Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Alb. Edelfelt (1854—1905) debuterede 1877 med den hist. Idyl
»Dronning Blanca«, men optog senere store
Opgaver. Han fik sin Uddannelse i Paris og er
kendt baade i Udlandet og hjemme som Genre-,
Frilufts- og Portrætmaler. Hans Værker findes
rundt i de store Galerier. Han indtog
Førerstillingen bl. F.’s Kunstnere, og hans Navn er
mere kendt i Udlandet end nogen finsk Mands.
Han dannede aldrig Skole, men det var ham,
som gennem et Par Decennier bestemte og
uafbrudt højnede det finske Publikums
kunstneriske Krav. Samtidig med ham var G.
Berndtson (1854—95), Repræsentant for
Luksusmaleriet i dets mest raffinerede Form. Maria Wiik
(f. 1853), Elin Danielson Gambogi (f. 1861),
Venny Soldan-Brofelt (Forf. Juliani Aho’s
Hustru, f. 1863) og Helena Schjerfbeck (f. 1862) er
dygtige Kunstnerinder, især den sidste har
vundet Publikums store Yndest ved sin aandfulde,
fine Kunst. Endvidere skal nævnes
Landskabsmaleren Westerholm (f. 1860), Marinemaleren
W. Topelius (f. 1858). Akseli Gallén-Kallela
(f. 1865) har skabt en national finsk
Kunst især ved sine Kalevala-Billeder og har
stærkt begejstret det yngre Slægtled saavel bl.
Kunstnere som bl. Publikum. Jævnsides med
ham staar Eero Järnefelt (f. 1863) med
hans herlige Naturbilleder og Portrætter, og
Pekka Halonen (f. 1865), Natur- og
Folkelivsmaler. Endvidere maa nævnes V. Blomstedt
(f. 1871), A. Gebhard (f. 1869), M. Enckell (f.
1870), H. Simberg (1873—1917), V. Thomé (f.
1878), A. Favén (f. 1882), Juho Rissanen (f.
1873).
Jævnsides med Malerkunsten og som et Barn
af Kunstforeningen har Skulpturen udviklet sig.
Mester for denne Kunstart er C. E. Sjöstrand
(1828—1906), som overflyttede til F. fra
Sverige og dèr blev en Banebryder, men han blev
overtruffet af Valter Runeberg (f. 1838)
og Johannes Takanen (1849—85), som
begge først studerede i Kbhvn og senere i
Paris og Rom. Endvidere maa nævnes R. Stigell
(1852—1907), Ville Vallgren (f. 1855), Sigrid af
Forselles (f. 1860), E. Wikström (f. 1864); bl.
de yngste V. Malmberg (f. 1867), E. Halonen
(f. 1875), E. Cedercreutz (f. 1879), F. Nylund (f.
1878), Y. Liipola (f. 1881), A. Sailo (f. 1877).
Arkitekturen, som ikke faldt inden for
Kunstforeningens Rammer, førte længe en
kummerlig Tilværelse. Ogsaa her er det en Udlænding,
som bliver Banebryderen, C. E. Engel (f. i
Berlin 1778, d. 1840) blev indkaldt »for i
Hovedstadens offentlige Bygninger at
anskueliggøre Sejrherrens ædle Hensigt med det
underkuede Folk, som han vilde hæve bl.
Nationernes Tal«. Det lykkedes ham at give disse
Bygninger et værdigt og smukt Præg, og de stod
længe som en i arkitektonisk Henseende
værdifuld Kerne i den ellers for største Delen af
uanselige Træhuse bestaaende By. I de sidste
Aartier har Helsingfors fuldstændig ændret
Karakter. Træhusene er forsvundne, Stilen er
endnu famlende og præges af en ældre
Retning med F. A. Sjöström (1840—85), Th. Høijer
(1843—1910), S. Gripenberg (f. 1850), C. G.
Nyström (f. 1856) og en yngre med E.
Saarinen (f. 1873), H. Gesellius, A. Lindgren, O.
Tarjanne, L. Sonck (f. 1870), V. Thomé, K.
Lindahl. Den sidstnævnte Retning har med Held
taget Kampestenen i sin Tjeneste og har ved
Brug af lange, rolige Linier og tunge, groteske
Dekorationer, tit med Motiver fra Etnografien,
skabt en med det nordlige Luftstrøg og
Byggematerialet sammenstemt Stil, som faar den
tidligere Retnings Murstenshuse med deres af
Vinduer tæt gennembrudte Facader, deres
Kalkpuds og sirlige Dekorationer, til allerede nu
at synes forældede.
Eva M.
Musik.
Det finske Folk er musikalsk, det har al Tid
elsket Sang og Spil og dyrker endnu det
ældgamle Instrument, Kantele. Da »Kalevala« og
»Kanteletar« optegnedes og blev kendt, var det
især Teksten, der vakte Opmærksomhed,
senere samlede Interessen sig ogsaa om »Runernes«
(de gl. Sanges) Følgesvend, den ejendommelige
episke Musik.
Folkesangen er ikke saa original som
Runosangen; man kan følge dens Vandringer fra
Land til Land, men mange af de smukkeste er
opr., f. Eks. »Tuoll’ on mun kultani« (paa
Svensk »Fjärran han dröjer«), der vel nok er
en af Verdens dejligste Folkemelodier. I F.’s
sv. Egne er der adskillige Sange, som i
musikalsk Værdi og Ejendommelighed ikke staar
tilbage for de finske.
De første Spor til Kunstmusikliv i F. findes
i Åbo. Dér grundlagdes »Musikalisk Selskab«
1790 med det Formaal ved Samvirken mellem
Byens Musikvenner og Musikere at fremføre
værdifulde Tonedigtninge. Selskabet overlevede
Krigens Uro, men da Univ. efter Branden 1827
blev flyttet og med det »Studentersangen
flygtede fra Auras Strande«, blev Helsingfors
Midtpunktet for Musikinteresserne. Dertil kom, at
det lykkedes Univ. at faa til Musiklærer
Fredrik Pacius (f. i Hamburg 1809, d.
1891). Før den Tid havde F. vel frembragt en
dygtig Komponist, B. H. Crusell (1775—1838),
men han flyttede som ganske ung til Sverige
og tilhører ved sin Tonedigtning (f. Eks.
Melodierne til »Frithiofs saga«) dette Land. Pacius
virkede baade som Orkesterdirigent og
Sangleder samt som Komponist (»Vårt land«,
»Suomis sång«). I egl. Forstand national kunde
Pacius’ Musik naturligvis ikke være. Den
første Komponist, som i sin Kunst har prøvet paa
at følge Folkesangenes skønne Opfordring:
»Lytter til det Grantræs Susen, ved hvis Rod
jert Bo er fæstet«, var Pacius’ Svigersøn K.
Collan (1828—71): »Savolaisen laulu« o. a.
Andre samtidige Komponister, som især satte
Melodier til Sange af Runeberg og Topelius,
men ogsaa skabte større Toneværker, var
Ehrström (1801—50), Ingelius (1822—68), F. v.
Schantz (1835—68), C. G. Wasenius
(1821—99) og Aug. Tavaststjerna (1821—82).
Pacius’ Efterfølger som Musiklærer ved Univ.
var Rich. Faltin; ogsaa han, skønt født i
Tyskland (1835), ofrede sit ny Hjemland hele
sin rige Begavelse, delvis som Komponist, men
langt mere som Lærer og Dirigent. Især som
mangeaarig Leder af Musikinstituttet
(grundlagt 1882), men ogsaa som Komponist og Forf.
har Martin Wegelius (1846—1906) højnet den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
