Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Farvekontrast kaldes den Forandring, som to Farver gensidig lider derved, at de opfattes samtidig - Farvelak, Forbindelse af Farvestoffer med Metaloxyder - Farvelav, se Orseille. - Farvelegemer (Kromatoforer) kaldes i Botanikken visse Legemer, der er indlejrede i Cytoplasmaet - Farvelære, Læren om Farverne, er ikke en selvstændig Videnskab - Farvemaaler, se Kolorimeter. - Farvemølle, se Farve (tekn.) - Farvenomenklatur, Navnefortegnelse over Farverne, Maade at benævne dem paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bliver i saa Fald meget mindre og desto
mindre, jo længere Feltet er fra den inducerende
Farve. Har man f. Eks. to ens hvide
Kvadrater med c. 1 cm Side liggende paa sort
Grund i en indbyrdes Afstand af 2-3 cm, saa
kan man se det ene blive tydelig mørkere, naar
man fra Siden skyder en større hvid Flade tæt
hen til det; ved Forsøget bør man fiksere (se
stift paa) et Punkt midt mellem de to smaa
Kvadrater. Forsøget viser, at der egl. ogsaa
finder Kontrast Sted, selv om Feltet og den
inducerende Farve har samme Lysning. Da
enhver Del af en større ensfarvet Flade kan
betragtes som et Felt paa den øvrige Del som
Baggrund, saa følger heraf, at en saadan større
Flade maa synes mørkere, end den egl. er;
denne Virkning kaldes Indrekontrast. Man kan se
det, naar man lægger et stort Stykke hvidt
Papir oven paa et sort; Randdelene af det hvide
synes da tydelig lysere end Midten, fordi de kun
er underkastede den formørkende Indflydelse fra
den ene Side (Randkontrast). - De øvrige
Former af F. er ikke undersøgte nær saa
indgaaende som Lyskontrasten. Ligesom denne træder
renest frem, naar Felt og Baggrund har
samme Farvetone, saaledes iagttages de andre
Former bedst, naar Felt og Baggrund har samme
Lysning. Farveinduktionen kommer i Stand, naar
et graat Felt ses paa en Baggrund af bestemt
Farvetone; Feltet viser sig da svagt farvet i
Baggrundens Komplementærfarve. Fænomenet
ses bedst, hvis man sammenligner to ens graa
Felter, som ved Kontrasten hver for sig
forandres i modsatte Retninger, altsaa f. Eks. hvis
Felterne ses paa rød og grøn Baggrund; Feltet
paa rød Grund bliver da grønt, det paa grøn
Grund rødt, og Forskellen mellem dem bliver
ret betydelig. - Den egl. F. opstaar, naar
saavel Felt som Baggrund har bestemt Farvetone.
Lægger man paa rød og grøn Baggrund to ens
orangegule Skiver, vil Feltet paa rød Grund
vise sig grønligt i Sammenligning med det
andet, og dette sidste rødligt i Forhold til det
første. Virkningen af F. i dens forsk. Former
er altid den, at Forskellen mellem Baggrundens
og Feltets Farve synes større, end den
virkelig er.
Efter al Sandsynlighed skyldes F. en gensidig
Hemning af de Nerveprocesser, som udløses ved
Paavirkninger paa forsk. Dele af Nethinden. Ud
fra denne Opfattelse er det i hvert Fald
muligt at beregne Styrken af Lyskontrasten, og
ved nøjagtige Maalinger er netop de beregnede
Værdier fundne. Ved de andre Former af F. er
Forholdene vistnok for indviklede til, at en
Beregning kan gennemføres, og der savnes endnu
tilstrækkelig paalidelige Maalinger til Kontrol
af en saadan Beregning. (Litt.: Bezold, »Die
Farbenlehre« [Braunschweig 1874]; Wundt,
»Physiologische Psychologie«, 6. Udg. Bd 2,
[Leipzig 1910]; Lehmann, »Grundzüge der
Psychophysiologie« [Leipzig 1912];
Blachowski, »Studien über den Binnenkontrast« [i
Zeilschrift für Sinnesphysiologie, Bd 47, 1913]).
Alfr. L.
Farvelak, Forbindelse af Farvestoffer med
Metaloxyder, navnlig Aluminiumoxyd,
Antimonoxyd, Ferrioxyd, Kromioxyd, Stanno- og
Stannioxyd. De er uopløselige ell. tungtopløselige i
Vand og fremstilles sædvanlig i Tøjernes Porer,
se Farveri. Smlg. Lakfarver.
K. M.
Farvelav, se Orseille.
Farvelegemer (Kromatoforer) kaldes
i Botanikken visse Legemer, der er indlejrede
i Cytoplasmaet; fælles for dem er, at de
bestaar af en farveløs Grundsubstans (Stroma)
med ell. uden Farvestof. F.’s Form kan være
meget varierende; hos højere Planter er de
oftest linseformede, hos Algerne derimod kan
de ogsaa være baand- ell. pladeformede. Hos
Svampe og Bakterier mangler de helt. - I
ganske unge Celler er Kromatoforerne farveløse og
kaldes da Leukoplaster; de er i Stand til
at omdanne Sukker til Stivelse. - Naar de
udsættes for Lys, farves de hyppigt grønne og
kaldes da Bladgrøntkorn ell. Klorofylkorn.
Foruden de to egl. Klorofylfarvestoffer
forekommer der hos højere Planter i Klorofylkornene
to gule Farvestoffer, Karotin og Xantofyl. Om
disse Farvestoffers Sammensætning se
Bladgrønt, om Klorofylkornenes Funktion se
Kulsyreassimilation. Hos blaagrønne
Alger forekommer der desuden et Farvestof, der
kaldes Fykocyan, og hos Rødalgerne et
Farvestof, der kaldes Fykoerytrin; begge de
sidstnævnte Stoffer er vistnok Æggehvidestoffer. -
En 3. Gruppe af F. kaldes Kromoplaster
(forekommer f. Eks. i Gulerødder); de dannes
af Leukoplaster ell. Klorofylkorn; af Farve er
de gule ell. røde. Farvestofferne er her
Karotin ell. Xantofyl. Det sidstnævnte er fordelt i
det farveløse Stroma som smaa Draaber;
Karotinet er derimod ofte til Stede i krystallinsk
Tilstand, saa at hele Kromoplasten bliver naale-
ell. tavleformet. - F. formerer sig ved
Tvedeling.
B. J.
Farvelære, Læren om Farverne, er ikke en
selvstændig Videnskab med mere ell. mindre
naturlig givne Grænser. Da Farverne er
Bevidsthedstilstande, der opstaar, naar visse fys.
Paavirkninger, Lysstraaler, træffer det til deres
Modtagelse indrettede Organ, Øjet, vil saavel
Psykologi som Fysik og Fysiologi hver fra sit
Standpunkt levere Bidrag til F. Da Farverne
desuden har en ikke ringe Følelsesvirkning og
derfor spiller en stor Rolle i Ornamentik og
anden Kunst, vil man ogsaa i Æstetikken finde
Afsnit af F. Endelig vil ogsaa Kemiens og
Teknologiens Fremstilling af Farvestoffernes Natur
og Tilvirkningsmaader med en vis Ret kunne
kaldes F. Faktisk finder man i de Værker, der
foreligger under Navn af F., Farverne
behandlede snart fra det ene, snart fra det andet af
de her nævnte Synspunkter.
Alfr. L.
Farvemaaler, se Kolorimeter.
Farvemølle, se Farve (tekn.)
Farvenomenklatur, Navnefortegnelse over
Farverne, Maade at benævne dem paa. Til at
betegne de enkelte Nuancer bl. den
Mangfoldighed af Farver, som et normalt menneskeligt
Øje formaar at skelne, savner Sproget de
fornødne Midler. Vore alm. Benævnelser: rødt, gult,
grønt o. s. v. i Forbindelse med de sammensatte
Navne: rødgult, gulgrønt o. s. v., er lige saa
lidt tilstrækkelige til at udtømme Spektrets
Hundreder af Farvetoner, som Ordene lys og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
