Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folketælling - Folkeuniversitetsforening, se Universitetsundervisning - Folkevandringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ofte være det nødvendige Grundlag for mange
andre Undersøgelser; uden at kende
Befolkningens Alderssammensætning vil paalidelige
Undersøgelser af Sygeligheds- og
Dødelighedsforhold være umulige, Kendskabet til sproglige,
ell. religiøse Samfunds Frem- ell. Tilbagegang
ganske svævende. 3) Endelig er F.-Listerne et
værdifuldt og meget benyttet Arkivmateriale for
personale og genealogiske Undersøgelser. Man
faar vanskeligt ad anden Vej et saa levende og
virkelighedstro Billede af en ældre Tids
Samfund, som det, et Sæt gl. F.-Lister frembyder,
og ved at genfinde en Person ell. en Slægt
for hvert 10. ell. 5. Aar, vil man have en sikker
Vejledning ved Udfærdigelsen af Biografier og
Slægtstavler. Hvert især af disse Resultater af
F. er i og for sig nok til at begrunde deres
Nødvendighed. (Litt.: De forsk. Landes
officielle Statistik; for Danmark særlig »Statistisk
Tabelværk«, 4. Rk., Litra A, Nr 8 a,
Folketællingen 1890; A. Holck, »Dansk Statistiks Historie«
[Kbhvn 1901]; Sundbärg, »Bevölkerungsstatistik
Schwedens 1750—1900« [Sthlm 1907];
Palgrave, Dictionary of pol. Economy, Art.
Census [London 1901]; »Handwörterbuch d.
Staatswissenschaft«, Art. »Volkszählung« [Jena 1911];
Conrad, »Grundriss z. Studium der pol.
Oekonomie«, 4. Del, 1 Bd, »Bevölkerungsstat.«
[Jena 1910]; v. Mayr, »Statistik u.
Gesellschaftsl.«, Bd 2 [Freiburg 1897]; Bowley, An
elementary manual of statistics [London 1910];
Annuaire international de statistique I État de
la population [Haag 1916]).
J. D.
Folkeuniversitetsforening, se
Universitetsundervisning.
Folkevandringer. For ikke at tale om den
store indoeuropæiske F., hvorved den ariske
Stamme skal være blevet spredt fra sin opr.
Hjemstavn til de af den beboede Lande, træffes
slige Vandringer allerede i Grækenlands
Urhistorie. Ved den thessalisk-boiotiske og senere
den doriske F. fik store Dele af Hellas en ny
Befolkning, og snart udbredte Hellenerne sig
over det østlige Middelhavsbækken. I en mere
hist. Tid falder de keltiske Vandringer. Fra
Arild’s Tid synes denne Race at have haft en
stærkt udpræget Vandrelyst. Gentagne Gange
forlader Skarer af Galler deres Boliger i
Norditalien og gaar mod Rom, som 390 f. Kr. falder
i deres Magt. Ell. de vender sig mod Ø. Under
Epigonerne faldt galliske Horder ind i
Grækenland (280) og naaede helt ned til Delfoi. Andre
gik over til Lilleasien, hvor de bukkede under
for Kong Attalos af Pergamon; men endnu i
4.—5. Aarh. e. Kr. holdt det keltiske Sprog sig
i Landskabet Galatien, hvis Navn vidner om
dets fremmede Beboere. Af ulige større og
gennemgribende Bet. for Verdensudviklingen var
dog den store germanske F., der i Alm.
betragtes som indledt ved og fremkaldt af Hunnernes
Indfald i Europa 375 e. Kr., men i
Virkeligheden begynder langt tidligere. Det er, som der
i de germanske Folk laa en Trang til at
ombytte deres Hjemstavns vidtstrakte Ødemarker,
Skove og taagede Moser med Sydens klare
Himmel, dens rige Sletter og Dalstrøg, en Længsel
ud mod det blaa Middelhav. Alt i Slutn. af 2.
Aarh. f. Kr. førte Cimbrer og Teutoner et
frygteligt Stød mod Romerriget, men Modstanden
var for stærk. Ved Aquæ Sextiæ (Aix) og paa
de raudiske Sletter ved Vercelli nedhuggedes
de af Marius’ Legioner. Under Augustus saa det
en Tid lang ud, som om Germanerne skulde
underkastes Romervælden, men efter Varro’s
Nederlag i Teutoburger-Skoven (Aar 9 e. Kr.)
opgav Romerne deres Erobringsplaner og søgte
blot i Rhinen og Donau at skabe sig faste
Grænser med Agri decumates, Hjørnet mellem
de to Floder, og Dacien som Udenværker. Trods
stærke Befæstninger og talrige Garnisoner var
den vidtstrakte Grænselinie dog vanskelig ja
umulig at forsvare. Dette viste sig, da der ved
Midten af 2. Aarh. sporedes en stærk Bevægelse
inden for de sydlige og vestlige germanske
Stammer. Grunden til denne maa delvis søges i
en relativ Overbefolkning og en ligefrem
Nødstilstand, der skrev sig fra det lidet udviklede
Landbrug. Dette var i høj Grad ekstensivt;
hvert Aar toges ny Jord under Ploven, og da
der til sidst ikke fandtes mere ubrugt Land i
deres egen Hjemstavn, vendte de sig mod de
rom. Grænseprovinser. Tillige øvedes der paa
de nærmest Romerriget boende Folkeslag
øjensynligt et Tryk af Østgermanerne, der selv
stødtes frem af slaviske og finsk-tatariske Stammer.
Allerede under Marc Aurel antog den idelige
Gæring, der herskede i den germanske Verden,
en alvorligere Karakter. Fra Böhmen og
Mähren rykkede Markomanner og Quader ind i
Pannonien, tilføjede Romerne et stort Nederlag
og trængte over de karniske Alper ned i Italien
til Aquileja (167). Det lykkedes vel Kejseren at
drive Fjenderne tilbage og tvinge dem til Fred,
men Strømmen var ikke til at standse, da
mange Germaner alt nu optoges i Hæren ell. fik
Jord i Grænseprovinserne. Under Kejser
Caracalla i Beg. af 3. Aarh. truede Alemanner og
Franker Rhingrænsen, ogsaa de flg. Kejsere
maatte kæmpe mod dem, og i Agri decumates
gik den rom. Kultur mere og mere til Grunde.
C. 250 trængte Goterne, trykkede af Slaverne,
ind i Dacien og Balkan-Halvøen, sejlede over
det sorte Hav og udplyndrede Lilleasien. De
illyriske Kejsere standsede foreløbig Angrebene,
men Romerriget indskrænkedes atter til Rhin-
og Donau-Grænsen, idet Dacien og Agri
decumates frivillig afstodes til Goter og Alemanner.
Paa Vestgrænsen skød Franker, Alemanner og
Burgunder sig dog stadig umærkelig frem
tagende Landet under Plov, saa snart det var
erobret, og det var til liden Nytte, at enkelte
Kejsere som Julian Apostata og Valentinian
for en stakket Stund kastede dem tilbage til
Rhinen. Mod Ø. havde Forholdene været rolige
i c. 100 Aar, men ved Hunnernes Indfald
forstyrres Freden. Sammen med de undertvungne
Alaner gik de 375 over Don mod Østgoterne,
hvis store Rige styrtede sammen, og vendte
sig derpaa mod Vestgoterne. Disse fik Tilladelse
til at bosætte sig som rom. Føderati i Møsien;
men undertrykte af de rom. Embedsmænd
rejste de sig og besejrede Kejser Valens i Slaget
ved Adrianopel (378). Under Theodosius den
Store kom det til Fred, og Vestgoterne fik Sæde
paa Balkan-Halvøen, men efter hans Død brød
Folket op mod Italien, og 410 indtog deres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
