Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fangplanter. en Udryddelsesmetode: den paagældende Mark besaas med Frø af saadanne Planter, hvis Rødder Nematoderne søger - Fangsnor anvendes af Beredne for at hindre Tabet af Hovedbedækningen - Fangst, i Jagtsproget den Maade, paa hvilken anskudt Vildt dræbes - Fangstapparat, se Fiskeredskaber. - Fangstkniv, i Jagtsproget den Kniv, hvormed der gives Vildtet Fangst, d. e. faa det til afdø. - Fangstænger er Stykker af Naaletræstammer ell. Grene, som bruges til at lokke skadelige Insekter til - Fangtraade, traadformede Organer, hvormed mange Polypdyr er udstyrede - Fangtræ kaldes saadanne Stykker af Naaletræ, som udlægges i Skoven for at lokke skadelige Insekter til - Fanitullen, se Slaatter. - Fannefjord kaldes den Øst over fra Molde gaaende smalle Arm af Romsdalsfjorden - Fanning-Øer, Amerika-Øer, Øgruppe midt i det store Ocean - Fano, By i Mellemitalien, Prov. Pesare-Urbino, ligger 12 km SØ. f. Pesaro - Fanon, Mønt i Pondichéry = 1/8 Rupee. - Fansago, Cosimo, ital. Billedhugger og Arkitekt, (1591-1678) - Fant, norsk = Landstryger, Omstrejfer, Tater; oldn. fantr = Fodtjener, Landstryger - Fant, Erik Mikael, sv. Historiker, (1754-1817)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rødder Nematoderne villig søger, og som
vokser hurtig til; hertil anvendes især
Sommerrybs og Sommerraps. Nematode-Larverne borer
sig ind i disse saakaldte »F.’«s Rødder og
bliver paa et vist Udviklingstrin
ubevægelige; paa dette Tidspunkt pløjes Marken
dybt, hvorved Nematoderne bliver saaledes
begravede, at de ikke formaar at arbejde sig
op igen ell. udvikle sig videre. I Løbet af
Sommeren nedpløjes 4-5 Afgrøder af F. Metoden
har dog ikke faaet særlig stor Bet.
K. H-n.
Fangsnor anvendes af Beredne for at hindre
Tabet af Hovedbedækningen; den fæstes til
denne og fastgøres tillige til Uniformen ell.
anbringes om Halsen. F. anvendes nu i Hovedsagen
kun som Prydelse.
B. P. B.
Fangst, i Jagtsproget den Maade, paa
hvilken anskudt Vildt dræbes. For Haarvildtets
Vedk. sker det derved, at en spids Kniv føres
ned paa tværs enten foran første Halshvirvel
ell. mellem tvende saadanne og derved
overskærer den forlængede Rygmarv, hvilket har
Dyrets øjeblikkelige Død til Følge. Kronvildt
gives ofte F. bag Bladet. Pelsvildtet fanges
af med et Slag paa Pandeskallen mellem
Øjnene med Hundepiskens Skaft, i hvis ene Ende
er indsyet en Blyklump, Haren med et let Slag
bag Ørerne, idet man tager den i Bagløbene,
holder den lidt til Vejrs og giver den Slaget
med Kanten af den fladholdte højre Haand ell.
med Skaftet af Hundepisken.
S. F.
Fangstapparat, se Fiskeredskaber.
Fangstkniv, i Jagtsproget den Kniv,
hvormed der gives Vildtet Fangst, d. e. faa det til
at dø.
S. F.
Fangstænger er Stykker af
Naaletræstammer ell. Grene, bedst hele Stammer af unge,
fritvoksende Skovfyrrer, som bruges til at lokke
skadelige Insekter til at lægge Æg der, i St f.
paa Stød og Rødder af fældede Træer. Inden
Yngelen har forladt F., indsamles og brændes
disse. F. lægges omtr. vandret med den største
Del dækket af Jord og kun Topspidsen ragende
frem.
C. V. P.
Fangtraade, traadformede Organer,
hvormed mange Polypdyr er udstyrede, og som
tjener som Fangeapparater, idet de griber fat i
Byttet og lammer dette ved Hjælp af deres
talrige Neldeceller. Som Eksempler kan nævnes
Randtraadene paa Vandmandens Klokke samt
Blæregoplernes stærkt forlængede Tentakler. (Se
i øvrigt disse Dyregrupper).
R. H. S.
Fangtræ kaldes saadanne Stykker af
Naaletræ, som udlægges i Skoven for at lokke
skadelige Insekter til at æde ell. oftere lægge Æg i
dem, saa man kan indsamle dem ell. brænde
Yngelen. Tidligere brugte man ofte udkløvede
Træstykker med Barken paa; nu bruges oftest
enten ene Bark ell. hele, unge Stammer (se
Fangbark og Fangstænger).
C. V. P.
Fanitullen, se Slaatter.
Fannefjord kaldes den Øst over fra Molde
gaaende smalle Arm af Romsdalsfjorden; langs
dens nordlige Bred, Fannestranden
kaldet, fører en Hovedvej mellem alle de her
liggende store Gaarde og smukt byggede
Landsteder. Det Rundskue, man fra denne Strand
har over Søndmøre og Romsdalsfjeldene, er
kendt for sin enestaaende Skønhed. (Se Bolsø).
(J. F. W. H.). M. H.
Fanning-Øer [’fäniŋ-], Amerika-Øer,
Øgruppe midt i det store Ocean, paa 1° 57’-
5° 49’ n. Br. Gruppen bestaar af 5 Smaaøer, alle
lave, Christmas- ell. Jule-Øen (607 km2),
Washington ell. New-York, Jarvis,
Palmyra og Fanning (40 km2). Den
første og den sidste er taget i Besiddelse af
England. Paa selve F. findes en eng. Koloni
English Harbour med c. 200 Indb., der
sysselsætter sig med Indvinding af Kokosolie.
Ogsaa Palmyra har nogle Beboere, de andre er
ubeboede. Øen Fanning er Station paa det eng.
undersøiske Kabel fra Vancouver til Australien.
C. A.
Fano, By i Mellemitalien, Prov.
Pesare-Urbino, ligger 12 km SØ. f. Pesaro, i maleriske
Omgivelser ved det adriatiske Hav, nær
Metauro-Flodens Munding og ved Banelinien
Bologna-Ancona. (1911) 27100 Indb. F., der
delvis er omgivet med Mure og Grave, er
Bispesæde og Garnisonsby og har Rester af en
Triumfbue fra Augustus’ Tid samt et stort Teater.
Katedralen San Fortunato og enkelte andre
Kirker indeholder ikke ubetydelige Kunstskatte.
Byen driver nogen Silkeindustri samt Fiskeri;
Havnen har dog nu kun liden Bet. F. er
Oldtidens Fanum Fortunæ, senere Colonia Julia
Fanestris, og var da kendt for sit
Fortuna-Tempel.
H. P. S.
Fanon [fa’nå], Mønt i Pondichéry - 1/8 Rupee.
Fansago, Cosimo, ital. Billedhugger og
Arkitekt, f. i Clusone ved Bergamo 1591, d. i
Neapel 1678, var Elev af Pietro Bernini og
forenede saaledes norditaliensk og rom.
Baroktradition. Før 1620 flyttede han til Neapel, hvor
han udførte talrige Bygninger og
Skulpturarbejder; til de betydeligste hører: S. Fernando og
S. Giorgio maggiore, Forhallen til S. Maria della
Sapienza, Marmorinkrusteringen af S. Martino,
den kostbare Messinggitterdør for S. Gennaros
Kapel i Domkirken, foruden talrige
arkitektoniske og plastiske Dekorationsarbejder, med
hvilke han indførte Efterrenaissancens svulstige Stil
i Neapel.
C. A. J.
Fant, norsk = Landstryger, Omstrejfer,
Tater; oldn. fantr = Fodtjener, Landstryger.
Identisk med tysk Fant (Knøs, Laps). Ordet anses
for romansk: ital. fante (Tjener, Gut, Fodsoldat),
infante (Fodsoldat), lat. infans (Barn). Jfr
Fanter.
H. F.
Fant, Erik Mikael, sv. Historiker, f. 9.
Jan. 1754, d. i Upsala 23. Oktbr 1817. F. kom
tidlig til Univ. i Upsala, helligede sig til
Studiet af de klassiske Sprog og nordisk Historie,
blev 1776 Magister, 1777 Docent i Veltalenhed
og 1781 Prof. i Historie. 1788 blev han
Sognepræst, og fra 1793 til sin Død var han Medlem
af Komiteerne for Salmebogens Forbedring og
blev 1800 ved Gustaf Adolf’s Kroning udnævnt
til Doktor i Teologien. F. var i Besiddelse af
grundige Kundskaber i Skandinaviens Historie,
stor hist. Belæsthed og var en flittig Samler.
Nogen stor Historieskriver var han ikke; han
forstod ikke altid at adskille det væsentlige fra
det uvæsentlige og viste overhovedet ofte, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
