Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finmarkens Amt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
beskyttet af en foran liggende Række store Øer,
medens den østlige er fuldstændig blottet for
Skærgaard og derfor ogsaa overordentlig
vejrhaard. Af Øer i Vestfinmarken kan — regnet V.
fra — mærkes Loppen, den besynderlig
udtungede Sørø, S. f. denne Stjernø og
Sejland med sin store Gletscher Jedki,
længere mod N. Kvalø, hvorpaa Byen
Hammerfest ligger, længere ude i Ishavet Rolfsø og
Ingø og længere mod Ø. Magerøen, hvis
nordlige, brat i Havet nedstyrtende Skrænt er
det bekendte Nordkap. Finmarkens Kyst er
indskaaret af mægtige Fjorde, som for det
meste har Retning N.—S., regnet fra V. af disse.
Altenfjord, 30 km lang,
Porsangerfjord, 130 km lang og indtil 25 km bred,
Laksefjord, 70 km lang, 20 km bred,
Tanafjord, 70 km lang, 10—15 km bred, og
den mere aabne, i Ø.—V. gaaende,
Varangerfjord, 50 km lang.
Finmarkens Fastland kan nærmest betragtes
som en træløs Højslette, gennemskaaret af en
Uendelighed af større og mindre Elve. Slettens
Højde er 500 m, den styrter sig stejlt i Havet,
og for den langs Kysten rejsende gør den
navnlig i Østfinmarken Indtrykket af at være
fuldkommen horisontal; fra Kysten ser man lidet
til den længere inde tværs over Landet
strygende Fjeldkæde, hvis Toppe gaar op til 1000 m.
De vigtigste Elve er: Altenelven, 170 km,
der har sine Kilder paa Grænsen mod Finland,
derpaa løber mod N. uden særlig mærkbart
Fald gennem en Række Smaavande, for derpaa
gennem en lang Række Stryg og Fossefald
at styrte sig ud i Altenfjordens østre Arm
Rafsbotten; Tana — Finmarkens største Flod, 290
km, har sine Kilder længst S. mod F.; den
antager først Navnet Tana efter Foreningen af
Sjetsamjok og Anarjok optager den
betydelige V. fra kommende Karasjok og
falder ud i Tana-Fjorden; sammen med
Sjetsamjok danner den Grænsen mod Finland paa
en Strækning af c. 260 km. Tana-Elven er en
rolig flydende Elv med svag Strøm, der kan
befares med Baad helt op til Kilderne; kun paa
faa Steder, f. Eks. ved Storfossen oven for
Polmak, maa Baadene trækkes paa Land.
Bielven Karasjok, 130 km, er vanskeligere at
passere, navnlig paa den øvre Strækning.
Lakseelven falder ud i Porsangerfjordens
Bund. Pasvik-Elv fra Enaresjø i F.
danner i sin hele Længde, 140 km, Grænsen mod
Rusland. Yderst mod Ø. flyder
Jakobs-Elven, der kun har Bet. som Grænseelv mod
Rusland. Paa Finmarkens store Vidder færdes,
uden for den i Kirkebyerne Koutokeino og
Karasjok fastboende Befolkning, kun
nomadiserende Lapper med deres Rensdyr; det er kun
Kysten, som er beboet, og selv her er der langt
mellem Gaardene. Bebyggelsen er næsten
udelukkende knyttet til Byerne og Fiskeværene;
det er de rige Fiskerier, særlig Torskefiske
(Lodde), hvorom alle Interesser drejer sig, og
som i det hele afgiver omtr. den eneste
Indtægtskilde for Befolkningen.
Fisket drives i Tiden Apr.—Juni og er
de næststørste i Norge (først kommer
Lofotfisket). Der deltager i dem c. 20000 Fiskere i
c. 5000 Baade. Udbyttet er forsk., fra 2—5 Mill.
Kr aarlig. Ogsaa Hjemmefisket spiller en stor
Rolle, Udbyttet er gennemsnitlig værdsat til
2 Mill. Kr aarlig. Med Fisken drives
Tuskhandel med de russ. Skippere, som i Bytte for
Fisken giver Russemel. Ogsaa Sildefiske,
Laksefiske og Haakjærringfiske er af Bet. Tidligere
spillede Hvalfangsten en betydelig Rolle, men
ved Lov af 7. Jan. 1904 forbødes den paa norsk
Territorium.
Bjergværksdriften er i Opkomst. De
mægtige Jernmalmlejer i Sydvaranger
strækker sig over et Areal af 40 km2, og Jernet har
en Mægtighed af 150 m, til Dels let drevet
Malm (Kirkenes A/S. Sydvaranger. Aktiekapital
12 Mill. Kr). Kaafjord Kobberværk i Alten,
Guldvaskning ved Karasjok og Tanas Kilder bør
ogsaa nævnes.
Fædriften spiller stadig større Rolle. Af
Husdyr fandtes 1900: 932 Heste, 9222 Storfæ,
16688 Sauer, 2573 Geder, 22 Svin, 74383
Rensdyr. Staten ejer al Skov i F.; der opgives i
alt at være 651 km2 Fyr og 1158 km2 Birk.
Korn og Kartofler kan kun dyrkes paa
enkelte beskyttede Steder, og Skov afgiver ikke
tilstrækkeligt til Husbrug. Birk forekommer
alm., om end kun nærmest som Buske. Fyr
optræder i enkelte af de større Dalfører som
Alten og Tana, dog kun i Pasvigelvens Dalføre
som egl. Skove, Gran forekommer ogsaa
sporadisk i denne Dal, men en enkelt Klynge, de
nordligst i Europa voksende Grantræer, findes i
en liden Dal paa Laksefjordens Østside.
Al Kommunikation foregaar paa Søen,
Dampskibsforbindelse med det sydlige Norge er i
stadig Vækst, regelmæssig Rute holdes hele
Aaret frem til Vadsø, om Sommeren fl. Gange
om Ugen, og den ny Hurtigrute anløber
Hammerfest, hvorhen man nu kan komme paa 3
Døgn fra Kria. Mindre Baade underholder
Lokalruter paa Alten og Varanger. Store Kapitaler
er nedlagt for at skaffe gode Havne og god
Fyrbelysning. Furuholmen Fyr N. f.
Hammerfest er Verdens nordligste Fyr. Telegraf- og
Telefonnettet er i de senere Aar betydelig
udvidet, medens det er daarlig bevendt med
Vejene, hvis samlede Længde kun er 229 km.
Naar undtages Vejene fra Vadsø til Tana og
langs dennes ventstre Bred, findes der kun
enkelte korte Vejforbindelser i Sydvaranger og i
Alten; al Færdsel i det Indre foregaar med
Kløvheste og Rensdyr ad Rideveje og Fodstier,
af hvilke de vigtigste fører fra Alten over
Koutokeino til F. og ligeledes fra Alten over
Jesjavre til Karasjok. F.’s Klima er barsk og
koldt, og Amtet ligger i Mørke i over 2
Maaneder af Aaret, men har til Gengæld Sol hele
Døgnet rundt i 2 1/2 Maaned.
Finmarken er den sidst bebyggede Del af
Norge. I Oldtiden regnedes det hele Land fra
Malangen til Kandalaks-Bugten i Hvidehavet
som skatskyldigt under Norge, men var kun
beboet af omstrejfende Lapper og Kareler.
Den eneste kendte faste Beboelse i det egl.
Finmarken i 14. Aarh. var Vardøhus, hvis Fæstning
omtales i et Kongebrev fra 1340, medens Vardø
Kirke blev indviet allerede 1306. Fra den Tid
var Norges Overhøjhed over Kyststrækningen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
