Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fabre, Paul, fr. Historiker, (1859-99) - Fabre, Pierre Jean, fr. Kemiker og Læge, f. i Slutn. af 16. Aarh. - Fabre d'Églantine , Philippe François Nazaire, fr. dram. Forf. og Revolutionsmand, (1750-1794) - Fabretti, Ariodante, italiensk Sproggransker og Oldgransker, (1816-1894) - Fabretti, Rafaello, ital. Oldgransker, (1619-1700) - Fabriano, By i Mellem-Italien, Provins Ancona, ligger 60 km VSV. f. Ancona - Fabriano, se Gentile. - fabrica (lat.), Byggekunst, Bygning, Værksted. Nylat. f. ecclesiæ, Kirkeformue. - Fabrice, Georg Friedrich Alfred, Greve, sachsisk General, (1818-1891) - Fabricius, fuldstændig Gajus F. Luscinus, rom. Statsmand og Hærfører, ( -275 f.Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og i Etude sur le Liber censuum de l’église
romaine (1892) givet en fortræffelig Fremstilling af
den kirkelige Organisation i 13. Aarh.
Kr. E.
Fabre [’fa.br], Pierre Jean, fr. Kemiker
og Læge, f. i Castelnaudary i Slutn. af 16.
Aarh., studerede i Montpellier; hans Dødsaar
er ukendt. F. skrev en Mængde Bøger,
Palladium spagyricum, Myrothecium spagyricum o.
m. a. Opera medico-chymica indeholder ikke
alt, hvad han har skrevet. Han ordinerede sine
Lægemidler, der dog ofte var af mystisk Art, ud
fra kemiske Synspunkter.
J. S. J.
Fabre d’Églantine [’fa.brö-d-eglã’tin],
Philippe François Nazaire, fr. dram.
Forf. og Revolutionsmand, f. 28. Juli 1750 i
Carcassonne, henrettet i Paris 5. April 1794.
Tilnavnet d’Églantine skal stamme fra en
Æblerose af Guld, han som Yngling modtog som
Ærespris for et Digt. Han skulde være
Gejstlig, men blev rejsende Skuespiller; fra 1787
var han bosat i Paris, hvor det lykkedes ham
trods fl. Uheld at vinde frem som
Lystspilforfatter. Philinte ou la suite du Misanthrope
(de Molière) (1791), Le convalescent de qualité
(1791) og Les précepteurs (opført 1799) gjorde
Indtryk ved deres Appel til den nye Tidsaand;
L’intrigue épistolaire (opført som »Den snedige
Brevveksling« paa den danske Skueplads 1797
-1819) regnes bl. Aarhundredets bedste fr.
Lystspil. F. d’É. hørte til den Kreds
Cordeliers (s. d.), der sluttede sig om Danton; hans
Hensynsløshed, Ødselhed, Griskhed og slette
Sæder var muligvis skæbnesvangre for hans
Førers Udvikling, og i alt Fald for hans Ry.
Han blev Sekretær i Justitsministeriet under
Danton, Konventsmedlem for Paris og en Tid
Medlem af Forsvarskomiteen. De ny
republikanske Kalendernavne skyldes væsentlig ham.
Da Robespierre vendte sig mod Dantonisterne,
blev F. det første Offer. Jan. 1794 arresteredes
han som meddelagtig i Chabot’s (s. d.)
Underslæb, og skønt Klagen mod ham hvilede paa et
Falskneri, dømtes han uden at faa Lov at
retfærdiggøre sig. Saa fulgte Førerens eget Fald,
og F. besteg Skafottet sammen med ham og de
andre Partifæller. Hans Æuvres mêlées et
posth., 2 Bd, er udg. i Paris Aar XI (ɔ: 1803).
P. L. M.
Fabretti [fa’bret.i], Ariodante, italiensk
Sproggransker og Oldgransker, f. i Perugia 1.
Oktbr 1816, d. i Turin 15. Septbr 1894. F.
studerede saavel Sprog som Naturvidenskaberne,
blev 1860 Prof. i Oldtidsvidenskab i Perugia og
forflyttedes 1868 til Turin som Prof. og
Direktør for Oldsagsmuseet. Hans Hovedværk er en
Samling af alle førromerske Indskrifter fra
Italien med tilhørende Ordfortegnelse, Corpus
Inscriptionum Italicarum antiquioris ævi (1867),
hvortil han i de flg. Aar udgav Supplementa.
Desuden udgav F. Analogia delle antiche lingue
italiche con la greca la latina e coi dialette
viventi (1866) og Iscrizioni pedemontane (1885),
foruden adskillige Afh. af hist. og arkæologisk
Indhold.
V. S.
Fabretti [fa’bret.i], Rafaello, ital.
Oldgransker, f. 1619 i Urbino, d. 7. Jan. 1700 i
Rom. F., der tilhørte en anset Adelsslægt,
studerede i Urbino og Rom Jura og de
klassiske Sprog og ansattes tidlig i Pavens
Tjeneste, dels ved Gesandtskabet i Madrid, dels i
Urbino, dels i Rom, hvor han efterhaanden
beklædte fl. ansete Stillinger og til sidst til sin
Død var Direktør for Pavens Arkiv i
Engelsborg. F., der tidlig begyndte at studere
Oldtidens Mindesmærker og Indskrifter, er Forf.
til fl. Værker, som vakte megen Opsigt og oftere
oplagdes paa ny, saaledes De aquis et
aquæductibus veteris Romæ dissertationes tres (1680; 2.
Udg. 1688, optrykt som Bd IV af Grævius’
Thesaurus), De columna Trajani syntagma (1683;
2. Udg. 1790), Inscriptionum antiquarum quæ in
ædibus paternis asservantur explicatio et
additamentum (1699), hvori F. særlig behandler
Roms Katakomber. Hans Samlinger af
Indskrifter og Mindesmærker opbevares i Urbino i det
hertugelige Palads. F. blev for øvrigt for sine
Værker angrebet af andre Lærde, især af
Gronovius. (Litt.: Kardinal Rivieri i
Crescimbeni’s Vite degli Arcadi illustri; Marotto i
Fabroni’s Vitæ illustr. Italorum).
V. S.
Fabriano, By i Mellem-Italien, Provins
Ancona, ligger 60 km VSV. f. Ancona i en smuk
Dal i Apenninerne ved Jernbanelinien Ancona-
Foligno. (1911) 23800 Indb. F. har Papirmøller
og Krudtfabrikation og er Bispesæde.
H. P. S.
Fabriano, se Gentile.
fabrica (lat.), Byggekunst, Bygning,
Værksted. Nylat. f. ecclesiæ, Kirkeformue.
Fabrice [la’bri.s(ə)], Georg Friedrich
Alfred, Greve, sachsisk General, f. 23. Maj
1818 i Quesnoy-sur-Deule, d. i Dresden 25.
Marts 1891. 16 Aar gl traadte han som
Portepéefændrik ind i et sachsisk Rytterregiment,
forfremmedes 1848 til Ritmester og deltog 1849 i
Krigen mod Danmark. 1863-64 var han som
Oberstløjtnant Generalstabschef ved de sachsiske
og hannoveranske Eksekutionstropper i
Holsten, og 1866 beklædte han i Böhmen samme
Stilling hos Kronprinsen af Sachsen. Efter
Fredsslutningen udnævntes han til Generalløjtnant og
Krigsminister, i hvilken Stilling han med
Dygtighed reorganiserede den sachsiske Hær efter
Preuss. Mønster. Under Felttoget 1870-71 var
F. først Generalguvernør i 12.
Armékorpsdistrikt, og fra Nytaar beklædte han Stillingen
som Generalguvernør i Versailles. Efter
Krigens Slutning var han Højestbefalende for den
tyske Okkupationshær og begunstigede i denne
Stilling Kommunardernes Undertrykkelse. Juni
1871 overtog han igen Pladsen som
Krigsminister og udnævntes 1873 til General i Rytteriet.
1876 blev han Ministerpræsident og fra 1882
tillige Udenrigsminister. Ved sit 50 Aars
Tjenestejubilæum ophøjedes han i Grevestanden.
B. P. B.
Fabricius, fuldstændig Gajus F. Luscinus,
rom. Statsmand og Hærfører, kæmpede som
Konsul 282 f. Kr. med forsk. syditaliske Folk,
fra hvem han befriede den gr. By Thurioi, som
blev belejret af dem. Han gjorde et stort Bytte
i Krigen og hædredes med en Triumf. Om hans
Forhold til Epeiroterkongen Pyrrhos, som 280
angreb Rom, gik der fl. af Sagnet udsmykkede
Beretninger. Da han kom som Gesandt til
Pyrrhos for at underhandle om Løskøbelsen af
Krigsfanger, skal Kongen forgæves have søgt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
