Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eye, August von, tysk Kunst- og Kulturhistoriker, (1825-1896) - Eyemouth, Fiskerhavn paa Skotlands Østkyst, c. 3 Sm. S. f. St Abbs Head - Eygotaland, Øgoternes Land, i Oldtiden det til det danske Rige hørende samlede Antal af Øer mellem Jylland og Skaane - Eyjafjalla Jökull, en stor (1666 m), isdækket Vulkan ved Islands Sydkyst - Eyjafjördur (Øfjord), den længste og smukkeste Fjord i det nordlige Island, 60 km lang og 15 km bred ved Mundingen - Eyjolfr inn halti Guðmundarson, isl. Herredshøvding (goði) i Eyja-Fjorden i den nordlige Del af Island, ( -e.1060) - Eyjólfr Þorsteinsson ofsi, (1224-1255), spillede en fremtrædende Rolle i Islands Historie efter 1250 - Eylau (Eilau), mindre By i Provinsen Østpreussen, c. 36 km SØ. f. Königsberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Eye [’a^iə-], August von, tysk Kunst- og
Kulturhistoriker, f. 24. Maj 1825 i Fürstenau
(Hannover), d. 13. Jan. 1896 i Nordhausen.
Mangesidig og spredt i sine Studier, knyttet til
German. Mus. i Nürnberg, 1875 Prof. ved
Dresdens Kunstindustriskole, i Brasilien fra 1879
optaget af Kolonisationsspørgsmaalet - har han
frembragt kunst- og kulturhistoriske Værker
mere af populariserende end af strengt
videnskabeligt Indhold: »Leben u. Wirken A. Dürers«
(1860, senere i ny Udg.), »Kunst und Leben der
Vorzeit«. (sammen med J. Falke; 3 Bd, 3. Opl.
1868) m. v.; desuden æstetisk-filosofiske
Arbejder som »Wesen und Wert des Daseins« (2. Opl.
1886), ogsaa en Roman.
A. Hk.
Eyemouth [’a^iməþ], Fiskerhavn paa
Skotlands Østkyst, 55° 52’ n. Br., c. 3 Sm. S. f. St
Abbs Head. Den ligger ved en lille Bugt af
s. N. og ved Mundingen af Elven Eye. Havnen
beskyttes af Bølgebrydere, og det største
Dybgaaende, som den kan søges med, er 3-3 1/2 m.
Her findes Ledefyr, Redningsstation og
Stormsignalstation.
G. F. H.
Eygotaland [’ø^i-], Øgoternes Land, kaldtes
undertiden i Oldtiden det til det danske Rige
hørende samlede Antal af Øer mellem Jylland
og Skaane (jfr Reidgotaland).
F. J.
Eyjafjalla Jökull [’æ^ijafjadla-’jökødl], en
stor (1666 m), isdækket Vulkan ved Islands
Sydkyst; som en bred, kegleformet afstumpet Pynt
træder E. J. frem fra den vestlige Ende af den
store Jökelmark Myrdalsjökull; den ses
allerede i lang Afstand af Søfarende og tager sig
ofte i god Belysning prægtig ud. E. J. har i
hist. Tid haft to Udbrud 1612 og 1821.
Th. Th.
Eyjafjörður [’æ^ijafjörðør] (Øfjord), den
længste og smukkeste Fjord i det nordlige
Island, 60 km lang og 15 km bred ved Mundingen.
E. begrænses paa begge Sider af høje, maleriske
Fjelde; op fra Fjordbunden strækker der sig
en bred og frugtbar Dal langt ind i Landet; den
gennemstrømmes af en vandrig Elv, der bugter
sig i mange Slyngninger over de grønne Enge
mellem Gaardene. I Nærheden af E.’s
Munding findes midt i Fjorden Øen Hrisey, hvor
man har drevet en indbringende Sildefangst. I
Nærheden af Fjordbunden ligger Byen Akureyri
og paa Vestsiden Handelspladsen Hjalteyri; her
i Nærheden, i Mundingen af en lang Sidedal
(Hörgárdalur), findes Gaarden Möðruvellir (s.
d.). Herredet paa Vestsiden af E. kaldes
Eyjafjarðarsýsla (5300 km2). Sysselmanden bor paa
Akureyri, hvor han samtidig er Byfoged.
Th. Th.
Eyjólfr inn halti Guðmundarson [’ø^ijo.lvr-],
isl. Herredshøvding (goði) i Eyja-Fjorden i
den nordlige Del af Island, f. i Slutn. af 10.
Aarh. ell. omtr. 1000, d. efter 1060. E. var Søn af
Guðmundr den Mægtige (inn riki) paa
Möðruvellir i Eyja-Fjorden og overtog efter
Faderens Død (1025) hans Gaard og
Godedømme. Som Gode blev E. indviklet i
Stridigheder med Ljósvetningerne i
Þingeyjarsyssel. Det kom til Kamp med dem (omtr.
1047); under den blev der tilføjet E.’s
vennesæle Broder Koðran Guðmundarson
et dødeligt Saar, da han var i Færd med at
standse de Kæmpende. Den sidste Del af
»Ljósvetninga saga« omhandler disse
Stridigheder og den Sag, Koðran’s Drab havde til
Følge. (Litt.: B. Th. Melsted, »Íslendinga
saga«, III [Kbhvn 1916]).
B. Th. M.
Eyjólfr Þorsteinsson ofsi [’æ^ijo.lvr–stæ^in-’åfse],
f. 1224, d. 19. Juli 1255, spillede en
fremtrædende Rolle i Islands Historie efter 1250. Da
Þorðr kakali Sighvatsson dette Aar
rejste til Norge, satte han E. til at styre
Skaga-Fjorden; men s. A. vendte Gissur
Þorvaldsson tilbage til Island og optraadte som
Høvding over største Delen af
Nordlændinge-Fjerdingen. Befolkningen var venlig stemt mod
Gissur, og E. savnede derfor Midler til at staa
imod ham. Da Gissur 1253 bosatte sig paa
Flugumýri i Skaga-Fjorden, forbød han
E. at blive boende der i Egnen. E. flyttede da
til en Gaard (Möðruvellir i Hörgárdalr), der
blev ham overladt af den norske Biskop
Heinrekr paa Hólar; men samme Efteraar
overfaldt E. Gissur paa Flugumýri. Da han troede
ikke at kunne faa Bugt med ham, satte han
Ild paa Gaarden, hvorved 25 Mennesker blev
enten indebrændte ell. dræbte, deriblandt
Gissur’s Hustru og 3 Sønner
(Flugumýrisbranden Natten til 22. Oktbr 1253); ham
selv lykkedes det at undgaa Døden. Efter at
have dræbt nogle af Mordbrænderne maatte
Gissur, bandlyst af Biskop Henrik, begive sig til
Norge. Inden sin Afrejse satte har Oddr
Þórarinsson over Skaga-Fjorden (1254), men
han blev paa Opfordring af Biskoppen dræbt
af E. og Hrafn Oddsson (Jan. 1255). S. A.
faldt E. i et Slag paa Þveráreyrar mod
Oddr’s Broder Þorvarðr Þórarinsson og
hans Forbundsfæller. E. skildres som en meget
tapper Mand af et anseligt Ydre, men som hans
Tilnavn (ofsi, Voldsomhed) peger paa, var han
meget heftig i sin Optræden over for sine
Modstandere.
B. Th. M.
Eylau [’a^ila^u] (Eilau), mindre By i
Provinsen Østpreussen, c. 36 km SØ. f. Königsberg,
kendt p. Gr. a. den blodige Kamp mellem
Franskmændene og Russerne 7. og 8. Febr 1807. Den
russ. Hær under Benningsen havde til Hensigt
ved en Fremrykning mod Weichsel at søge at
frigøre Colberg, Graudenz og Danzig, hvilken
sidste By belejredes af Bernadotte, der
imidlertid slog den russ. Avantgarde ved Mohrungen.
Napoleon, hvis Hovedstyrke stod N. f. Varszava
(Ney ved Mlava), besluttede at føre et
afgørende Stød mod Russerne. Han overdrog
Dækningen af Polen til Lannes og Savary og ilede med
Gården, Soult’s, Augereau’s, Davout’s og Ney’s
Korps samt Murat’s Rytterdivision mod N.; var
1. Febr ved Willensberg og 3. ved Allenstein.
Benningsen var imidlertid gaaet tilbage og
havde med sin Hovedstyrke indtaget en Stilling bag
E. mellem Schloditten og Serpallen for at
dække Königsberg. Foran E. stod den russ.
Arrieregarde under Bagration. Den russ. Styrke var
mellem 60-70000 Mand, den fr. c. 70000. 7.
Febr om Aftenen angreb Soult den russ
Arrieregarde foran E., der 3 Gange stormedes af
Franskmændene og sluttelig blev i deres Besiddelse.
8. Febr stod Russerne i den foran nævnte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
