Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkeminder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fra 16. og 17. Aarh. og et mindre Antal af sv.,
i Udgaver af Vedel (»100 Viser« [1591] og
»Tragica« [1657]) og Syv (»200 Viser« [1695]),
i Haandskrifter af isl. Præster i 17. Aarh., samt
talrige Indsamlinger fra 19. Aarh.’s Beg. indtil
vore Dage. Hovedværket er »Danmarks gamle
Folkeviser« af Svend Grundtvig,
begyndt 1848, fortsat af Axel Olrik, nu (1918)
paa 8. Bd, og vil blive afsluttet af H. Grüner
Nielsen; samme Plan, men mere kortfattet,
følges i S. Grundtvig’s »Islenzk Fornkvæði«
(1854—85) og utrykte færøske Viser; et
lignende norsk Værk forberedtes af S.
Bugge og Moltke Moe og gøres nu
færdigt af Liestøl og Berge; et lille
Udvalg foreligger af Moe og Liestøl (1912).
Større Udvalgssamlinger er: Geijer og
Afzelius, »Svenska folkvisor« (2. Udg. 1880),
Arwidson, »Svenska fornsånger« (1834—42),
»Norske Folkeviser« af Landstad (1853) og
Bugge (1858), »Færøiske Kvæder« af
Hammershaimb (1851—55). Melodierne, først
nedskrevne i 19. Aarh., findes i de fleste af
disse Samlinger (ældre Samling: Berggren’s
»Folkesange«; jfr Th. Laub, »Vore
Folkemelodiers Oprindelse« [1892, i »Dania«, 2. Bd]);
videnskabelig Udg. ved Grüner Nielsen
under Forberedelse; kunstnerisk Istandsættelse
foreligger i Th. Laub, »Danske Folkeviser
med gl. Melodier« (1898—1904). Norske
Samlinger ved Lindemann og senere Elling;
isl. ved Bjarni Thorsteinsson, »Ísl.
Þjóðlög«, (1906—09); Thuren, »Folkesangen
paa Færøerne« (1908). Folkelyrikken, deriblandt
de talrige norske »Stev«, og Smaadigtningen er
endnu kun delvis udgivet.
De eng. og skotske Folkeviser
slutter sig i meget til de nordiske: den samme
krigerske og selvraadige Adel møder i begge;
Personer og Naturforhold giver den britiske
Digtning et endnu vildere Præg end i nordisk.
Viseformen er den samme to- ell. firelinies
Strofe, undertiden med Omkvæd bevaret; og i
den ældste Gruppe af Viser (i tolinies Strofer)
er største Delen af Stoffet fælles med Norden;
dette gælder derimod kun langt svagere for den
yngre eng. Visedigtning. Den nordiske og eng.
Folkevise maa have en fælles Oprindelse, og
fra først af har vel ogsaa denne været
Dansevise. — De ældste Opskrifter findes i et stort
Haandskrift fra 17. Aarh., der danner
Grundlaget for Percy’s Reliques of ancient poetry
(1763), der vakte Interesse for Folkeviser i
Europa, og i sit Hjemland fremkaldte en ivrig
Indsamling af mundtlig Overlevering, især i
Skotland. Nu udgivne i et ypperligt Værk af
F. J. Child, (English and scottish popular
ballads [Boston 1882—98]) med Sv. Grundtvig’s
Udg. til Forbillede. Overs.: Sv. Grundtvig,
»Engelske og skotske Folkeviser« (1864).
De tyske Folkeviser er
gennemgaaende korte og mere lyriske. De er væsentlig
yngre end eng. og nordiske; deres Tilblivelse
falder mest i 14. og især 15. Aarh.; og de
tilhører væsentlig Folkets lavere Klasser; mange
af dem nævner sig som stammende fra Ryttere,
Landsknægte og Haandværkssvende. De ældre
Lag af Visestof mangler næsten; en stor Række
af Kæmpeviser har været til, i alt Fald som
»Spillemands«-0verlevering. Trylleviserne er
faa i Tal og nærmest at betragte som en
Aflægger af slavisk Folkesang; den hist. Digtning
er sen og af ringe Værdi. Men Mangelen paa
ældre Kultur opvejes vel af dens almueagtige
Friskhed med en lyrisk Inderlighed, ikke
sjælden gaaende over i Sentimentalitet. Digtningens
Form er strofisk, men mere mangfoldig end
den nordiske og eng. Vises (Indflydelse fra
Kunstpoesi, Minnesangerne). Vort Kendskab til
den tyske Folkesang hviler væsentlig paa
Optegnelser fra de sidste 100 Aar; men mange
Melodier er opskrevne og bearbejdede i
Reformationstiden. Paa Norden (Danmark og
Sverige) har den nordtyske og nederlandske
Visesang indvirket i Middelalderens Slutn., og i 16.
og 17. Aarh. har den udgjort hele dens
Tilførsel. (Litt.: Erk og Böhme, »Deutscher
Liederhort« [3 Bd, Leipzig 1893—94]).
Den franske ell. rettere romanske
Folkevise omfatter fire Sprog: nordfransk,
sydfransk, norditaliensk og nordspansk
(katalansk); den begrænses mod SØ. af Italienerne,
der har en i Europa enestaaende Mangel paa
Viser (men en rig Folkelyrik), mod SV. af
Spanien med en egen Folkedigtning, og mod NV.
af Bretagnerne, der har stort Stoffællesskab med
Franskmændene, men en ejendommelig, snart
udførlig, snart springende Fortællemaade. Den
romanske F. er overleveret hos Almuen og først
opskrevet i de sidste 40 Aar; Tiden for dens
Oprindelse (Middelalderens Glanstid ell. dens
Slutning) er omstridt. Dens Stil er kortfattet,
springende ind i sit Emne, og den har
Forkærlighed for stærke og blodige Optrin. Af
nordisk Digtning har Bondestandens Overlevering
modtaget større Bidrag fra romansk Digtning,
Adelsoverleveringen langt sparsommere. — Et
lille Antal ældre fr. Viser er bevarede i
Middelalderens Haandskr, især af erotisk Indhold,
korte og med et overvejende lyrisk Element
(jfr. ovf. under nordiske Folkeviser).
Spaniens Folkevise er rigere udviklet
med en Heltedigtning (Cid) og hist. Digtning
fra Maurerkampene, med vandrende Sangeres
Besyngelse af den karolingiske (fr.) Sagnkreds
og med en egen, ofte religøs og mirakuløs,
Omdannelse af det romanske Visestof. Den ligner
Danmarks i den fremtrædende Rolle, som
Folkevisen spiller i Folkets Middelalderslitteratur,
og i, at de er blevne bevarede gennem trykte
Samlinger. (Litt.: Richter, »Romancero, sp.
Folkeviser« [Kbhvn 1880]).
Den slaviske Folkevisedigtning
er den rigeste ell. i alt Fald den alsidigste i
Europa, skønt kun bevaret i Folkemunde, indtil
den optegnedes i 19. Aarh. Den omfatter en
hel Gruppe af Folkeslag, hvis Viseforraad og
Visestil røber den gensidige Paavirkning og
har naaet sit Toppunkt hos Russere og især
hos Serberne. Russerne har en Heltesagnkreds
omkr. Vladimir, deres første kristne Konge, og
knyttet til den gamle Hovedstad Kijev; den har
faaet sin Skikkelse i 13. Aarh., men er nu kun
bevaret af de russ. Bønder i Onega-Egnen.
Serberne fik, senere end noget andet europ. Folk,
Emne til en Række glimrende Heltesange i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
