Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rolle ved Udarbejdelsen af Dogmerne;
dernæst træder den som Skolastik i Teologiens
Tjeneste. Som bekendte skolastiske Filosoffer
kan følgende nævnes: Johannes Scotus ell.
Eriugena, d. c. 877, Roscelin (c. 1050—efter 1120),
Anselm fra Canterbury (1033—1109), Abailard
(1079—1142), Albert den Store (c. 1200—1280),
Thomas fra Akvino (c. 1227—1274), Raymundus
Lullus (c. 1235—1315), Roger Bacon (f. c. 1210,
d. efter 1292), Johannes Duns Scotus
(c. 1270—1308), Vilhelm fra Ockham (c. 1300—1350). De
arabiske Filosoffer: Alfarabi, d. 950, Avicenna
(980—1037), Algazel, omkring 1100, Averroes
(1126—1198), og de jød.: Avicebron
(1020—1070), Moses Maimonides (1135—1204),
udviklede en F., der havde en lgn. Karakter som
den vesterlandske, og som havde en ikke ringe
Indflydelse paa denne.
Den skolastiske F.’s ufrie Stilling over for
Teologien bestod i, at det ikke var Tænkning
og Iagttagelse, men Kirkens fastslaaede Lære,
der var endelig afgørende for Spørgsmaal, der
var fælles for Teologien og F. F.’s Opgave var
væsentlig at give en fornuftmæssig
Begrundelse af Kirkelæren, dog var der visse
Dogmer, som ikke lod sig begrunde ved Fornuften,
men laa over denne; efterhaanden voksede
deres Antal saaledes, at et vist Modsætningsforhold
mellem Troslærdommene og Fornuftens
Lærdomme gjorde sig gældende. Tænkningen
var ikke Forskning i moderne Forstand, hvis
Opgave er Nyopdagelse og Kritik, men gik
væsentlig ud paa at samle og forarbejde det
overleverede, der væsentlig bestod i mere ell.
mindre uforvanskede Antagelser af Aristoteles,
Platon og Nyplatonikerne, saaledes at et
systematisk Hele fremkom; herved kom man til
at lægge den største Vægt paa haarfine
Inddelinger og Adskillelser, men havde ikke Brug
for selvstændige Iagttagelser. En ejendommelig
halv mek. Metode bestod i, at man gik ud fra
en ell. anden Sætning, opremsede, hvad alle
Autoriteter, der talte for den, og alle, der talte
imod den, havde sagt, og derefter søgte en
Udligning. Et heftigt omstridt Spørgsmaal var
Almenbegrebernes Stilling, nogle, Realisterne,
hævdede, at Almenbegreberne eller vel rettere
det almene og fælles for Individer af en
bestemt Art var det egl. virkelige; andre,
Nominalisterne, hævdede, at de enkelte Ting var
det egl. virkelige, medens Almenbegreberne kun
var blotte Ord (nomen). Det blev i
Nominalisternes Kreds, hvis Hovedsæde var Paris-Univ.,
at den moderne Naturvidenskab i Tiden efter
1350 fik sin Oprindelse; dette kan maaske
forstaas ud fra deres Interesse for de enkelte
Ting, Erfaringens Verden.
Den nyere F. er nøje knyttet til
Naturvidenskabernes Udvikling og til den
Erkendelsesform, der her gjorde sig gældende (se
Erkendelseslære), men den Selvstændighed
over for Autoriteterne, der traadte frem i
Naturvidenskaberne, og den Dristighed, der viste
sig i Opdagelsesrejserne, gjorde sig ogsaa mere
umiddelbart gældende i F. Humanisterne brød
med Skolastikkens barbariske Sprog, og dens
haarspaltende Logik. For Fornyelsen af Studiet
af Platon og Plotin spillede det af Cosmos
Medici paa Plethon’s (c. 1355—1450)
Foranledning grundlagte Akademi en stor Rolle.
Nikolaus Cusanus’ (1401—64) dybsindige
Erkendelseslære førte til Brud med det aristoteliske
middelalderlige Verdensbillede, idet han
indsaa, at alle Stedbestemmelser er
forholdsbestemte, saaledes at det ingen Mening har at
sige, at Jorden befinder sig i Verdens Centrum.
Pomponazi (1462—1524) hævdede Etikkens
Selvstændighed over for Religionen. Montaigne
(1533—92) vovede, befrugtet af Oldtidens Fort,
at gøre sig selv, sine egne Følelser og
Meninger til Genstand for sin Bog. Grotius
(1583—1645) og hans Forgængere gav Natur og
Folkeretten et rent menneskeligt Grundlag. Herbert
af Cherbury (1582—1648) hævdede en naturlig,
af Menneskets eget Væsen udspringende,
Religion, og i lgn. Retning var allerede Bodin’s
(1530—96) Tanker gaaet. For Bruno (1548—1600)
blev den kopernikanske Hypotese Grundlaget for
en hel Verdensanskuelse. Francis Bacon
(1561—1626) følte sig som Herold for en ny Tid, hvor
Naturvidenskaberne, ved at man raadspurgte
Erfaringen, gjorde Mennesket til Herre over
Naturen, men han forstod ikke det Arbejde baade
i Naturvidenskaberne og i Erkendelseslæren,
der blev gjort af Kepler (1571—1630) og Galilei
(1564—1642), hvorved den mek. Naturopfattelse
blev den ny Naturvidenskabs. Gassendi
(1592—1655) forsvarede over for næsten
2 Aartusinders Bagvaskelser med Lorenzo Valla
(1408—57) som sin Forgænger Epikurs F. og
Personlighed og gav en betydningsfuld Fremstilling
af Atomistikken. Medens for ham og for de
eng. Filosoffer det væsentlige ved den ny
Videnskab var Raadspørgningen af Erfaringen,
hvorved vi tilsyneladende mere forholder os
modtagende, var det for Descartes (1596—1650)
den strenge metodiske Tænkning, saaledes som
den fremtræder i Matematikken, hvorved vor
Selvvirksomhed tilsyneladende mere gør sig
gældende. I Sammenhæng hermed var for
Gassend! Sansningen, for Descartes
Selvbevidstheden Udgangspunktet for Erkendelsen.
Descartes og de rationalistisk-deduktive Tænkere,
der fulgte ham paa Fastlandet, gik ud fra de
mest almene Sætninger, som de mente var
umiddelbart indlysende og ubetinget gyldige.
Ved at Descartes begyndte sin F. med Tvivl
om alt, viste Bruddet med Autoriteten sig paa
tydeligst mulig Maade. Hans skarpe Adskillelse
af Materien som udstrakt, men ikke tænkende,
og Sjælen som tænkende, men ikke udstrakt,
gav i den flg. Tid Forholdet mellem Sjæl og
Legeme en fremtrædende Plads. Igennem hans
F., der let lod sig popularisere, blev den ny
Naturvidenskabs Tænkning med dens strenge
Fordring om mek. Naturforklaring tilgængelig
for større Kredse. Ved sin Spiritualisme
(Antagelse af Sjælen som et fra Legemet forsk.
Væsen) og ved sit Forsøg paa at forbinde
Teologi og Videnskab fandt han under kraftig
Modstand Indpas i kirkelige Kredse.
Vanskelighederne ved Descartes’ Lære om
Vekselvirkningen mellem Sjæl og Legeme forenet med
mystiske religiøse Tendenser førte en Række
Tænkere, der kaldes Occasionalister, til
Antagelser, der gaar i Retning af, at Gud ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
