Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VIII: Fiévée—Friehling / 68 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finker - Finkirker - Finknæerne - Fin Kong Kjeilen - Finkornsjern, se Svejsejern - Finland

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

mest frøædende Fugle, lever dog ogsaa for en
Del af Insekter, Larver og Bær; de holder til
i Træer og bygger her deres kunstfærdige
Reder; de fleste Arter er gode Sangere.

Men Finkenavnet (der stammer fra
Bogfinkens Lyd »Pink« ell. »Fink«) knyttes ogsaa
til en Del andre Fugle. Væver-F. kaldes
saaledes en stor Gruppe af Fugle, hvortil hører
nogle af de hyppigst holdte tropiske Burfugle,
Tiger-F., Baand-F. o. s. v.
O. H.

Finkirker [↱fen-] er Navnet paa en Del
Klipper og store Stene, oftest af fantastiske
Former, som i ældre Tider har været Genstand
for Lappernes Tilbedelse. De findes paa flere
Steder i Finmarken; de mest kendte er de to
smalle, ret af Havet opstigende Klipper med
en mindre pyramideformet Sten paa Toppen,
som ses paa Sydsiden af Kjøllefjord, en liden,
noget S. f. Nordkyn ret i Ø. indgaaende Fjord.
(J. F. W. H.). M. H.

Finknæerne [↱fen-], et 1158 m højt Fjeld
paa Fastlandet i Tjøtta Herred, Nordlands Amt.
Fjældet rager højt op over sine Omgivelser og
ses saavel fra Vefsendalen som fra Leden
udenfor; det tjener til Dels som Sømærke.
(J. F. W. H.). M. H.

Fin Kong Kjeilen, Fiskevær paa Vestsiden
af Tanafjordens Munding, Tana Herred,
Finmarken Amt. Stedet har adskillig Bebyggelse.
Telegrafstation, Postaabneri,
Dampskibsanløbssted samt Trandamperi og -kogeri. Besøges
under Finmarksfisket af c. 1000 Fiskere.
M. H.

Finkornsjern, se Svejsejern.

Finland (finsk Suomi), tidligere
Storfyrstendømme, der siden 1809 var knyttet til det russ.
Rige. (Om Landets nuv. statsretlige Stilling se ndf.
under »Statsforfatning« og »Historie«). F.
ligger mellem 59° 48′ 30″ (Hangö Udd) og 70° 6′
n. Br. og mellem 20° 30′ (regnet fra
Ålands-Øerne 19° 30′) og 32° 50′ ø. L. f. Grw. Det
grænser mod SØ. og Ø. til Rusland (Guv. Petrograd,
Olonets og Archangelsk), mod S. til den finske
Bugt, mod SV. og V. til Østersøen, den
bottniske Bugt og Sverige (hvor Torne-Elv og dens
Biflod Muonio-Elv danner Grænsen), mod N. til
Norge (hvor Grænsen paa et Stykke dannes af
Tana-Elv). Landets Udstrækning fra N. til S. er
1160 km, medens dets største Bredde fra V. til
Ø. er 597 km. Arealet er 377426 km², hvoraf
333140 km ell. 88,27 % Land og 11,73 Vand (naar
F.’s Del af Ladoga-Søen medregnes).

Oversigt over Indholdet.
	Side
Naturforhold	68
Befolkningsforhold	70
Statsforfatning og -forvaltning	71
Finansvæsen	75
Næringsveje og Samfærdselsmidler	76
Kirkelige Forhold og Undervisningsvæsen	79
Retsvæsen	83
Sprog	84
Litteratur	86
Kunst	90
Musik	91
Teater	92
Presse	93
Historie	94

Naturforhold.

F. udgør en Del af den store finsk-skandinaviske
Halvø (Fennoskandia), hvis
Undergrund hovedsagelig bestaar af Urfjeld, og
som ved en Sænkning, der gaar fra den finske
Bugt over Søerne Ladoga og Onega til
Onega-Bugten, er skilt fra det østeurop. Lavland. I
geol. og tektonisk Henseende stemmer F. nøje
overens med det østlige Skandinavien, hvorfra
det kun er skilt ved den lavvandede bottniske
Bugt. Det bestaar af Gnejs, krystallinske Skifre
og Kvartsit samt Granit o. a. gl. eruptive
Bjergarter, der rimeligvis i ældre Jordperioder har
dannet et højt Bjergland, som dog nu er slidt
ned og forvandlet til et lavt, bølgeformet
Plateau. Største Delen af F. ligger mindre end
200 m o. H. og er altsaa Lavland. Kun mod Ø.
og N. hæver det sig op over 200 m Linien,
uden dog at naa store Højder. I det
mellemste F. er kun faa Bjerge højere end 300
m; et af de anseligste, Koli, som ligger ved
Bredden af Pielisjärvi, hæver sig 242 m over denne
Sø og 336 m o. H. I det nordlige F., Landskabet
Lapland, ligger betydelige
Strækninger mere end 300 m o. H. Et virkeligt
Bjergland er F.’s nordvestlige Hjørne, den saakaldte
»lappiske Arm«, der strækker sig ind mellem
Norge og Sverige; her hæver sig fl. Toppe
mere end 1000 m o. H., og Grænsefjældet
Halditschokko, F.’s højeste Bjerg, naar
1353 m. Et andet Fjeldlandskab er
Ounas-Pallastunturi, der strækker sig mod S.
mellem Elvene Muonio og Ounasjoki og i
Taivaskero naar 820 m. En mægtig Fjeldegn
(Muotkatunturi) ligger mellem Tana-Elven og
Enare-Søen. Mod NØ. strækker Fjeldryggen
Saariselkä sig ind over den russ. Grænse.
N. f. Kemi-Søen hæver sig det stejle
Pyhätunturi. Ingen af det finske Laplands Fjelde naar
dog op over den evige Snes Grænse. Egl.
sammenhængende Bjergkæder findes ikke i F. Paa
ældre Kort findes indtegnet Bjergkæder, som
dog kun er Vandskelsllnier, der i Virkeligheden
slet ikke altid fremtræder som Højdedrag, men
ofte forløber midt igennem flade
Mosestrækninger. Maanselkä kaldes det vigtige
Vandskel, der med vest-østlig Hovedretning strækker
sig gennem finsk Lapland. — F.’s nuv.
Overfladeforhold er for en stor Del opstaaede
under Istiden, da en uhyre Indlandsis dækkede
Nordeuropa. En stor Del af Landet er dækket
af glaciale Aflejringer; men paa betydelige
Strækninger har Isen bortskuret de løse
Jordlag, og de nøgne Klipper viser ofte
»Skurestriber«, som rangiver Isens Bevægelsesretning
(NV.—SØ. er den fremherskende Retning).
Under den senere Del af Istiden, da Isen trak
sig tilbage, dannedes store Endemoræner paa
de Steder, hvor Isranden blev staaende i
længere Tid; saaledes dannedes de to vældige
Grusvolde Salpausselkä og Lille Salpausselkä, der
med øst-nordøstlig Hovedretning strækker sig
gennem det sydlige F., som en sydlig Grænse
for Landets sørige Indre. Ved Istidens
Slutning laa F. betydeligt lavere end nu;
Havaflejringer fra den Tid findes i Landets Indre i
en Højde af indtil 200 m o. H. Siden har
Landet hævet sig, omend ikke uden Afbrydelser;
endnu ved Beg. af Stenalderen aflejrede den
daværende Østersø, det saakaldte Litorina-Hav, sine
Lerlag over de lavere Dele af Kystlandet, hvor
riu F.’s frugtbareste Egne findes. Yderst ved
Kysten træder dog i Reglen det nøgne Grundfjeld
frem, og foran den egl. Kyst strækker sig en

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>