Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Faar (Sl. Ovis. Lin.), en formrig Gruppe af de skedehornede Drøvtyggeres store Familie (Bovidæ) - Faarbøte, i nordisk Mytologi en Jætte, Fader til Loke (bet. »den slemt stødende«; opr. et Navn paa Stormen). - Faarebremse, se Bremser. - Faareflue (Melopaågus ovlnus), se Pupipara. - Faareflynder (Fasciola hepatica), ogsaa kaldet Leverikte, er en stor 3 cm lang Ikte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
praktisk indrettede og anbragte Høhække,
rigelig Strøelse, Undgaaen af megen Fugtighed o. s.
v.) søge at forhindre, at Ulden forurenes. Som
Middel mod Utøj kan man anvende Glycerinbad
efter tilendebragt Klipning.
Klipningen finder for languldede F.’s
(Kødfaar) Vedk. Sted 2 Gange aarlig, i Maj og
Septbr; Uldfaar klippes sædvanlig kun 1 Gang
om Aaret, og da paa den varme Aarstid.
Sædvanlig klippes F. først efter at være vaskede.
Vaskningen sker enten i dertil indrettede Kar
ell i Vandløb o. l. St. Vandet maa være rent
og blødt; hvis det ikke er det af Naturen, maa
der tilsættes noget Soda ell. grøn Sæbe, ell.
man benytter særlige Uldvaskemidler, saasom
Saponin, Gipsurt, Kvillajabark ell. Roden af
Pragtstjerne m. m. Efter Vaskningen maa F.
skærmes mod Træk og Solhede, indtil de
bliver tørre - altsaa slippes ind i en
rummelig, velstrøet Stald. Naar Pelsen er tør,
hvilket efter Forholdene varer 1 1/2-4 Døgn,
afklippes den enten ved Hjælp af almindelige
Uldsakse ell. ved Klippemaskine. Det gælder
imidlertid i alle Tilfælde om, at Ulden bliver
afklippet ved eet Snit ganske tæt ved Huden,
uden at denne saares, samt at sørge for, at
Pelsen efter Klipningen danner et
sammenhængende Hele. Efter Afklipningen sorteres
Ulden og pakkes derpaa i Sække, idet man dog
undertiden i Forvejen (af Hensyn til Udvalget
af Avlsdyr) har vejet Pelsen af enkelte Dyr.
De hos F. almindeligst forekommende og
farligste Sygdomme er flg.: Miltbrand,
F.-Kopper, Skab, Klovesyge, forsk. Indvoldsorm,
ondartet Gulsot (Lupinose), smitsom
Lungebetændelse og Kastning, Blegsot, Benblødhed og
Lammelamhed. (Litt.: Fitzinger, »Ueber die
Rassen des zahmen Schafes« [Wien 1859-60];
Mentzel, »Handbuch der rationellen
Schafzucht« [3. Opl., Berlin 1892]; Neitzschütz,
»Studien zur Entwickelungsgeschichte des
Sehafs« [Danzig 1873-76]; May, »Das Schaf«
[2 Bd, Breslau 1868]; Bohm, »Die Schafzucht«
[2 Bd, Berlin 1883];
Nathusius-Hundisburg, »Vorträge über Schafzucht« [Berlin
1880]; Nathusius-Königsborn, »Das
Wollhaar des Schafs« [Berlin 1866]; Witt, »Die
englischen Heidenschafrassen« [Leipzig 1886];
Prosch, »F.’s Avl og Pleje« [Kbhvn 1885};
Sanson, Traité de Zootechnie [5. Bd, Paris
1886]; Schumann, »F.-Avl og Landbovilkår
i Norges Kystland« [Bergen 1874]; Samme,
»F.-Hold i Norge« [Lærdal 1885];
»Landmandsbogen«., udg. af Westermann og Goldschmidt [2
Bd, Kbhvn 1895]; Axel Appel, »F.-Avl og
F.-Hold« [Kbhvn 1902]; C. Keller, »Naturgeschichte
der Haustiere« [Berlin 1905]; O. Kellner,
»Die Ernährung der landwirtschaftlichen
Nutztiere« [Berlin 1912]; C. Kronacher,
»Allgemeine Tierzucht« [Berlin 1916]).
H. G.
Faarbøte, i nordisk Mytologi en Jætte, Fader
til Loke (bet. »den slemt stødende«; opr. et
Navn paa Stormen).
A. O.
Faarebremse, se Bremser.
Faareflue (Melophagus ovinus), se
Pupipara.
Faareflynder (Fasciola hepatica), ogsaa
kaldet Leverikte, er en stor 3 cm lang Ikte,
der hører til de digene Ikter (Distomæ). Den
træffes i Leveren hos Okse og Faar, sjældnere
hos Hest og Svin, samt en Række planteædende
Dyr og hos Mennesket. Legemet er bredt og
fladt, bedækket med meget smaa bagud rettede
Skæltorne, der hindrer Dyret i at glide tilbage
i Galdegangene; fortil findes en 4-5 mm lang
konisk Tap, i hvis Spids Mundsugeskaalen
sidder; Bugsugeskaalen sidder i Beg. af det brede
Parti, mellem begge sidder Kønsaabningen.
Tarmen deler sig allerede i Hovedtappen i 2 Grene,
der strækker sig gennem hele Legemet, og
hvorfra der udgaar talrige træformigt
forgrenede Sidegrene. Om den øvrige Bygning, se
Ikter. Æggene er gulbrune, ovale, c. 1/7. mm
lange og forsynede med et Laag; nær
Laagpolen findes Ægcellen, og Ægget er ellers
opfyldt af Blommeceller, der opløses og afgiver
Næring til Fosteret. Æggene, ell. hele Dyret,
udføres af Værten, og Æggene klækkes paa de i
Foraaret oversvømmede Græsgange. Larven,
der kommer ud ved, at Laaget frasprænges, er
konisk; den fimreklædte Hud bestaar kun af
faa Celler, fortil sidder en fremstrækkelig
Boretap og 2 linsebærende Øjepletter over en
Nerveknude, der er Ekskretionsorganer, og en lille
Mundaabning med Spiserør, der dog snart
forsvinder. Larven opsøger en lille, halvt amfibisk
Snegl (Limnæa minuta). I andre Snegle kan
Udviklingen ikke gennemføres hos os, i
fremmede Verdensdele kan det dog, hvor Limnæa
minuta mangler, være beslægtede Former. Man
kan træffe Sneglen helt oversaaet med Larver,
der forsøger at bore sig ind; de fleste synker
efter forgæves Anstrengelser ned og gaar til
Grunde, og kun de, der har sat sig fast i det
bløde Parti om Lungehulen, naar ind. De
kaster da Fimreklædningen, Pandetap og næsten
alle indre Organer forsvinder, og de omdannes
til en Kimsæk (Sporocyst); de bliver ganske
uformelige og vokser betydeligt (til c. 1/2 mm),
og samtidig udvikles næste Generation i dem af
Kim, der allerede saas hos den svømmende
Larve. Sporocysten er den første
Ammegeneration i Generationsskiftet; mange antager dog
nu Kimene for at være Æg; »Ammen« bliver
da en parthenogenetisk Hun, og Udviklingen
ikke et egl. Generationsskifte, men Heterogoni.
Ved Kimsækkens Sprængning frigøres anden
Ammegeneration (Redia), som er ret
kompliceret bygget, med Mund og ugrenet Tarm;
Legemet er delt i 3 Afsnit og forsynet med 2
lemmeagtige Vedhæng, der forhindrer
Tilbagegliden; de kryber livligt om og vandrer især
hen til Leveren, af hvis Masse de ernærer sig,
idet de vokser ud til c. 1 1/2 mm. Af Kim (ell.
mulig Æg) udvikles i dem den tredie
Generation, og under dette bliver Redierne mere
plumpe, ubevægelige, samtidig med at Mund og
Tarm reduceres. Den ny Generation, der
kommer ud gennem en særlig Fødselsaabning lige
bag første Legemsafsnit, er de saakaldte
Haleikter (Cercaria). Disse er i alt væsentligt
Distomer; Tarmen er tvedelt uden at være
yderligere grenet, de 2 Sugeskaale er udviklede,
ligeledes Skæltornene; paa hver Side af
Legemet findes en langstrakt Kirtel, og Legemet
ender i en lang Svømmehale; de 20-60
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
