Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
alene her, men ved ethvert Aarsagsforhold i
Anledning af Aarsagen griber ind og
foranlediger Virkningens Fremkomst. De bekendteste
Occasionalister er Geulinex (1625—69) og
Malebranche (1638—1715), der er en
banebrydende og indflydelsesrig Psykolog. Ved sin
Kritik af Aarsagsbegrebet foregriber han ligesom
Joseph Glanvill (1636—80) delvis Hume. Ogsaa
Pascal (1623—62) staar under Descartes’
Indflydelse; ligeledes Bayle (1647—1706), hvis
kritiske Sans og Drøftelse af de stridende Meninger
med skarp Fremhæven af Problemernes
Brod, saavel paa Erkendelsens og paa
Etikkens, som ogsaa paa Religionens Omraade, har
haft stor hist. Bet. Spinoza (1632—77), der bl.
a. er paavirket af Descartes, af mystiske
Retninger i jød. og kristelig Skolastik samt af ital.
Naturfilosofi, opbygger med den største
Selvsikkerhed, hvorom hans mat. Fremstillingsform
er et Vidnesbyrd, en Verdensanskuelse, hvori
den ny Naturvidenskab indgaar. Alt er i Gud,
saaledes at det hverken kan eksistere ell.
opfattes uden ham. Men Gud er ikke de folkelige
Religioners personlige Væsen. Gud og Naturen
er eet. Hensigter forkastes som virkende
Aarsager. Alt sker med Nødvendighed efter
uforanderlige Love. Mellem Tænkning og
Udstrækning, der hver kan og skal forstaas efter
deres Love, er der ikke Vekselvirkning, men
gennemgaaende Overensstemmelse, fordi de udtrykker
to Sider Attributer af Guds (Substansens)
Væsen. Gud har i øvrigt uendelig mange os
ubekendte Attributer. Uden hverken at spotte, le
ell. græde søger han i en Fremstilling, der
betragtes som klassisk, at forstaa Følelser og
Lidenskaber. Maalet er ved Erkendelsens Hjælp
at befries for deres Herredømme og ved at
forstaa os selv som Del af Gud ell. Naturen at
naa den uforstyrrede salige Sjælefred, der i
urokkelig aandelig Kærlighed til den guddommelige
Natur er eet med dennes Kærlighed til
Menneskene. I lange Tider var det en Æressag
for enhver Rettænkende at angribe »Ateisten«
Spinoza, »for hvem Stene, Snavs og Møg var
Gud«, som talte Religionsfrihedens Sag og vilde
have de bib. Skr undersøgt rent hist. kritisk.
Den store Agtelse for hans Navn fremkom
først, da Lessing og Goethe og derefter de
tyske Romantikere mente at finde
Tilknytningspunkter hos ham og udtalte deres Begejstring
for ham. For Leibniz (1646—1716), der i alle
Standpunkter formaaede at finde noget sandt
og søgte at bringe alt i Harmoni, og f. Eks.
arbejdede paa at forsone Reformerte og
Lutheranere indbyrdes, efter først at have villet
forene Protestanter og Katolikker, samt paa ved
Grundlæggelse af videnskabelige Akademier at
faa Harmoni mellem Videnskaberne, gjaldt det
om at vise, at den mek. Naturopfattelse lod sig
forene med Antagelsen af, at Formaal er
bestemmende i Tilværelsen. Igennem de mek.
forbundne Begivenheder virkeliggør Forsynet sin
Hensigt. I en meget læst Fremstilling søgte
han at vise, at der mellem Teologi og F. var
den bedste Overensstemmelse, og forsvarede
Forsynets Styrelse; netop det tilsyneladende
Onde bidrog til Harmonien i denne den
skønneste af alle mulige Verdener. Tilværelsen var
for ham opdelt i uendelig mange selvstændige
og indbyrdes uafhængige Centrer, som han
kaldte Monader og tænkte sig i Analogi med
den menneskelige Sjæl. Hvad der sker inden
for hver Monade er uafhængig af alt andet
end dens egen Natur, hvis nødvendige Følge
det er, men der er en forudbestemt Harmoni
mellem Monaderne, saaledes at det ser ud, som
om der er en Vekselvirkning. Et Eksempel paa
denne Harmoni udviser Forholdet imellem Sjæl
og Legeme. Som Matematiker og Logiker har
Leibniz haft stor Bet. Chr. Wolff (1679—1754)
forfladigede og populariserede Leibniz’ F. i
Skr med saa betegnende Titler som »Fornuftige
Tanker om Gud, Verden og Menneskets Sjæl
samt om alle Ting over Hovedet« og skabte for
en stor Del det filos. Sprogbrug paa Tysk. Han
mente al kunne føre et logisk Bevis for al Tings
Forstaaelighed. Af andre tyske Tænkere, der
som Wolff virkede i Oplysningens Tjeneste, kan
nævnes Moses Mendelssohn (1729—86), samt G.
E. Lessing (1729—81).
I England havde Hobbes (1588—1679) ligesom
Descartes sit Udgangspunkt i den ny
Naturvidenskab. Han søgte endda at gøre den
eneherskende ved at hævde, at alt bestaar i
Bevægelse, ogsaa Sjælelivet, saaledes at han
nærmest er Materialist. For ham var F.’s Formaal
gennem Aarsagserkendelse at lede os i Livet.
Han er bidsk og ironisk spottende over for
Teologerne. Hvad man kalder Metafysik, er
saa umuligt at forstaa og saa stridende mod
den naturlige Fornuft (det handler om Ord uden
Mening), at de, der tror at kunne forstaa noget
af det, nødvendigvis maa mene, at det er
overnaturligt. For Hobbes, der er den første i
Rækken af de store eng. Psykologer, er
Psykologien Grundlaget for Etik og Politik. Hans
lidet smigrende Opfattelse af sine Medmennesker,
i Følge hvilken alt er Udslag af Egoisme
ell. rettere Selvopholdelse, selv det, der
tilsyneladende fremtræder som det modsatte,
medvirkede til, at han i sin Politik betoner
Nødvendigheden af en samlet Magt.
Kongemagten, der skal være absolut, ikke af Guds
Naade, men fordi Menneskene ellers vilde leve
som en Flok vilde Dyr i indbyrdes Kamp.
Religionen, der har sin Oprindelse i Uvidenhed
og Frygt, kan være Kilden til meget Ondt, naar
Statsmagten ikke helt indordner den under
sine Formaal. Om noget er etisk rigtigt,
afhænger af, om det under Forudsætning af, at
Statsmagten tvinger andre til at bære sig ad
paa samme Maade, tjener Individets
Selvopholdelse. Hobbes indleder til Dels ved at ægge
til Modsigelse den selvstændige etiske F. i
England, hvis bærende Navne foruden de
Filosoffer, der vil blive nævnte ndf., er Moore
(1614—87), Cudworth (1617—88), Cumberland
(1632—1718), Clarke (1675—1729), Shaftesbury
(1671—1713), Mandeville (1670—1733), Butler
(1692—1752), Hutcheson (1694—1747), Adam Smith
(1723—90). John Locke (1632—1704), der har
haft stor hist. Bet. ved at begrunde og forsvare
frisindede borgerlige Samfundsindretninger,
Trosfrihed, et sundt og naturligt Opdragelsessystem,
samt en ret dogmefri Kristendom, satte
sig i sit Hovedværk til Opgave at undersøge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
