Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Filip IV - Filip V - Filip VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ophævelse, der fandt Sted paa Koncilet i Vienne
1312. Dens Godser tilfaldt Johannitterne, men
Kongen beslaglagde dens rørlige Ejendomme
og gjorde et meget stort Bytte. To Aar senere
døde F., efter Traditionen fordi han var
indstævnet for Guds Domstol af Tempelherrernes
Stormester, Jakob Molay, hvem han havde
ladet brænde. Foruden Navarra erhvervede F.
ved sit Giftermaal ogsaa Champagne for
Kronen. (Litt.: Boutaric, La France sous
Philippe le Bel [1861]; E. Renan, Études sur
la politique religieuse du règne de Philippe le
Bel [1899]).
M. M.
Filip V, den Lange, fr. Konge (1316—22),
foreg.’s Søn, f. 1293, besteg Tronen efter sin
Broder Ludvig X’s Død. Han var en ivrig og
yderst arbejdsom Regent, og utallige er de
Forordninger og kgl. Breve, der stammer fra
hans korte Regering. Generalstænderne
sammenkaldte han meget hyppig og søgte særlig
Støtte hos Borgerstanden, der stundom endog
sammenkaldtes alene, uden at de to andre
Stænder toges med paa Raad. Paa nogle Punkter
var Kongen langt forud for sin Tid, saaledes
f. Eks. naar han stræbte efter at ophæve
Baronernes Møntret og indføre ens Mønt, Maal og
Vægt. i sit Rige, et Projekt, der dog strandede
paa Stændernes Modstand. Derimod lykkedes
det ham at ordne Arveretten. Han havde
nemlig besteget Tronen, uagtet hans Forgænger
havde efterladt sig en Datter, og for at skabe
sig et sikkert Retsgrundlag, lod han 1317
Stænderne vedtage en Erklæring om, »at Kvinder
ingenlunde kunde arve Frankrigs Rige«, den
saakaldte »saliske Lov«. (Litt.: P.
Lehugeur, Histoire de Philippe le Long I [1897]).
M. M.
Filip VI, Konge af Frankrig (1328—50), Søn
af Filip den Smukke’s Broder, Karl af Valois,
f. 1293. Den lige Linie af Kapetingernes
Mandsstamme var 1328 uddød med Filip den Smukke’s
tredie Søn, Karl IV, men Dronningen, Johanne
af Evreux, var svanger, og man besluttede
derfor foreløbig kun at indsætte en Regent. Baade
Filip af Valois og Kong Edvard III af England,
en Søn af Filip den Smukke’s Datter Isabella,
bejlede til denne Værdighed, men Baronerne
erklærede F. for at være den nærmest
arveberettigede, og da Dronningen to Maaneder
senere fødte en Datter, overdroges Kronen til
F., til hvem Edvard ogsaa aflagde Troskabsed
i sin Egenskab af Hertug af Guienne. I
Modsætning til sine Forgængere, der ofte havde søgt
og fundet Støtte hos Borgerstanden, sluttede
F. sig ganske til Adelen. Han var ret en
Ridderkonge efter Tidens Smag; pragtelskende og
personlig tapper var han en ivrig Beundrer af
Ridderspil og Turneringer og saa med Foragt
ned paa de fredelige Kræmmere, for hvis
Penge han dog ofte havde god Brug. Hans
første Krigstog var da ogsaa en Krig mod
Borgerne. Forholdene i Flandern var endnu
ikke ret komne til Ro siden Filip den Smukke’s
Dage. Stæderne havde ganske taget Magten
fra Greven, hvem de endog i nogen Tid havde
holdt fanget, og da han søgte Hjælp hos F.,
tog denne sig villig af hans Sag. Med en stor
Hær drog han kort efter sin Kroning ind i
Flandern og tilføjede Borgerne et blodigt
Nederlag ved Kassel, hvorefter de maatte falde
til Føje (1328). Kongen tænkte i den flg. Tid
paa at gøre et Korstog og havde alt taget
Korset 1332, men vigtige Begivenheder
hindrede ham i at forlade sit Rige. Forholdet til
England var paa den Tid meget spændt.
Uundgaaelige Rivninger mellem begge Landes
Handelsmænd og Søfolk satte ondt Blod, og at den
nationale skotske Tronprætendent, David Bruce,
fandt Understøttelse hos F., gjorde selvfølgelig
ikke Sagen bedre. 1337 erklærede Edvard III
derfor Krig, »Hundredaarskrigen«, og optog
samtidig sine Arvekrav paa den fr. Krone,
hvortil han særlig var blevet tilskyndet af
Robert af Artois, en Efterkommer af Ludvig den
Hellige, der p. Gr. a. Dokumentforfalskning
havde maattet forlade Frankrig. Desuden greb
Forholdene i Flandern ind. Her havde Greven
i Modstrid med sine Undersaatters Interesser
ganske givet sig F. i Vold og beslaglagt eng.
Skibe og Varer, hvad Edvard besvarede ved at
forbyde Udførselen af Uld. Borgerne, ledede af
Jakob Artevelde, tog imidlertid Magten fra
Greven, der maatte flygte til Kong F., og
erklærede sig for en velvillig Neutralitet, der senere
gik over til et aabent Forbund med Edvard,
efter at denne paa deres Opfordring havde
antaget Titlen Konge af Frankrig, for at de,
som de sagde, ikke skulde være nødte til at
kæmpe mod deres rette Herre. Ved deres
Hjælp slog Edvard en fr. Flaade ved Sluys
(1340), men for øvrigt bestod Krigen i de første
Aar mest af Plyndringer og Smaakampe i
Nordfrankrig og Bretagne, hvor der herskede Strid
om Arvefølgen mellem Charles af Blois, der fik
Hjælp af F., og Johan af Montfort, der
understøttedes af Englænderne. 1346 landede
Edvard imidlertid med en Hær i Normandiet,
hvor han erobrede Caen; derpaa trak han sig
mod Nord ad Flandern til, skarpt forfulgt af
F., der imidlertid ikke kunde hindre ham i at
overskride Somme-Floden, og da han saaledes
havde Ryggen fri, bestemte han sig til at vove
en afgørende Kamp, som fandt Sted ved Crécy
(26. Aug. 1346), hvor de fr. Riddere led et
forsmædeligt Nederlag. Aaret efter erobredes
Calais, som F. trods Besætningens heltemodige
Forsvar ikke formaaede at undsætte, men i
den flg. Tid gjorde den sorte Død ethvert
Krigstog umuligt. Krigen havde kostet Frankrig
uhyre Summer, som F. havde fravristet sine
Undersaatter, snart med Generalstændernes,
snart med Provinsialstændernes Samtykke, ja
stundom endog ganske egenmægtig ved en blot
og bar kgl. Forordning. Den mest bekendte
bl. de Skatter, der skriver sig fra denne Tid,
er den berygtede Saltskat La gabelle, der første
Gang paalagdes 1341. En Erstatning for de
Tab, Frankrig havde lidt mod N., fandt F.
imidlertid mod S., hvor han 1349 købte det
rige Montpellier af Majorca og 1343 sluttede den
Overenskomst med Fyrst Umberto II af
Dauphiné, at dette Land mod en Pengesum og
en aarlig Livrente skulde tilfalde den fr. Konges
ældste Søn, hvis Fyrsten døde barnløs. Dette
skete 1349, og Halvdelen af det gl. Kongerige
Arelat var saaledes erhvervet for Frankrigs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
