Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkebøger - Folkedanse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
behandlet af Ahlström, »Om Folksagorna« (i
»Svenska Landsmålen« [1895]). Jfr
Flyveblad.
A. O.
Folkedanse har altid gennem Tiderne
eksisteret ved Siden af Kultusdanse og de fornemme
Klassers Danse. Antikken kendte saaledes,
foruden de mange Danse, der brugtes ved Festerne
til Ære for Guder og Guddomme, adskillige
Danse, som tilhørte Menigmands Privatliv med
dets Aars- og Familiefester. Og foruden den
ældste kristne Kirkes rituelle Danse, der
udførtes paa det ophøjede Korgulv af Præsterne
med Biskoppen i Spidsen, fandtes folkelige
Danse, som Almuen bl. a. udførte uden for
Kirken ved de natlige Vigilier. Mellem
»fornem« og folkelig Dans ses Forskellen tydeligt
i Riddertiden, hvor »Langdansen« og
»Fakkeldansen« traadtes langsomt og værdigt i
Ridderborgen, medens Bønderne, ved deres Gilder,
hengav sig under Larm og Lystighed til
»Springdansen« med dens hoppende og
hinkende Trin.
I Tidernes Løb — navnlig efter Renaissancen,
da Dansen, efter en død Periode i Middelalderen,
atter kommer til Ære og Værdighed —
forøges Antallet af Danse i overordentlig Grad
hos Høje saavel som hos Lave, og imellem den
folkelige og »fornemme« Dans spores en ikke
ringe indbyrdes Paavirkning: den »fornemme«
Dans populariseres og simplificeres saaledes
ofte og synker ned til at blive folkelig Dans,
medens omvendt de højere Klasser lige saa
ofte føler sig tiltrukket af den folkelige Dans
og fører den i stiliseret og forfinet Skikkelse
ind i Balsalene.
Her skal nævnes nogle af de vigtigste
folkelige Danse. I Tyskland
optræder en hel Række af saadanne Danse, hvoraf
enkelte kan spores helt tilbage til 12. og 13.
Aarh.: »Stadelweise«, »Ridewanz«,
»Siebensprung« (fra Schwaben), »Hochzeitstanz«
(Østfriserne), »Trümmertanz« (der endnu danses
ved Kirkeindvielsesfester i Nedrebayern),
»Biparentanz«, »Langer Tanz« (Ditmarsken),
»Schöndör und stolz«, »Kehraus« (Mecklenburg).
Endvidere: »Rückelreih« (en Bryllupsdans, hvor
Bruden »danses ud« af de unge Pigers Flok),
»Huettanz« (»Maitanz«), »Schnittertanz« og
»Schäfllertanz« (der i München kan spores
tilbage til 1350), »Bayerischer Ländler«,
»Aufundab« (Salzburg) o. m. a. Engelske og
skotske Danse er: Morris, Reel, Carol og
Jig. Af de romanske Lande har navnlig
Spanien ydet et stort Bidrag til Folkedansene.
Spanien har ret været et Dansens Land; Dansen
var her ikke blot Tidsfordriv ved Ungdommens
Sammenkomster, men i første Række en Slags
Livets Ytringsmaade, — var Udslag af en dyb
Trang, der maatte tilfredsstilles. Der dansedes
i Sorg som i Glæde, i Arbejdstid som i Fritid,
— altid var Spanieren rede til Dans. Af hans
mange Danse nævnes: Fandango, Bolero,
Seguedilla, Cachucha, Matraca. Den mest
populære Dans i Frankrig var Branle ell. Ronde,
der udførtes saaledes, at de Dansende tog
hverandre i Hænderne, dannede en Cirkel og
dansede syngende rundt. Hver Prov. havde sin
særlige Branle (Bourgogne, Avignon etc.). Som
Afarter af Branle skal nævnes Branle gai og
Branle des lavandières. Andre F. var den
lystige og livlige Bourrée — opr. hjemmehørende
i Auvergne —, som af Marguerite af Valois
indførtes ved Hoffet, hvor den kom stærkt i
Yndest, Farandole (fra Provence), Danse des
brandons, der udførtes omkr. Baal, som
Ungdommen første Søndag i Fasten tændte rundt omkr.
paa de offentlige Pladser i Byerne. Den er i
Familie med to andre Danse, — alle
formodentlig Rester fra hedensk ell. oldkristen Tid, —
der dansedes paa Festdagene for St Martial
(30. Juni) og St Jean (27. Decbr). Den første
af disse dansedes af Folket i Kirken, og i St f.
det bekendte Omkvæd paa Antifonerne: Gloria
patri, sang man: St Martial, priez pour nous, et
nous danserons pour vous; den sidste, Dansen
paa St Jean’s Dag, har holdt sig til vore Dage.
Ogsaa Slaverne har F. at opvise: Mazurka,
Polonaise, Krakoviak og Varchovienne fra
Polen, Golubez og Kosak fra Rusland, Polka og
Furiant fra Bøhmen og Csardas, fra
Magyarerne. Endvidere maa nævnes de
skandinaviske Landes F., Nordmændenes
»Springdans« og »Halling«, Danskernes »Kontradanse«
(»Totur«, »Firtur« etc.). Størst Bet. paa F.’s
Omraade fik bl. de skandinaviske Lande
Sverige. Velkendte er dets »Polskan«,
»Jössehäradspolska«, »Östgötapolska«, »Frykdalspolska«,
»Treparspolska«, »Daldans«, »Vingåkarsdansen«
og »Halling«.
Musikken til F. har været af saare enkel
Natur, ja i visse Tilfælde indskrænkede
Danseledsagelsen sig til ren og skær Markering af
Rytmen (Klappen i Hænderne, Kastagnetter,
Tamburin etc.); til andre Tider dansedes der
til Tonerne af Sækkepibe ell. Strygeinstrument
ell. til Sang. Alligevel har denne F.-Musik —
som Dansemusikken overhovedet — været af
stor Bet. for Kunstmusikken, idet denne uden
Tvivl har modtaget Impulser fra hin. Navnlig
har Dansemusikkens markante Rytmer og
knappe Motiver samt klare og enkle Form
(Perioder, Gentagelser) virket befrugtende paa
Kunstmusikkens Udvikling.
I Midten af 19. Aarh. svækkedes Interessen i
Folket for de gl. Danse. Dog varer den døde
Periode ikke længe, thi i Slutn. af Aarhundredet
opstaar der en Bevægelse — udgaaet fra de
højere Klasser — for at genopvække Interessen
for F., en Bevægelse, som ikke mindst har gjort
sig gældende her i Skandinavien, og som
resulterede i Dannelsen af Foreninger til F.’s
Fremme (»Philochoros« i Upsala, 1880;
»Föreningen Svenska Folkdansens Vänner«, Sthlm
1893; »Foreningen til Folkedansens Fremme«,
Kbhvn 1901). (Litt.: Albert
Czerwinski, »Brevier der Tanzkunst« [Leipzig 1879];
Karl Storck, »Der Tanz« [»Sammlung
illustrierter Monographien, herausgeg. v. Hanns von
Zobeltitz« Nr. 9; Bielefeldt og Leipzig 1903]; G.
Desrat, Dictionnaire de la danse [Paris 1895];
A. Chéruel, Dictionnaire historique des
institutions, mœurs et coutumes de la France, Art.
Danse [Paris 1855]; Tobias Norlind,
»Studier i sv. Folklore«; Samme, »Källorna till
svenska musikens historia«; Samme, »Den
folkloristisktmusikaliska litteraturen« [»Svenska
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
