Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Filip VI - Filip I - Filip II - Filip I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Krone. Derimod afstodes Navarra til Ludvig
X’s Datter. Aaret efter døde F.; i sit første
Ægteskab var han gift med Johanne af
Burgund, hvis Søn, Johan den Gode, fulgte ham
paa Tronen, og Aaret før sin Død havde han
ægtet Blanca af Navarra.
M. M.
Filip I, den Dristige, Hertug af
Burgund (1363—1404), Søn af Kong Johan den Gode
af Frankrig, f. Jan. 1342. Han fik sit Tilnavn
p. Gr. a. det Mod, hvormed han forsvarede
sin Fader i Slaget ved Poitiers, hvor de
imidlertid begge faldt i eng. Fangenskab, i hvilket
F. forblev til Freden i Bretigny (1360). Da
den ældre burgundiske Hertuglinie uddøde 1361,
og Landet saaledes faldt til Kronen, indsatte
Faderen ham som Statholder i Hertugdømmet,
med hvilket han dog kort efter blev forlenet
(1363) mod at give Afkald paa Touraine, der
tidligere var blevet ham overdraget. Den
afdøde Hertug havde været gift med Grev
Ludvig af Flandern’s Arvedatter Margrete, hvis
Haand selvfølgelig var meget efterstræbt.
Faderen ønskede et engelsk Ægteskab, men ved
store Ofre lykkedes det Karl V af Frankrig at
forpurre dette og bevæge Greven til at give sin
Datter til F. (1369), som saaledes erhvervede
Franche-Comté, Artois, Flandern og Nevers,
der tilfaldt ham 1384. Efter Karl V’s Død (1380)
stredes F. med sine Brødre, Hertugerne af
Berry og Anjou, om Formynderskabet for den
mindreaarige Karl VI, som han overtog 1382.
Under hele Formyndertiden udnyttede han
Frankrigs Kræfter til Fordel for sine
Særinteresser og bevægede saaledes den unge
Konge til at foretage et Krigstog mod Flandern
for at tugte de urolige Stæder, der ogsaa led
et stort Nederlag ved Roosebeke (1382). 1388
var det foreløbig til Ende med hans Magt, da
Kongen selv overtog Regeringen, men efter at
Karl’s Sindssyge var kommet til Udbrud 1392,
blev F. paa ny Frankrigs egl. Regent til sin
Død.
M. M.
Filip II, den Gode, Hertug af Burgund
(1419—67), Søn af Johan den Uforfærdede, der
ved et Fredsmøde blev myrdet paa
Montereau-Broen af Dauphinens, den senere Karl VII’s Folk, f. 1396.
At faa Hævn over sin Faders Banemand var den
Tanke, der i mange Aar sysselsatte ham stærkest,
og han sluttede sig derfor uforbeholdent til Henrik V
af England, der efter Sejren ved Azincourt 1415
gjorde Fordring paa at arve den franske Krone, et
Maal, han væsentlig ved F.’s Hjælp ogsaa
naaede ved Forliget i Troyes 1420. Efter
Henrik V’s Død 1422 knyttede F. sig vel nøje til
Englænderne, men han vægrede sig ved, at
overtage Formynderskabet for den lille Henrik VI
og holdt i det hele stærkt paa sin
Særstilling som Burgunder. Efterhaanden kølnedes
imidlertid det gode Forhold, særlig da
Englænderne gjorde Fordring paa F.’s Arveland
Hainaut, og han begyndte at blive ked af denne
evigvarende Krig, der ikke bragte ham selv
nogen Fordel. Han nærmede sig derfor mere
og mere til Kongen, med hvem han endelig
forsonedes i Arras 1435, mod at Karl VII
afstod ham de vigtige Somme-Byer, anerkendte
ham som Suveræn i sine Lande og gjorde
Bod for Faderens Drab. Efter den Tid, stod han
paa Kongens Side i Kampen mod de Fremmede,
medens han dog samtidig var ivrig for at udvide
sine Besiddelser. 1429 købte han saaledes
Namur, 1430 arvede han Brabant og Limburg,
1433 fik han Hainaut, Holland og Zeeland, og
1451 erhvervede han Luxembourg. Foruden
Bourgogne og Franche-Comté bestod hans Rige
saaledes af største Delen af det nuv. Holland
og Belgien, men Champagne og Lothringen, der
kilede sig ind mellem hans Lande, hindrede
det direkte Samkvem mellem de nordlige og
sydlige Dele. Selv boede F. i Dijon, og de
store Indtægter, han oppebar af de rige
flanderske Stæder, gav ham Midler til at føre sit
prægtige Hof, hvor Middelalderens hendøende
Ridderliv mødtes med den gryende
Renaissance. En talrig Skare af Skribenter og
Kunstnere, bl. hvilke der fandtes Navne som
Brødrene van Eyck, Memling og Roger van der
Weyden, forherligede det berømmelige Hus
Burgund, hvis Ridderorden »den gyldne Vlies«
(stiftet 1431) snart blev en af Europas mest
attraaede. Efter at Karl VII havde fordrevet
Englænderne, blev det hans Maal at knække
F.’s Magt, der endog var saa stor, at han
tænkte paa at ombytte Hertughatten med
Kongekronen; lønlig og aabenlyst modarbejdede
han Hertugen, men uden Held, ja han havde
endog den Tort, at hans egen Søn. Dauphinen
Ludvig, flygtede til Burgund, hvor han fandt
en venlig Modtagelse. Da Ludvig besteg
Tronen efter Faderens Død (1461), fulgte
Hertugen ham til Kroningen i Reims og
overstraalede ganske den tilsyneladende saa uanselige
Konge; intet Under, at mange tyktes, at han
var Frankrigs egl. Herre. Under Kampene i
Ludvig XI’s første Aar holdt han sig imidlertid i
Baggrunden; han følte sig gl, og hans Søn Karl
den Dristige, Greve af Charolais, var den egl.
Regent. (Litt.: Barante, Histoire des ducs
de Bourgogne [8 Bd, 8. Udg., Paris 1858]).
M. M.
 |
| Filip II. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
