Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkeminder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Eventyrbøgernes Vandring i Middelalderen; men i
det hele er de til ind. Mytologi henførte Træk
snarere alment menneskelige. Dog vil de fleste
Forskere indrømme den ind. Fantasis skabende
Bet. over for en Del af de rene Folkeeventyr.
Den tredie (Minderne fra den lavere Kultur
over hele Jordkloden) indeholder visse
Sandheder ell. Rimeligheder; men den overser, at
Ligheden ikke blot gælder enkelte
Forestillinger, men oftest hele Fortællinger, der maa
være vandrede ved Eventyrmeddelelse fra et
Folk til et andet. Siden 1880’erne har man
derfor fortrinsvis rettet sin Opmærksomhed paa det
enkelte Eventyrs Udbredelse og Afændringer
for derigennem at faslslaa dets Hjemsted og
opr. Skikkelse. Herhen hører f. Eks. det eng.
Folklore-Society’s store Samlerværk af 345
Opskrifter af »Askepot« (Marian Cox, Cinderella
[London 1893]) og Finnen Kaarle Krohn’s
mønsterværdige Undersøgelse af Dyresagn (s. d.),
samt en Række Undersøgelser, fremkomne i
Tidsskriftet »F. F. Communications« (fra 1910
udgivne af det finske Videnskabsselskabs (Litt.:
Axel Ahlström, »Om folksagorna,
föreläsningar vid sommarkurserna i Upsala«
[»Svenska Landsmålen« 11. Bd, Sthlm 1895]; Leyen,
»Das Märchen« [Sammlung Göschen]; Aarne,
»Leitfaden der vergleichenden
Märchenforschung« og »Übersicht der Märchenlitteratur«
[»F. F. Communications« Nr 13—14, Hamina
1913—14]; Jacobs, og Nutt, The
international folk-lore congress 1891 [Lond. 1892];
Moltke Moe, Indledning til »Lappiske Eventyr« af
Qvigstad og Sandberg [Kria 1887]; Samme,
»Eventyr paa vandring« [1895]; Samme,
»Eventyr, gaater og sligt« [Arstal, »Forældre og
Børn«, Kria 1902]; H. F. Feilberg, »Wie
sich Volkmärchen verbreiten« [»Am Urquell«,
1894]; A. Olrik, »Danske Sagn og Eventyr fra
Folkemunde« [1913, Efterskriften]; Samme,
»Märchen in Saxo Grammaticus« [»Zeitschrift
des Vereins für Volkskunde«, 1892]; Samme,
»Lille Rødhætte« og »Om Betydningen af
Eventyr« [»Naturen og Mennesket«, 1894 og 1895];
»Kong Lindorm« [»Danske Studier«, 1904];
Ingeborg Simesen, »Folkeeventyr« [1916,
Indledning]).
Folkesange omfatter alle de Digtninger,
der foredrages i Sang: de større Heltedigte, de
mindre fortællende Digte (Viser) og de lyriske
Enkeltstrofer ell. Smaasange, ogsaa
Vekselsange, endvidere hvad der kan samles under et
fælles Navn, Smaadigtningen: Børnerim,
Sanglege, Hyrdemelodier o. l. I daglig Tale bruges
Folkesange tillige om de Digte, der er skrevne
med Folkets lavere Klasser for Øje og tilegnede
af dem (Almueviser), og overhovedet om
ethvert Digt, der har faaet en særlig stor
Udbredelse. Af disse er Folkevisen
(Romancen, Balladen) hos de fleste europ. Folk den
mest udviklede Digtform og har haft en
middelalderlig Glanstid, med en vis Grad af
Forbindelse mellem de forsk. Folkeslags Visesang.
Folkeviseforskningen, der blev grundlagt af
Sv. Grundtvig og fortsat af Amerikaneren Child
o. fl., har for en Mængde enkelte Viser paavist
Udbredelsen og Omdannelserne i Tidens Løb,
undertiden tillige Hjemsted; saaledes
»Elverskud«-Visen, der fra et Hjemsted i det
nordlige Frankrig har bredt sig over den romanske
saavel som over den eng.-nordiske Verden;
Visen om »Kong Valdemars Søster«, der blev
danset ell. pisket til Døde, som har udbredt
sig fra Norden dels til England, dels til
Tyskland og de vestligste Slaver, o. s. v. Derimod
foreligger der ikke afgørende Resultater om
Visedigtningens Grundlæggelse og Stil i hvert
enkelt Land, og i hvilket Omfang der her er
Paavirkning fra det ene Folk til det andet. —
Viserne vandrer dels umiddelbart fra Mand til
Mand bl. dem, der taler samme ell.
nærbeslægtede Sprog, dels oversættes ell. omarbejdes de
fra et fremmed Sprog med større ell. mindre
Tilpasning efter Folkets sædvanlige Digtning.
Det første er naturligvis det letteste; derfor
har enstalende Folk i det hele og store samme
Viseforraad: saaledes alle de nordiske Folk
indbyrdes, de fleste romanske Folk indbyrdes, o. fl.
Den nordiske Folkevise omfatter 5
Folkeomraader: rigest findes den i Danmark;
nær hertil slutter sig Sverige, der i ældre
Tider nærmest er modtagende over for dansk
Visesang, men i Tidens Løb faar en udviklet
Almueoverlevering og en lidt mere lyrisk Stil;
videre i Norge, der foruden det Viseforraad,
det har fælles med Danmark, skaber en
ejendommelig Digtning om Kæmper og Trolde. Nær
til Norge slutter sig Færøerne, men med stærkere
Indflydelse fra Sagalitteraturen. Endelig er
Island væsentlig et Gemmested for danske Viser,
idet Folkets egne Frembringelser nærmest er
Kunstpoesi (Rímur). Som Eksempel paa, hvor
stort Fællesskabet er, kan anføres, at den
største sv. Visesamling indeholder 86 gl. Viser, der
paa een nær alle genfindes i »Danmarks gl.
Folkeviser«. Ejendommeligt for den nordiske
Visedigtning er, at det lange fortællende Digt
tjener som Dansevise, saaledes som det endnu
gør paa Færøerne, indtil 18. Aarh. endnu gjorde
paa Island og enkelte Steder i Danmark, som det
ofte antydes i selve Viserne. Den poetiske
Behandlingsmaade staar de eng. Folkeviser
nærmest; den tyske Visesang har afgivet en stor
Del Stof til Norden, men lidet af sin Stil;
derimod spores der gennem Engelsk Indflydelse fra
de korte fr. Elskovsviser i 12. Aarh. Nordens
Folkeviser udmærker sig ved Rigdom — alene
i Danmark er over 500 Middelaldersviser
bevarede, — en stor Del af dem, vistnok
Flertallet, er originale, og de fleste Omarbejdelser
tilførte ny mærkelige Træk. Her findes en
mærkelig Række Kæmpeviser, en forbavsende
Mangfoldighed af Trylleviser og en enestaaende
Samling af gl. hist. Viser (især fra Danmark
for Tiden 1150—1370; se i det hele
Danmark, Afsn. »Litteratur«, S. 647 ff.). Den
nordiske Visedigtning skabes og bæres oppe, ikke
af nogen Spillemandsklasse ell. af Almuen, men
(i Danmark) af en talrig jordejende og
jorddyrkende Adel, hvorfra den let fandt Vej ud i
Bondestanden; i Norge og dets Udlande vistnok
helt af Bonde- og Borgerstanden. Adelens
Forkærlighed for denne Digtning varer indtil 17.
Aarh. Dette er en af Grundene til, at den
er blevet opbevaret fuldstændigere end noget
andet Lands: i talrige danske Adelsvisebøgerᛍ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
