Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Feuerbach, Ludvig Andreas, tysk Filosof, (1804-1872) - Feuerbach, Paul Johann Anselm von, tysk Retslærd, (1775-1833)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til andres Lykke, det egl. etiske, udvikler sig af
Kønsforholdet.
F. har selv udg. sin »Sämtliche Werke« i 10
Bd (Leipzig 1846-66), desuden foreligger
»Sämtliche Werke neuherausgegeben von Bollin und
Jodl«, 10 Bd (Stuttgart 1903-11); K. Grün, »L.
F., in seinem Briefwechsel und Nachlass sowie
in seiner phil. Charakterentwicklung«, 2 Bd
(Leipzig 1876); »Briefe von und an L. F.
herausgegeben und biogr. eingeleit. v. M. Bollin«,
2 Bd (Leipzig 1904). (Litt.: C. N. Starcke,
»L. F.« [Kbhvn 1883; tysk Udg. Stuttgart 1885];
W. Bollin, »L. F.« [Stuttgart 1891]; F. Jodl,
»L. F.« [Stuttgart 1904; Bd XVII i Fremann’s
»Klassiker der Philos.«]).
Edg. R.
Feuerbach [’få^yərbaκ], Paul Johann
Anselm von, tysk Retslærd, f. i Hainichen
i Nærheden af Jena 14. Novbr 1775, d. i
Frankfurt a. M. 29. Maj 1833. Fyldt af brændende
Ærgerrighed, lidenskabelig, selvfølende,
følsom, en Ildaand, Vulkan, »Vesuv«, som
baade F. selv og hans Venner døbte ham,
i et og alt en Modsætning til sin Fader,
Advokat i Frankfurt a. M., Joh. Anselm F., en
Goethe-Fader i Karrikatur, flygtede F. 1792
fra sit Hjem i Jena, for
under Reinholt at studere Filosofi (Rousseau
og Kant), hvortil han fremfor alt følte
sig draget, medens Jurisprudensen var ham
inderlig forhadt. 1795 Dr. phil. i Jena. Af
ydre Grunde, bl. a. et uden Faderens Vidende
indgaaet Giftermaal, kastede F. sig over
Retsstudiet, og hurtig fulgte efter hinanden en Rk.
større og mindre Skr, der skaffede den
purunge Forfatter Navn som »Naturrettens sande
Fader«, saaledes »Kritik des natürlichen
Rechts als Propädeutik zu einer Wissenschaft
der natürlichen Rechte« (1796),
»Philosophisch-juridische Untersuchung über das Verbrechen
des Hochverraths« (1798) og »Anti-Hobbes oder
über die Grenzen der höchsten Gewalt und das
Zwangsrecht der Bürger gegen den Oberherrn«.
I disse Værker gryer en ny Tid. Modsat den
hidtidige Naturretslære hævdede F. Rettens
Uafhængighed af Moralen, Dommeren stod i den
positive Rets Tjeneste, Lovgiverens Opgave var
den videre Udvikling af Retten,
Retsvidenskabens Hverv at hjælpe baade Dommer og
Lovgiver. F. havde lært at tænke juridisk. Han
tilkastede den anmassende Filosofi - ell.
Naturret - Handsken, kun, naar Loven tav ell.
udtrykkelig henviste til Filosofien, kunde man
kaste sig i dens Arme. 1799 blev F. Dr. jur. i
Jena. Fra hans geniale Værk »Revision der
Grundsätze und Grundbegriffe des positiven
peinlichen Rechts« (I-II, 1799 og 1800), en
stadig knejsende mægtig Milepæl i Strafferettens
Historie, stammer i lige Linie den senere tyske
Strafferetsvidenskab og mere med den. Det
bærer sin Titel med Rette. Skarpere endnu
end før træder F. op mod den gængse
Forveksling af Ret og Moral, positiv Ret og Naturret.
Tilregneligheds- og Tilregnelseslæren, der hidtil
var forfusket ved moralske Betragtninger, blev
prøvet med en psykologisk-juridisk Sonde. Den
jur. Skyld bundede ikke i Friheden, men i
Evnen til en normal Bestemmelse ved normale
Motiver. Straffens Størrelse og Haardhed skulde
ikke svare til Lovovertræderens moralske Skyld,
men til Styrken af de Drifter, der førte til
Forbrydelsen - det var F.’s berømte
psykologiske Tvangsteori, i Tyskland mildnet af
Bauer, i Danmark af Ørsted til en
Advarselsteori, som her saa Lyset. Haardt stødte F.
sammen med de ældre kriminalistiske
Koryfæer, saaledes særlig med Prof. E. F. Klein i
Halle. Med den jævnaldrende Karl Grolman,
som i Modsætning til F. var
Specialpræventionens Mand, var Fejden udelukkende litterær,
sammen med L. Harscher von
Almendingen udgav de to Venner »Bibliothek für
die peinliche Rechtswissenschaft und
Gesetzeskunde« (I-III, 1797-1804). Med Kant var F.
enig i, at der straffedes, quia peccatum est, ikke
ne peccetur; der er hos F. den samme ubønhørlige
logiske Konsekvens, den samme Strenghed som
hos Vismanden fra Königsberg. Ved sin
toneangivende »Lehrbuch des gemeinen in
Deutschland peinlichen Rechts« (1801, 14. Udg. ved
C. J. A. Mittermaier - Hovedparten af de af
Mittermaier besørgede Udg. er dog mere
Mittermaier’ske end F.’ske. Kritisk Kommentar af
Karl Eduard Morstadt og Eduard Oxenbrüggen
1855) beherskede F. i lange Tider den tyske
Strafferetsvidenskab. 1801 Prof. extraord. uden
Løn i Jena, 1802 Prof. ord. i Kiel, hvor han
udgav »Civilistische Versuche« (I, 1803), 1804 i
Landshut, hvorfra N. Th. Gönner’s
Optræden snart fordrev den lidenskabelige Mand. 1805
udnævntes han til Gehejme-Referendar i
Justitsministeriet i München. Akademisk Lærer
blev F. aldrig mere. 1. Akt af det F.’ske Drama
var forbi. Ogsaa videnskabelig og litterært blev
hans fremtidige Liv et andet. Professor F. blev
afløst af Lovgiveren F.
Ved sin knusende Kritik af Würzburg-Prof.
Gallus Aloys Kleinschrod’s Udkast til
en Straffelov for Bajern - »Kritik des
Kleinschrodischen Entwurfs zu einem peinlichen
Gesetzbuche für die Chur-Pfalz-Bayerischen
Staaten« (I-III, 1804) - havde F. ogsaa vist sig som
den ny Tids Mand. Det blev ham overdraget at
udarbejde Udkast baade til en Straffelov og en
ny borgerlig Lovbog for Bayern. Med stor
Begejstring og intensiv Arbejdskraft tog han disse
Opgaver op, og meget vilde maaske have set
anderledes ud i Tysklands politiske og retlige
Liv, hvis F.’s Reformplaner og
Lovgivningskunst paa Civilrettens Felter ikke var brudte
sammen under Omstændighedernes, særlig de
politiske Forholds Tryk. Paa Strafferettens
Omraade lykkedes det F. at skabe Ediktet af 7.
Juli 1806, hvorved Torturen i Bayern blev
ophævet. Langt forud for sin Tid søgte han ogsaa,
dog uden gennemgribende Held, at humanisere
 |
| P. J. A. v. Feuerbach. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
