Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Længe efter Skilsmissen blev det gl. Moderlands
Indflydelse ved, og de udmærkede
Skuespillere, der især i Tiden 1835—40 gæstede F.,
udviklede Sansen for god dram. Kunst, men
gav tillige Stødet til Dilettantkomedien, der
florerede i en Uendelighed af Grader, lige fra
det hjemlige og det russ. Aristokratis fr.
Komedier i Helsingfors til de jævne Forestillinger
i Provinsbyernes Gæstgivergaarde, og ved
Opførelsen af »Barberen i Sevilla« af Amatører i
Hovedstaden 1849 blev det under vældig
Begejstring slaaet fast, at den dram. Kunst ikke
behøvede kun at være en Luksusplante i F.
Nu udkom indenlandske Dramaer: af Berndtson
»Ur livets strid« og af Topelius »Efter femti
år« og »Regina von Emmeritz«, hvilken
sidstnævnte staar i usvækket Glans paa Teatrenes
Festrepertoire, og 24. Marts 1852 opførtes
første Gang en Opera, der var finsk fra først til
sidst; Pacius havde komponeret Musikken til
Topelius’ Tekst »Kong Carls Jagt«.
Begejstringen var uhyre, men Krim-Krigen med den
fr.-eng. Flaades Ødelæggelse af F.’s Kyster
lammede den. Først 1860 stod det længe planlagte
Teater færdigt i Helsingfors’ Esplanade, og dets
Indvielse fejredes med en Ouverture af von
Schantz, Prolog af Fr. Cygnæus og »Sagospelet
Prinsessan af Cypern« af Topelius og Pacius i
Fællesskab. 1862 opførtes Wecksell’s »Daniel
Hjort« og Runeberg’s »Kan ej«, men det er
stadig med sv. Skuespillere. Det længe, især af
Fr. Cygnæus, nærede Ønske om at faa dem
erstattede med indfødte, slog fejl, vel mindre
p. Gr. a. manglende dramatisk Evne hos F.’s
svensktalende Befolkning, end en vis Sky for
at optræde med en dialektpræget Udtale over
for det højsvenske, som har imponeret
Finnerne indtil de seneste Tider. Først i nyeste
Tid kom et indenlandsk-svensk Teater ved
Siden af det højsvenske, og 1916 maatte
sidstnævnte helt vige Pladsen for det finsk-svenske,
til hvis Direktør man engagerede den danske
Skuespiller Adam Poulsen. Bl. de mange
udmærkede sv. Skuespillere, som F. staar i
Taknemmelighedsgæld til, maa især nævnes
Ægteparret Raa.
1844 opstod for første Gang Tanken om en
finsk Scene hos den 18-aarige A. Meurman; den
formedes klarere af Topelius og fremførtes som
et Krav af Fr. Cygnæus, og 1869 blev den til
Virkelighed, da Aleksis Kivi’s »Lea« 10. Maj
blev opført paa Originalsproget. Fru Raa lod
sig overtale til at udføre Hovedrollen paa det
for hende helt fremmede finske Sprog, og hun
gav den en Udførelse, der ikke stod tilbage
for hendes største tragiske Præstationer paa
Svensk. Herved har hun knyttet sit Navn
uadskilleligt til den finske Nationalscene, hvis egl.
Grundlægger er Dr. Kaarlo Bergbom
(1843—1906) og hans Søster Emilie
(1834—1905). Efter en Del Tournéer i Provinsen
spillede den finske Trup for første Gang i
Helsingfors i Foraaret 1873. Samme Efteraar blev en
finsk Opera forbundet med Talescenen, en
Følge af, at saa mange Sangkræfter stod til
Raadighed: Emma Strömer, Ida Basilier, Alma
Fohström, Bruno Holm. I 6 Aar overskyggede
Operaen helt Talescenen, hvilket havde den
gode Side, at Hovedstadens sv. Publikum fik
Respekt for de dram. Bestræbelser i den finske
Lejr. Nationalteatrets største Navn er Ida
Aalberg, som skabte sig et Navn paa de
store udenlandske Scener og ved personlige
Opofrelser og aldrig svigtende Interesse opdrog
en Stab af dygtige Medspillere: A. Rautio, A.
Aalberg, B. Leino, A. Lindfors, Katri Rautio,
Kaarola Avellan, Olga Finne, Lilli Horsma o. a.
Ligesom denne Scene har frembragt en finsk
Skuespilkunst, har den skabt et finsk
Repertoire. Den har ægget Forf. til at skrive finske
Stykker, saasom Minna Canth, v. Nummers, J.
Erkko og J. Aho, og den har givet Stødet til en
rig Oversættervirksomhed, hvorved saa godt
som alle Verdenslitteraturens dram.
Mesterværker har kunnet fremføres i finsk Dragt for
et finsk Publikum. Uden nogen Sinde at bøje af
for Døgnsmagen har det finske Nationalteater
altid set den nationale Opdragelse som sin
største Opgave, det er blevet et Midtpunkt for
de finsk-nationale Bestræbelser, og hverken
Skuespillere ell. Teatervenner har skyet Møje
og Ofre for dette Formaal. 1902 fik det en
prægtig Bygning ved Jernbanetorvet.
I de sidste Aartier er Teatrenes Tal vokset,
idet Hovedstaden har faaet fl., og en Del
Provinsbyer har skaffet sig egne Teatre. Der
arbejdes f. T. (1917) for at faa opført et særligt
Operahus.
Eva M.
Presse.
Pressen har i F. maattet kæmpe med store
Vanskeligheder. De økonomiske Forhold har
været ringe; især gælder dette for den finske
Presse, som er udgaaet til Landets mest
ubemidlede Folkelag. Dette har ofte skabt et ideelt
Grundlag for Pressens Arbejde, hvortil
Kulturens ypperste Navne har sluttet sig; men
hvor disse begejstrede Kræfter har manglet,
har Arbejdet til Tider været umuligt. Dertil
kommer, at Censurens haarde Slag Gang efter
Gang har ramt Pressen, især i forrige Halvdel
af 19. Aarh. og i den sidste Snes Aar.
1809 var der kun eet Organ »Åbo tidning«.
Dette prøvede paa at løfte Arven efter
Porthan’s »Tidningar, utgifna af ett sällskap i
Åbo«, som nærmest havde været et Arkiv for
Fædrelandsforskning og sv. Poesi, og det af
saa fremragende Art, at det endnu søges af alle
Forskere i indenlandsk Litt., Sprog og Historie.
1810 blev »Åbo tidning« dog et officielt Blad,
hvorefter der indtil »Mnæmosyne«’s Fremtræden
1819 ikke fandtes nogen uafhængig Avis. 1820
begyndte det første finske Blad »Turun
viikkosanomat« under Becker’s Redaktion; 1821
udgav Arvidsson »Åbo Morgonblad« i den Hensigt
at vække Nationalbevidstheden hos det
dannede Publikum. Bladet ansaas farligt og levede
kun 3/4 Aar. 1824 begyndte Landets ældste
nulevende Blad »Åbo Underrättelser«. Stor
Berømmelse vandt »Helsingfors Morgonblad«,
redigeret af Runeberg 1832—37 og »Helsingfors
Tidningar«, redigeret af Topelius 1841—60
begge af udelukkende litterært Indhold. 1829
var der nemlig kommet en Censurforordning,
som undertrykte tilmed den mest maadeholdne
Kritik af de bestaaende Forhold. Denne Tvang
udviklede Topelius til en Mester i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
