Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hos Rundmundene gaar Urinlederne til en Sæk
(Urogenitalsækken), der aabner sig bag Gattet.
Milten er oftest iøjnefaldende som et
blodrødt Legeme bag ved Mavesækken. Den gulbrune
ell. mørkebrune Lever kan være meget stor
og kan være stærkt fliget, saa at Fligene
udfylder Mellemrummene mellem Tarmens
Vindinger. Skjult i Leveren ell. frit ligger den
grønbrune Galdeblære. Spredt i Leveren ligger
Bugspytkirtelvæv. Langs Tarmen findes ofte —
afhængig af F.’s Huld — Fedtmasser
indlejrede i Tarmkrøset; Fedtet er oftest hvidt,
men kan ogsaa være gulligt ell. rødligt.
Kønsorganerne er byggede efter
forskellige Typer.
Hanner. Hos Lungefisk og de fleste
Ganoider føres Sæden fra Testiklerne gennem
Nyrerne til Urinlederne. Hos Tværmundene er
Nyrernes forreste Del omdannet (Bitestikler), og
gennem disse føres Sæden ud i særlige
Udførselsgange, der først helt bagtil forener sig
med Urinlederne. Hos Rundmundene træder
Sæden frit ud i Bughulen, hvorfra den gennem
to Aabninger kommer ud i Urogenitalsækken,
der munder bag Gattet. Hos Benfiskene (Fig. 10)
og en Ganoide (Polypterus) er der to hule
Sædstokke (Mælken), i hvis Indre Sæden (Mælken)
udvikles, samt to Udførselsgange, der hurtig
forener sig for at munde bag Gattet, enten alene,
mellem dette og Urinaabningen, ell. sammen med
denne sidste. Sædstokkene er oftest langstrakte,
hvide ell. hvidgraa; undertiden er de lappede
ell. krusede (»Krøllen« hos Torsk).
Hunner. Hos Tværmunde, Ganoider (undtagen
Lepidosteus) og Lungefisk er der Æggeledere
med Fimretragt (Müller’ske Gange); de
munder hos Tværmunde og Lungefisk bagtil
i Tarmen, hos Ganoiderne sammen med
Urinlederne i en enkelt Aabning bag Gattet. Hos
Rundmundene falder Æggene i Bughulen og
gaar derfra ud gennem Urogenitalsækkens to
Aabninger. Hos Benfiskene (undtagen Lakse- og
Aalefamilien) samt vistnok hos Lepidosteus er
Æggestokkene (Rognsækkene) byggede paa lgn.
Maade som Benfiskenes Sædstokke (Fig. 11); de
bestaar af to (jævnlig til een sammensmeltede)
hule Sække samt af Udførselsgangen, der
aabner sig mellem Gat og Urinaabning. I
Rognsækkens Indre dannes Rognkornene (Æggene)
paa talrige fra Væggen fremragende Folder; i
disse Folder findes Æggene paa højst forsk.
Udviklingstrin, idet kun en Del af Æggene
modnes til førstkommende Legetid; men naar
Legetiden nærmer sig, løsner de helt udviklede
Æg sig og ligger nu frit inden i Rognsækken
for under Legen at gydes. Mærkværdigvis er
Forholdet anderledes hos Aale- og
Laksefamilien, idet Æggestokkene her ikke er hule;
Æggene løsnes fra Overfladen af Æggestokkene og
falder frit i Bughulen, fra hvilken de senere
føres ud gennem Kønsaabningen bag Gattet.
Æggene er hos Benfiskene talrige og smaa;
de omgives af en tynd Skal med en yderst fin
Pore (Mikropyle), gennem hvilken det
befrugtende Sædfim trænger ind; de bestaar foruden
Ægkernen af Blommemasse, der kan indeholde
een ell. fl. Oliedraaber. Hos mange F. er
Rognen klæbrig, saa at den fasthæftes i Klumper
ell. hvert Æg for sig til Plantevækst ell. Sten;
hos andre indhylles den i Slimmasser, og hos
atter andre har Æggene Vandets Vægtfylde,
ell. de er lettere, saa at de — hyppigst hvert
for sig — svæver frit i Vandet, (pelagiske Æg);
det sidste er Tilfældet med talrige Havfisk,
men meget sjældent hos Ferskvandsfisk. De
Æg, der ikke svæver frit i Vandet, siges at
være demersale. Nogle Benfisk parrer sig før
Æglægningen (som den alm. Ulk), og Rognen
gydes altsaa befrugtet; hos andre udvikles den
befrugtede Rogn i Moderens Liv, saa at først
de klækkede Unger gydes (Aalekvabbe, Rødfisk;
»levende«-fødende, vivipare F.). Hos de F.,
der parrer sig, er Hannens Kønstap udviklet til
et Slags Parringsorgan; men som Regel finder
der ingen egl. Parring Sted; Hanfisken ytrer
sin Kønslyst ved at stryge sig langs Hunnens
Sider, og samtidig med ell. kort efter
Gydningen lader den Mælken gaa frit ud i Vandet
over Æggene (se i øvrigt Klækning). Hos
Tværmundenes Hanner er der veludviklede
Parringsredskaber, idet en Del af Bugfinnerne
er omdannede hertil. Æggene hos disse F. har
ofte en betydelig Størrelse (som Hønseæg, men
kuglerunde); til Gengæld er deres Antal ret
ringe; de omgives som Regel af et hornagtigt
Hylster, der udvikles i Æggelederen. Men hos
de fleste Tværmunde klækkes Æggene i
Moders Liv, og der finder da hos fl. en Ernæring
Sted af Fostret i Æggelederen ved Udskillelse
af Næringsvædske ell. endog ved Udvikling af
en Slags Fosterkage.
De fleste F. overlader Rognen til sig selv
straks efter Gydningen, hvilket er ensbetydende
med, at de fleste Æg ikke naar at udvikles,
men bliver ædt forinden. Nogle F. tager dog
 |
| Fig. 10. Sædstokkenes indre Bygning hos en Sild; Skema. (Efter Boas.) |
|
| Fig. 11. Æggestokkenes indre Bygning hos en Sild; Skema. (Efter Boas.) |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
