusioner til Tidens Forhold og
rimeligvis af den Grund blev henlagt, og »Helge
ell. den nordiske Oedip«, det samme Emne,
hvorover Oehlenschläger senere skulde bygge
et af sine Mesterværker; her bruger E. første
Gang den femfodede Jambe som dram.
Versemaal. Paa denne Tid fremkom ligeledes nogle
af hans skønneste lyriske Digte, saaledes »Da
jeg var syg«, »Haab og Erindring«,
Mindedigtene over Arnsbach og Md. Thoning.
Medens han saaledes som Digter mere og mere
udfoldede sine rige Evner, gik det mindre godt
i hans private Liv. Stiffaderen var død, og da E.
med sine uvisse Indtægter ikke kunde ernære
sig selv, var han til Dels afhængig af Moderen.
Forholdet mellem Moder og Søn synes at have
været af en ejendommelig Art; naar de var
adskilte, længtes de til hinanden, men naar de
kom sammen, var der pinlige Scener, bitre
Opgør o. l. Hvad det var, hun lod ham høre
for, har han selv givet tilstrækkelig Oplysning
om i Kapitlet »Vinflasken« i Selvbiografien:
»Fra den første Tid, hvori jeg kan erindre mig
selv, og hvori jeg kendte stærke og spirituøse
Drikke, har jeg altid været en determineret
Elsker af dem«. Det var, siger han, »de ny, de
besynderlige, de store og ædle Billeder, som
Vinen udklækkede i hans Sjæl«, han ikke kunde
undvære; »men det farlige! den ulyksalige
Streg! heri bestaar hele Knuden« - og den
overskred han kun alt for tit. Det kunde hænde,
at han drev fuld omkr. paa Gaderne, slog med
Kaarden i Brostenene for Gadedrengene og
raabte: »Nu grasserer Poeten Evard« (han
kunde ikke udtale Bogstavet l). Da han i det
hele var kommet i daarligt Selskab, blev det
besluttet, at han skulde tinge sig i Kost paa
Landet, og fra Foraaret 1773 fik han Ophold
hos den kgl. Fiskemester O. Jakobsen i
Rungsted Kro.
Hermed begynder et nyt og betydningsfuldt
Afsnit af E.’s Liv. Hans Kræfter vendte tilbage i
den friske Luft og de rolige Omgivelser. Vel
blev han aldrig legemlig frisk. Gigtanfaldene
vendte jævnlig tilbage, men han blev
omhyggelig plejet af gode og kærlige Mennesker og nød
den dejlige Natur i fuldt Maal. Og endnu mere
følte han sig aandelig forfrisket. »Her vokste
min Sang«, siger han. Alt i Sommeren 1773 bliver
det Digt til, som betegner Højdepunktet for
E.’s Digtning, Oden »Rungsteds Lyksaligheder«.
Med eet Slag bryder han med den traditionelle
Naturbeskrivelse og giver en kraftig
Naturstemning som Baggrund for et Jubeludbrud over
den Lyksalighed at være Digter. Det sidste
Vers med sit vemodige Spørgsmaal, om den,
der har inspireret ham, ogsaa vil kunne
forstaa Værdien af hans Sang, tyder paa, at en ny
Kærlighed er ved at opgaa i Digterens Sjæl.
Han tog derefter straks fat paa Udførelsen af
nogle af de Planer, han havde taget med ud
paa Landet, og inden Vinterens Beg. fuldendte
han »Balders Død, et heroisk Syngespil« i
femfodede Jamber, med indlagte Sange. Her er
altsaa den første gennemførte Benyttelse af det
Versemaal, der i Danmark skulde blive
Alexandrinernes Afløser, endnu før Lessing og
Schiller havde grundlagt dets Herredømme i
Tyskland. De indstrøede Sange forliges ikke ret med
vort Begreb om Tragedien, nogle af dem viser
dog E. som Lyrikkens Mester, saaledes den
berømte Valkyriesang. Her lyder virkelig
nordiske Toner; det er uden Tvivl »Darradsangen«,
som ad en Omvej klinger igen i dansk Litt.
Stoffet er Sakse’s Baldersagn, iblandet med
Motiver fra Edda (Loke-Skikkelsen); dets egl.
Emne er E.’s Yndlingsidé: Lidenskaben som den
store Fare for Mennesket. Det ny og dristige
i Form og Indhold forfærdede i den Grad de
skønne Videnskabers Selskab, at Luxdorph
straks gav det den Paategning, at Forf. næppe
var rigtig klog; efter megen Omarbejden og
mange »Forbedringer« blev det endelig 1775
trykt i Selskabets Skr. Ogsaa i en anden
Retning arbejder han videre. I Form af et
Ugeblad skriver han Fortællingen »De Fremmede«
i den humoristisk-følelsesfulde Stil, der
stammer fra Sterne; i en lgn., endnu mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
