Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Félibre er den officielle Betegnelse for Medlemmerne af det moderne, nyprovençalske Digterforbund (lou felibrige) - Felicissimus' Skisma opstod i Karthago, 250 e.Kr. - Felicitas, rom. Gudinde, Personifikation af Lykken - Felicitas, den hellige, en kristen Slavinde i Karthago (c. 200) - feliciter (lat.), lykkeligt (Adverb.); til Lykke! - felicitere, fr. feliciter, lykønske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
provençalsk. Dette nu saa berømte Møde blev den
moderne Bevægelses Udgangspunkt, for saa vidt
som man ved den Lejlighed besluttede at
udgive en provençalsk Almanak med
Folkelæsning paa Vers og paa Prosa, at udarbejde et
Programdigt, som i Almanakkens første
Aargang meddelte Læserne, hvad de unge Digtere
vilde arbejde for, og endelig at antage Navnet
F., et Navn, hvis Oprindelse og egl. Bet. det
endnu ikke er lykkedes at udrede med
Sikkerhed. Det var Mistral, der foreslog dette Navn;
han havde fundet det i en gl religiøs Folkesang
om den hellige Jomfrus 7 Smerter; i denne
Sang forekom Ordet F. brugt om de
Skriftkloge, som det 12-aarige Jesusbarn disputerede
med i Templet.
Bevægelsens egl. Leder i 50-erne var
Roumanille; hans Formaal var at virke sprogligt,
litterært og moralsk opdragende paa den
provençalske Almue ved munter, alvorsfuld ell.
belærende Digtning paa dens eget Sprog. For at
arbejde i dette Formaals Tjeneste havde han
allerede i fl. Aar før 1854 syslet med Tanken
om Udgivelsen af en Almanak paa
Folkesproget, men havde ikke kunnet finde nogen
Forlægger. Nu lykkedes det at faa den udg., og de
smaa gule Hæfter til 15 Sous har nu i over 60
Aar gennem mange Omskiftelser troligt virket
for Roumanilles folkelige Idealer. Trods en
Mængde Aflæggere og Efterligninger udkommer
F.’s Almanak stadig i et Opl. paa 10-15000
Ekspl. Det varede imidlertid ikke længe, før
Rammerne for F.’s Virksomhed udvidedes
betydeligt. 1859 udgav Mistral sit folkelige
provençalske Nationalepos Mirèio, der straks
gjorde saa stor Lykke, ogsaa uden for Provences
Grænser, at hele Bevægelsen blev løftet op i
et højere Niveau, og dens Ledere begyndte at
drømme stolte Drømme om Opgaver, der laa
langt ud over det opr. beskedne Program. 1862
udarbejdedes Forbundets første Statutter, hvis
poetiske Sving Gang paa Gang har maattet
omarbejdes i mere prosaiske, praktiske Former.
Omtr. samtidig knyttedes Forbindelsen med den
tilsvarende katalanske Bevægelse i Spanien; ud
af denne Forbindelse voksede den »latinske Idé«
(l’idèio latino), Opfattelsen af de romanske,
»latinske«, Folkeslags Samhørighed under
Felibrigens litterære Førerskab; en ital. Entusiast har
endog stillet Forslag om at gøre Provençalsk
til Verdenssprog med et Centralakademi i
Monaco. Der indførtes storstilede, repræsentative
Festligheder med Digterstævner og
Kærlighedshoffer i Tilknytning til Troubadourtidens
sagnagtige Tradition. Man udvekslede Hilsener med
keltiske, slaviske og græske Sammenslutninger
med tilsvarende Idealer, og udenlandske
Litterater gav ofte Møde ved F.’s Fester.
Tilslutningen fra provençalsk Side voksede med
rivende Hast baade i Omfang og Begejstring.
Denne Udvikling virkede opskræmmende i
Paris, hvor faa forstod F.’s Sprog, færre deres
Tankegang; fra rigsfransk Side saa man i F.’s
Ideer en Separatisme, der kunde virke
opløsende og rumme store Farer, baade i
politisk og kulturel Henseende. Imidlertid har F.
Gang paa Gang baade i Ord og Gerning vist
deres fr. Samfølelse, og ned imod Aarh.’s Slutn.
gav F.’s halvt internationale Storhedstid Plads
for en mere ædruelig Periode; Forbindelsen
med Katalanerne ophævedes, og den »latinske
Idé« traadte i Baggrunden til Fordel for
mindre højtflyvende, men mere praktiske Ideer;
navnlig arbejdes der i vore Dage ivrigt paa at
faa det provençalske Sprog anerkendt i Skolen,
Kirken og Retssalen. Endnu er de paa dette
Omraade opnaaede Resultater ikke store, og
endnu kan Diskussionen mellem Nord- og
Sydfrankrig antage ret skarpe Former, men i det
hele og store er Forholdet mindre spændt end
tidligere. Det provençalske Folkesprog har i
vore Dage meget svært ved at hævde sig over
for Rigssproget, men det forfølges ikke nær saa
fanatisk som for en Menneskealder siden.
Den ny provençalske Litt.’s Omfang er uhyre
stort, og den gør et overordentlig broget
Indtryk, fordi Mænd og Kvinder af de forskelligste
Samfundslag og Livsstillinger har bidraget til
den litterære Produktion uden at føle sig
forpligtede til at følge noget bestemt litterært
Program. Den er næsten udelukkende poetisk
Detailkunst; den store Prosaroman og det
højere Drama finder kun meget faa Dyrkere.
F. henvender sig jo mest til det jævne
Publikum, og den allerstørste Del af deres
mangfoldige Digtsamlinger bestaar væsentligt af jævnt
Dilettanteri, der er nøje afpasset efter dette
Publikums Forestillingskreds. De forholdsvis
faa betydelige Digtere, der findes bl. dem,
undgaar ikke altid at blive uforstaaelige for
Menigmand, og saaledes at komme i et vist
Modsætningsforhold til deres opr. Program. Men de
har uimodsigeligt godtgjort, at det
provençalske Folkesprog særdeles vel lader sig bruge som
kunstnerisk Udtryksmiddel.
J. K. L.
Felicissimus’ Skisma opstod i Anledning
af, at Biskoppen i Karthago, Cyprian, der
havde forladt sit Bispesæde for at undgaa
Forfølgelserne, 250 sendte to Bisper til Karthago, for
at de skulde hjælpe de Fattige der og indsætte
værdige Mænd i de kirkelige Embeder. Mod
disse to Bisper optraadte Diakonen
Felicissimus, der var hjulpet frem af Presbyteren
Novatus. Cyprian ekskommunicerede Felicissimus,
men der samlede sig omkr. ham et Parti, der
bestod af alle dem, der af en ell. anden Grund
var misfornøjede med Cyprian.
L. M.
Felicitas, rom. Gudinde, Personifikation af
Lykken. Dyrkelsen af F. som Gudinde i Rom
tilhører en temmelig sen Tid. Det første
Tempel byggedes af L. Licinius Lucullus til Tak for
hans Sejre i Spanien kort efter 146 f. Kr. Siden
byggede Cæsar et andet Tempel for F. I
Kejsertiden steg Lykkens Gudindes Anseelse, medens
Troen paa de gl. Guder svandt. Paa Mønter ses
F. fremstillet med Overflødighedshorn og
Caduceus (Merkurstav).
C. B.
Felicitas, den hellige, en kristen Slavinde i
Karthago, som under Septimius Severus’
Forfølgelse (c. 200) blev kastet i Fængsel og efter
at have født et Barn stanget ihjel af en vild Ko.
Hendes Dag er 11. Jan.
L. M.
feliciter (lat.), lykkeligt (Adverb.); til
Lykke!
felicitere, fr. féliciter [felisi’te], lykønske;
pour féliciter [pur-felisi’te], for at ønske til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
