Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiktion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Retsvidenskabens Udvikling. Naar de
positive Retskilder (Lov, Sædvane, Retspraksis)
ikke afgør mødende Tilfælde tilfredsstillende,
synes det naturlige for en Nutidsbetragtning at
være at supplere ell. ændre det bestaaende
gennem ny Love ell., saa længe saadanne savnes,
at dømme efter Analogi (s. d.) ell. Forholdets
Natur (s. d.). Men undertiden, navnlig under
ældre Retstilstande, er disse Veje mindre
farbare. Man har da grebet til F., og ved at
foregive, at andre Kendsgerninger end de virkelige
forelaa, har rnan opnaaet mere formaalstjenlige
Retsvirkninger end dem, som Retsnormerne egl.
dikterede.
Karakteristisk er i saa Henseende
Romerrettens Udvikling. Allerede gennem den religiøse
Kultus var F. indøvet. Religiøse Forskrifter tør
aldrig fraviges, selv om deres Fuldførelse i
Tidens Løb falder nok saa haardt. Man hjalp sig
da i Realiteten og bøjede sig dog for
Forskriftens Ord, naar der i St f. Ofringer af
Mennesker ell. Husdyr træder Ofringer af Figurer,
dannede af Siv, Dejg ell. Voks. Paa lgn. Maade
stillede Romerne sig i tidlig Tid over for de
nedarvede Love og Sædvaner, der stod med et vist
Præg af guddommelig Oprindelse, og hvis
Tilsidesættelse for ny Retsregler derfor vilde
forekomme dem irreligiøs. Men ogsaa længe efter at
det religiøse Moment er forsvundet, bevarer F.
sin store Bet. i rom. Retsvæsen; en tilsvarende
Rolle spiller den i eng. Ret, ogsaa af helt
verdsligt Hensyn. Dette beror ikke blot paa, at
Lovgivningsorganet (Folkeforsamlingen,
Parlamentet) ofte langtfra gør Fyldest over for
Retslivets Udvikling, især paa Formuerettens
Omraade; men det skyldes ogsaa ensartede Træk
i Folkekarakteren: en stærk Respekt for Lovens
Ord forenet med en udpræget Evne og Villie til
under Formernes Iagttagelse at lempe
Indholdet, den faktiske Retsudøvelse, efter de
vekslende Tiders Behov. Gennem F. kommer
Retsudviklingen i Hænderne paa Organer (Prætor,
Domstolene), hvis Opgave teoretisk set er
begrænset til Retsnormernes Anvendelse; men
dertil kommer, at, naar F. benyttes til Ordning af
nyopdukkede Livsforhold, er det et forsigtigere,
et mere konservativt Middel end ny Lovgivning,
fordi F. jo kun er Udtryk for en Analogi fra
den ældre Ret og saaledes ordner det ny efter
Regler, som allerede er nøje indlevede i Praksis.
Af den sidste Grund kan selv Lovgivningen
benytte F., saasom naar en lex Cornelia, gaaende
ud fra den Regel, at kun den, der dør som fri
Mand, kan efterlade gyldigt Testamente, vil
gøre det Testamente gyldigt, som er oprettet af
en rom. Borger, der senere dør som Slave i
fjendtligt Fangenskab, og derfor bestemmer, at
han skal betragtes som død i det Øjeblik, han
toges til Fange. Og af samme Grund bestaar
saadanne F. gennem hele Romerretten som, at
den Afdødes Efterladenskaber (hereditas
jacens), lige indtil Arvingerne har tiltraadt Arven,
behandles, som om Afdøde endnu levede, ell.
at det Foster, som senere fødes levende, f. Eks.
m. H. t. Arveret behandles som levende
Menneske fra Undfangelsesdagen. Men navnlig bliver
F. et Middel i Prætor’s Haand til at give mange
Forhold Klageret, som efter Loven ikke havde
det. Saaledes beskytter han en Persons
nærmeste Arvinger mod uretfærdige Forbigaaelser i
Testamentet, ikke ved at give dem
Tvangsarveret i Strid mod rom. Ret, men ved at fingere,
at Personen var vanvittig, da han oprettede
Testamentet. Paa samme Maade giver han visse
godtroende Købere fra en Person, som ikke var
Ejer, Retsbeskyttelse ved at fingere, at de har
vundet Hævd paa det Købte. Tilsvarende
Forhold findes i stor Stil i eng. Retsudøvelse. En
bestaaende Ejerklage mod Finderen af ens
Ting (action of trover) udvides til en alm.
Tilbagesøgningsklage fra den uretmæssige
Besidder, idet han fingeres at have fundet Tingen.
Skatkammerretten (court of Exchequer)
inddrog under sig mange rent civile Sager ved en
F. om, at Sagsøgeren, der jo for Skatterne er
Statens Skyldner, havde faaet sin Betalingsevne
nedsat i saa Henseende, ved at hans Skyldner
ikke opfyldte hans Krav. Beslægtet hermed er
den Fremgangsmaade, der benyttes, naar et
Parlamentsmedlem vil nedlægge sit Mandat.
Dette er egl. ugørligt efter eng. Ret; men da
den, som udnævnes til Embedsmand, skal
underkaste sig Omvalg, opnaas Øjemedet ved, at
at han udnævnes til et imaginært Embede (the
Stewardship of the Chiltern Hundreds).
Ogsaa i andre moderne Retsforfatninger
bruges F. i tilsvarende Øjemed, som naar fr.
Domstole undertiden er kommet uden om den indtil
1912 gældende haarde Regel, at Moderen til et
uægte Barn og Barnet selv ingen som helst
familieretlige Alimentationskrav havde paa
Faderen, ved at give hende en — efter
hendes og Barnets Forhold afpasset — simpel
Erstatningsfordring for den hende ved
Forførelse ell. andre Misbrug tilføjede
Beskadigelse af Stilling og Forhold. Men i øvrigt er
F. sjældne i Retsudøvelsen, og saadanne grelle
F. som de rom. og eng. er ukendte. Derimod
arbejder Retsvidenskaben ofte med F.
Gennem F., den jur. Person, finder den dels et
videnskabeligt Udtryk for Retssubjektiviteten
hos Korporationer, Stiftelser o. a. l. Retsforhold
(maaske Aktieselskaber), hvor Rettigheder og
Pligter tilkommer en ubestemmelig Mængde
Personer under eet; dels drager den
derigennem paa mange Punkter en Analogi fra
Reglerne for Tilfælde, hvor Retssubjektet er en
fys. Person, til de foreliggende blot retlige
Enheder. Men ofte benyttes F. paa en Maade, der
er af tvivlsom Berettigelse: Videnskaben
fingerer en Begrundelse. Opnaas end herved en vis
Klassifikation, som ellers maatte savnes, indtil
de virkelige — ofte sammensatte og
skønsmæssige — Hensyn blev fundne, saa afholdes Videnskaben
dog let herved fra at søge og anerkende
de sidste. En saadan fiktativ Begrundelse gaves
tidligere af Læren om Bevisbyrdens Fordeling.
Det sagdes, at man skulde bevise sine positive
Anbringender, ikke Rigtigheden af ens
Benægtelser; men Spørgsmaalet er netop i første
Linie dette, hvad skal hver Part positivt oplyse,
og hvor kan han nøjes med at benægte
Modpartens Fremstilling (se Bevisbyrde).
Navnlig har Villien utallige Gange været
anført som Retsgrund, uagtet denne direkte var
den objektive Retsorden. Saaledes naar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
