Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Farini, Luigi Carlo, ital. Statsmand, (1812-1866) - Farisæerne (»de Afsondrede«, »Separatisterne«), et Parti inden for Jødedommen, særlig kendt fra det ny Test. og Josefos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til Sardinien, Samlingsstedet for alle ital.
Flygtninge. Her udgav han Storia dello stato romano
dal anno 1815 al anno 1850 (4 Bd, 1851-52,
overs. paa Engelsk af Gladstone), hvori han
skarpt angreb baade det radikale
Omvæltningsparti og Reaktionen, samt en Fortsættelse af
Botta’s »Italiens Historie« for 1814-50 (2 Bd).
Siden 1850 var han Medlem af Deputeretkamret,
blev Oktbr 1851 Undervisningsminister indtil Maj
1852 og derefter Medlem af det øverste
Sundhedsraad. Han sluttede sig nøje til Cavour og
var hans trofaste Hjælper; sendtes Juli 1859 til
Modena for at overtage Forvaltningen, og
valgtes her kort efter til Diktator (fik Hertugens
Afsættelse vedtaget). I de flg. Maaneder blev
han tillige Diktator i Parma og Romagna, fik
alle 3 Lande forenede til Landskabet Emilia og
dettes Tilslutning til Sardinien gennemført Marts
1860. Han blev Juli s. A. Indenrigsminister, men
sendtes allerede i Oktbr til Syditalien for ogsaa
at fremme dettes Tilslutning. Decbr 1862 blev
han Førsteminister, men maatte Marts n. A.
afgaa som sindssyg; Kamrene bevilgede ham en
Nationalbelønning af 200000 Lire og en
Aarpenge af 25000 Lire. Han døde uhelbredet 3
Aar senere. (Litt.: E. Parri, L. C. F. [Rom
1878]). - Hans Søn Domenico F. (1834-
1900) blev 1855 sardinsk Officer og udmærkede
sig i Krigen 1860 samt var 1866 Stabschef ved
et Hærkorps. Allerede 1859 var han Medlem af
Romagnas Forsamling og valgtes 1860 til
Deputeretkamret, hvor han havde Sæde indtil 1886
og med en kort Afbrydelse var Formand 1878-
84. Han afslog gentagne Tilbud om
Ministerposter, 1880 endog som Førsteminister. 1886 blev
han optaget i Senatet og var 1887-98 uafbrudt
dettes Formand.
E. E.
Farisæerne (græsk φαρισαιοι, aramaisk
perishajja, d. e. »de Afsondrede«,
»Separatisterne«), et Parti inden for Jødedommen,
særlig kendt fra det ny Test. og Josefos. En
autentisk Fremstilling af Partiets Opstaaen haves
ikke, idet Navnet F. pludselig dukker op i
Josefos’ Beretning om Johannes Hyrkan (134-
04 f. K.), men efter dets Ejendommeligheder at
dømme gaar dets Rødder tilbage til Esra’s Tid.
Under Eksilet, da det paa Kongedømmet og
den officielle Tempelkultus grundede nationale
Liv var ophørt, havde Jødedommen udviklet sig
stærkt i lovmæssig Retning. De gl. Institutioner
bestod - men kun som abstrakte Idealer, der
var Genstand for de Lærdes Studium og
Fremtidshaab. I St f. Konge- og Præstedømme
havde man Loven, som gav Israel dets Særstilling i
Verden, og hvorigennem Teokratiet
fuldbyrdedes. Gennem de Lærdes (soferim)
Fortolkninger omgærdedes hele Livet med Regler og
Bestemmelser. Ved at opfylde Loven vandt
Jøden Retfærdighed for Gud og
Renhed over for Hedningerne. - Gennem Esra og
Nehemia blev denne Retning lovfæstet i Israel,
men vandt naturligvis mere ell. mindre
Tilslutning. De, der tog det strengt, kaldtes »de
Fromme«, Chasidæer. De sluttede sig til
Hasmonæernes Opstand mod Antiochos Epifanes, da han
begik Overgreb mod den jødiske Religion. Det
menes alm. (efter Wellhausen’s Skrift) at være
dem, der senere fremtræder under Navnet
F. Forbundet med Hasmonæerne blev ikke af
lang Varighed. Hasmonæerne kæmpede paa
gl-israelitisk Vis for national-politisk og
national-kultisk Frihed og samtidig for deres egen Slægts
Magtudvidelse. For »de Fromme« var det nok at
have Frihed til at leve efter Loven; da denne
Frihed opnaaedes 162, trak de sig ud af
Kampen; men denne Tilbageholdenhed slog over til
Fjendskab, da Hasmonæerne lagde deres
verdslige Haand over de religiøse Institutioner. Brudet
fandt iflg. Josefos Sted under Johannes Hyrkan,
og under hans Efterfølgere Aristobul cg især
Alexander Jannai led F. Forfølgelser. Men
samtidig vandt de i aandelig Indflydelse, og Folket
betragtede dem som Martyrer for Guds Sag.
»F. har saa stor en Indflydelse hos Mængden,
at de straks bliver troet, selv om de siger noget
imod en Konge ell. imod en Ypperstepræst«
(Josefos). Alexander’s Enke og Efterfølgerske,
Salma Alexandra, sluttede sig klogelig nær til
dem, og i hendes Tid, medens hendes ubetydelige
Søn Hyrkan var Ypperstepræst, beherskede de
hele det offentlige Liv. Dette ophørte ganske
vist under Romernes og Herodes’ Herredømme,
men de vedblev stadig at være den stærkeste
Magt i Folket, som det ogsaa fremgaar af det
nye Test.
Som F.’s Modstandere nævnes ofte
Saddukæerne. Josefos stiller dem over for
hinanden som religionsfilosofiske Skoler med
afvigende Anskuelser. I Virkeligheden er
Modsætningen dybere, idet Saddukæerne rimeligvis
er Præsteadelens Parti, der samlede sig om
Hasmonæerne, men bestod endnu efter deres
Undergang. Dette skinner ogsaa igennem, naar
han siger, at »F. paalagde Folket mange
Lovbestemmelser efter Fædrenes
Overlevering, som ikke er skrevne i Mose Love« (jfr.
Mat. 15, 2), og som forkastes af Saddukæerne.
Om F. siger han endvidere, at de hævder, at alt
er afhængigt af Gud og Skæbnen, men at
Menneskene dog har en vis Handlefrihed. Ap. Gern.
23, 8 meddeler, at de hævdede Engles og
Aanders Tilværelse. - F. maatte iflg. deres
Karakter staa i nært Forhold til Lovfortolkerne.
I det nye Test. nævnes derfor stadig sammen
F. og de Skriftkloge. Kendte Mænd bl.
F. paa Kristi Tid er f. Eks. Hillel, Shammaj og
den tidligere Farisæer Paulus’ Lærer Gamaliel.
- Det lykkedes dem efterhaanden at faa
Indflydelse i Synedriet, hvor de paa Kristi Tid
spillede en stor Rolle.
F.’s Bet. ligger i, at de har dannet en Ramme
for det jødiske Liv, som gjorde det uafhængigt
af Politik. De blev derfor bestemmende for hele
den flg. Tid, og Mishna, Grundlaget for den
senere Jødedoms Liv, er deres Værk. Fra at
være et Parti blev de den normale jødiske Type.
At Jødedommen er blevet bevaret, skyldes først
og fremmest dem. Man har fremstillet dem som
Demokrater, hvad de ogsaa var, for saa vidt
som de opponerede mod Saddukæernes
Aristokrati, men i Virkeligheden oprettede de et nyt
Aristokrati, nemlig de Lovlærdes, og saa med
Foragt ned paa den profane Hob (am ha’arez).
Der var stærkt Sammenhold imellem dem, og de
kaldte sig »Fæller«, chaberim, - I det nye Test.
staar de som Jesu Hovedmodstandere. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
