Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fodklonus - Fodkys - Fodled - Fodleje - Fodliste - fodnervet - Fodor-Mainvielle - Fodpanel - Fodpleje - Fodposten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Strækkebevægelser i Fodleddet, naar man bøjer
Patientens Knæ og udøver et jævnt Tryk mod
Fodbalden.
K. H. K.
Fodkys, et Tegn paa ydmyg Ærbødighed,
som Paverne i Middelalderen krævede af alle
Kristne, selv af Kejserne. Endnu kysser
Kardinalerne efter Valget den valgte Paves Fod, og
ved højtidelige Audienser gør Præster og
Lægfolk det samme. Man kysser Pavens Tøffel,
hvorpaa der er broderet et Kors.
L. M.
Fodled, se Fod.
Fodleje, nederste Leje for en staaende Aksel,
paa hvilket den hviler; kaldes undertiden
Terne, fordi der tidligere var indlagt en Terning
i F., som Sliddet gik paa.
F. W.
Fodliste, se Fodpanel.
fodnervet, se fodribbet.
Fodor-Mainvielle [få↱dår-mǣ↱viæl],
Josephine, Sangerinde (Sopran) af ung. Slægt,
f. 1793 i Paris, Dødsaar ukendt, kom fra
Petrograd over Sthlm til Kbhvn, hvor hun 1813
optraadte paa det kgl. Teater i sin dobbelte
Egenskab af Sangerinde og Pianistinde. Senere gik
hun til Paris, London og Italien og gjorde overalt
stor Lykke ved sin sjældne Forening af vokale
og dram. Evner, der endog gjorde hende til
Henriette Sontag’s Forbillede. Allerede 1828
maatte hun opgive sin kunstneriske Løbebane.
(Litt: Karl Unger, »I. F.-M.« [1823]).
S. L.
Fodpanel kaldes den Træbeklædning, som
ved Gulvet dækker Væggene i et Værelse;
F. er enten glat ell. inddelt i Fyldinger og har
foroven et Profil, forneden en Liste,
Fodlisten, til Beskyttelse, naar Gulvet vaskes og
fejes. Bestaar F. kun af et Bræt uden Fodliste,
kaldes det Fodbræt.
(E. S.). C. B-r.
Fodpleje. Med de voksende Krav til Hygiejne
er ogsaa Omsorgen for Føddernes rationelle
Pleje blevet af større Bet. end tidligere. Den
moderne F., der som Regel udøves af særlige
»Fodlæger«, beskæftiger sig med de forsk.
Fodlidelser — haard Hud, Knyster, Ligtorne,
nedgroede Negle o. s. v. Paa Dansk foreligger en
praktisk vejledende lille »Haandbog i F.« af
Ida Spies (Kbhvn 1915).
Fodposten i Kbhvn, en nu ophævet
Institution, der havde til Opgave at besørge Breve
mellem Byens Indbyggere. I Postvæsenets
første Tid kendte man ikke til Omdeling af de
Breve, som ankom med Posterne; Adressaterne
maatte selv afhente deres Breve, hvis Ankomst
kundgjordes ved Opslag uden for Postkontoret
af de Fortegnelser (Karter) over Brevene, som
havde fulgt med Posten. Efterhaanden blev det
dog Brug, at de Breve, som ikke var afhentede
inden en vis Frist, blev tilbragte Adressaterne
mod et Gebyr af 2 Skilling pr Brev, og 1796
blev Omdelingen bedre ordnet, samtidig med,
at Postbudene blev uniformerede. Om en
Udveksling af Breve inden for selve Byen og
Omdeling af disse ved Postbudene kunde der
selvfølgelig ikke være Tale, da Postbudene kun
udgik paa de Dage, da Posterne ankom. En
Lokalbrevbesørgelse maatte nødvendigvis
foregaa uafhængig af den øvrige Omdeling og, da
man endnu ikke kendte Brevkasser og
Frimærker, tillige omfatte Indsamling af de Breve, der
ønskedes besørgede. Spørgsmaalet om
Oprettelse af en Bypost var under Overvejelse i
Postbestyrelsen allerede omkr. 1790,
foranlediget ved, at der i Paris under Navn af la petite
poste de Paris var indrettet en saadan, og 1795
fremkom en Mand ved Navn Seidelin med
Forslag om en Bypost, saaledes at der omkr.
i Byen skulde oprettes Postkontorer, som kunde
forestaas af Tallotteriets Kollektører.
Postbestyrelsen vilde dog ikke indlade sig herpaa,
hvorimod den intet vilde have imod at
anbefale, at Seidelin fik Privilegium paa
Indrettelsen af en saadan Bypost, men da han ikke
søgte herom, faldt Sagen dermed bort. 10 Aar
efter, Oktbr 1805, søgte imidlertid fhv.
Toldinspektør i Maribo Henrik Erik Riegels, der
som Pensionist boede i Kbhvn, om Privilegium
paa Oprettelsen af et Brevbefordringskontor,
og dette førte til, at det blev besluttet, at
Postvæsenet selv skulde indrette en saadan
Brevbefordring, foreløbig 2 Aar paa Prøve, og
under Bestyrelse af Riegels, der som Løn
skulde have 75 % af Overskuddet. Der blev antaget
8 Bude, som hver fik sit Distrikt og lønnedes
med 120 Rlr aarlig. Paa Hatten skulde de
bære Postskilt, og det var dem tilladt for egen
Regning at anlægge Postuniform. Portoen
fastsattes til 2 Skilling for Breve indtil 4 Lod, 4
Skilling indtil 8 Lod og 8 Skilling indtil 16 Lod,
det højeste, et Brev maatte veje. Denne Takst
gjaldt dog kun for Breve, der befordredes
inden for samme Bydel, enten den indre By ell.
en af Forstæderne. Befordredes et Brev mellem
2 Bydele, var Portoen det dobbelte.
1. Marts 1806 tog denne Brevbefordring eller,
som den herefter kaldtes, F. sin Beg. Budene
udgik 2 Gange daglig for at indsamle og 2
Gange daglig for at omdele Breve. For at
modtage Breve maatte de ikke gaa op i Husene,
men kun ind i Porte ell. Gaarde. Deres
Nærværelse tilkendegav de ved at slaa paa en
Gongong, hvilken senere afløstes af et Horn,
som 1814 erstattedes af en Klokke. Det første
Prøveaar besørgedes 63686 Breve, og
Overskuddet var 313 Rdl. 59 Skilling. Det flg. Aar, da
Posten p. Gr. a. Byens Belejring var standset
i en Del af Aug. og Septbr Maaned, var
Brevantallet kun 50537 og Overskuddet 41 Rdl. 66
Skilling. Man bestemte dog at prøve endnu 2
Aar og indskrænkede Budenes Antal til 6, men
da F. desuagtet fra Marts 1808 til Jan. 1809
kun gav et Overskud af 45 Rdl., udvirkede
Postbestyrelsen en kgl. Resol. for, at Riegels
fra 1. Apr. 1809 fik gratis Privilegium paa F.
for 3 Aar med Løfte om Forlængelse til 10 Aar.
Ved F.’s Overgang til Privatdrift blev den
stillet under Politiets Tilsyn, og Budene maatte
nu ikke mere bære Uniform, men kun et Skilt
med Bogstaverne P. F. P. (Privat Fod-Post).
Samtidig blev Kontoret, der hidtil havde været
paa Postgaarden, flyttet til St. Helliggeiststræde.
Indsamlingen af Breve indskrænkedes til
den indre By, hvorimod Breve udbragtes ogsaa
til Forstæderne. Juni 1810 døde Riegels, og
Privilegiet blev nu tilstaaet hans Enke for Livstid.
F. førte imidlertid en hensygnende Tilværelse;
1828, da Madam Riegels fik Tilladelse til at
forhøje Portoen, var den gaaet i den Grad tilbage,
at der kun holdtes 1 Bud, og at Brevantallet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
