Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ferrari, Gaudenzio, navnkundig piemontesisk Maler i Renaissancetiden, (c.1480-1546) - Ferrari, Giuseppe, ital. Tænker og Historiker, (1811-1876) - Ferrari, Luigi, ital. Billedhugger, (1810-1894) - Ferrari, Luigi, ital. Matematiker, (1522-1565) - Ferrari, Paolo, ital. dram. Forf., (1822-1889)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bl. m. a. de ejendommelige »Stationer« (farvet
Plastik og Maleri) i Varallo, Forkyndelsen i
Berlins Kaiser-Friedr.-Mus., Altret i Comos
Domkirke, Maria-Alteret i Novaras S. Gaudenzio;
under Luini’sk Indflydelse maler han bl. a.
Maria-Altret og Fresker i S. Christoforos’ Kapeller
i Vercelli. Hans senere Kunst er særlig rigt
repræsenteret i Milano (Fresken i S. Maria d. Grazie
[1542] o. m. m.). Mange af F.’s Kartoner findes
i Turins Accad. Albertina. (Litt.: G.
Colombo, Vita ed. op. di G. F. [Turin 1881]; A.
Massara, Intorno a. G. F. [Novara 1903];
Ouroussow, G. F. [Paris 1904]; E.
Halsey, G. F. [London 1904]).
A. Hk.
Ferrari, Giuseppe, ital. Tænker og
Historiker, f. i Milano 7. Marts 1811, d. 1. Juli
1876 i Rom. Han studerede i Pavia, blev Ven
og Discipel af den gl. Filosof og Nationaløkonom
Giov. Domen. Romagnosi og skrev tidlig
Artikler i forsk. politiske Tidsskrifter. Hans første
større Arbejde var en Udg. af G. B. Vico’s Skr
(6 Bd, 1836-37, og atter 1852-54). En Snes Aar
af sit Liv tilbragte F. i Frankrig, hvorhen han
begav sig 1837 for at søge friere Forhold. Men
hans oppositionelle Natur bragte ham her
mange Ubehageligheder. 1839 udkom hans Bog Vico
et l’Italie i Paris; Aaret derpaa forsvarede han
ved Sorbonne to Afh. for Doktorgraden: Sur la
théorie de l’erreur og De religiosis Campanellæ
opinionibus, hvilke gjorde megen Opsigt. V.
Cousin fik ham s. A. ansat i et Lærerembede i
Rochefort, men allerede n. A. maatte F. gaa af
for sin »socialistiske Tendens«. Dog blev han
atter 1842 ekstraordinær Prof. i Strassburg; men
længe varede det heller ikke, før han igen
afsattes, uretfærdig beskyldt for at have ytret
kommunistiske Meninger paa Katedret. Efter
Februarrevolutionen indsattes han paa ny i sit
Embede, og ligeledes 1848 forflyttedes han til
Bourges - for snart igen (1849) at faa sin
Afsked. Af Bøger udgav han i Frankrig for
øvrigt Idées sur la politique de Platon et d’Aristote
(1843), et Forsvar for hans tilsyneladende
kætterske Anskuelser; Les philosophes salariés
(1849), et bittert og hadefuldt Angreb paa dem,
der havde foranlediget hans Afsættelse; Essai
sur le principe et les limites de la Philosophie
de l’histoire (1847); Machiavel, juge des
révolutions de notre temps (1849); Histoire des
révolutions d’Italie, ou Guelfes et Gibelins (4 Bd,
1857-58), samt et Par Skr paa Italiensk,
navnlig La filosofia della rivoluzione (1851, 2. Opl. i
2 Bd 1873), desuden interessante Artikler om
ital. Forhold i Revue des deux mondes o. a. St.
1859 kom han tilbage til sit Fædreland, blev
Prof. i Turin, Milano, senest i Rom, Medlem af
Parlamentet, hvor han som Føderalist
opponerede mod Cavour, endelig Senator 6 Uger før
sin Død. Han var alm. anset som hæderlig og
meget begavet, men en Særling, doktrinær og
jagende efter Paradokser. Proudhon hørte til
hans Venner, og han var i det hele meget
paavirket af fr. Aandsretninger. Efter sin
Tilbagekomst til Italien udgav F. fl. Værker, saavel
paa Fransk som paa Italiensk, saaledes
L’annexion des Deux-Siciles (1860), Histoire de la
raison d’État (o. a.), Corso sugli scrittori
politici italiani (1862-63 og oft.), Teoria dei periodi
politici (1874), La mente di Pietro Giannone og
en ital. Udg. af sin egen Bog om Guelferne og
Ghibellinerne (3 Bd, 1871-73). (Litt.:
Mazzoleni, G. F. [Milano 1877]; Werner, »Die
italienische Philosophie des 19. Jahrh.«, III
[Wien 1885]).
(E. G.). E. M-r.
Ferrari, Luigi, ital. Billedhugger, f. 21.
Juni 1810 i Venezia, d. 12. Maj 1894 smst, Søn
og Elev af Billedhuggeren Bartolommeo F. -
F., Elev af Tenerani, byggede i sin Kunst paa
den klassicistiske Canova-Overlevering, men
søgte at tilpasse den i mere moderne Snit. Hans
Laokoon-Gruppe (1837, Mus. i Brescia) vakte
megen Opsigt ved ny Opfattelse af Motivet.
Derefter skabte han bl. m. a. det dygtige Arbejde
Giovane che prega; fl. Engleskikkelser
(Opstandelsens Engel [1853] paa Triests Camposanto,
Barmhjertighedens Engel til Veronas Kirkegaard
o. s. v.), Immacolata (Gipsmodel i Bolognas
Akad.), Maria Bernardi’s store Gravmæle i
Bologna. Til hans friskeste Arbejder hører
»Danserinden Taglioni«. 1851 blev F. Direktør for
Scuola di scultura ved Venedigs Akad.
A. Hk.
Ferrari, Luigi, ital. Matematiker, f. 1522
i Bologna, d. smst. 1565. F. var Prof. i
Matematik, først i Milano, senere i Bologna. Han er
mest kendt som den første, der har givet den
alm. Løsning af den bikvadratiske Ligning
x4+ax2+bx+c=0, til hvilken enhver
bikvadratisk Ligning kan reduceres. Han var Elev
af Cardano og tog ivrig dennes Forsvar lige
over for Tartaglia’s Angreb. (Se Cardano).
Chr. C.
Ferrari, Paolo, ital. dram. Forf., f. 5.
Apr. 1822 i Modena, d. 9. Marts 1889. Han
studerede Jura, fik 1860 Ansættelse som Lærer i
Historie ved det videnskabelig-litterære
Akademi i Milano, men opgav siden denne Stilling
og rejste i sine senere Aar som Direktør for et
anset ital. Skuespillerselskab. Sin Virksomhed
som Skuespildigter begyndte han 1847 med
Lystspillet Bartolommeo Calzolajo, der siden hen fik
Titlen Il codicillo dello zio Venanzio. En stor
Sukces opnaaede F. 1852 med Goldoni e le sue
sedici commedie, 1857 ogsaa med et andet
Stykke, hvori en navnkundig ital. Digter er
Hovedpersonen, nemlig Parini e la satira, hvor den
morsomme Type Marchese Colombi findes. Af
hans andre Stykker kan nævnes Il Tartufo
moderno (1858, senere spillet under Titlen Prosa),
La donna e lo scettico, La poltrona storica, La
medicina d’una ragazza ammalata (1862), Uomini
seri, Il suicidio, Amici e rivali, Un giovane
ufficiale o. fl. Det er et betydeligt Antal dram.
Arbejder, der skyldes ham, og han maa anses for
en af de mest yndede ital. Komedieforfattere i
den nyere Tid. F.’s Forbilleder er dels Goldoni,
dels den fr. Skole fra det andet Kejserdømmes
Tid; hans Karakterer er i Alm. godt tegnede og
Dialogen livlig og pointeret, men Bygningen af
hans Stykker gør med al deres Effekt ofte
Indtryk af noget »lavet«. F.’s Opere dramatiche er
udkomne i 14 Bd (Milano 1877-80); nogle af
hans Stykker er overs. paa fremmede Sprog,
især paa Tysk. (Litt.: L. Fortis, P. F.,
studio biografico [Milano 1880]; V. Ferrari,
P. F., la vita, il teatro [Milano 1899]).
(E. G.). E. M-r.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
