Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkevandringer - Folkevennen, se Folkeoplysningsselskabet - Folkeviser, se Folkeminder - Folkevæbning - Folkevæbningssamlag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fører Alarik Rom. Hans Efterfølger Astaulf
sluttede dog Forbund med Kejser Honorius og
drog i hans Tjeneste til det sydlige Gallien og
Spanien, der var blevet oversvømmet af Alaner,
Svever, Burgunder og Vandaler. Disse
fordreves delvis, og Egnen omkr. Toulouse afstodes til
Vestgoterne som rom. Føderati anerkendende
Roms Overherredømme, men faktisk
uafhængige. Herfra udbredte de deres Magt, der først
gik til Grunde 711, over hele Sydfrankrig og
Spanien. Under Anførsel af Genserik gik de
fordrevne Vandaler over til Afrika (429),
Karthago erobredes 439, og omkr. den som
Hovedstad stiftede Genserik et stort Rige, der ogsaa
omfattede Middelhavs-Øerne og bestod til 534.
Samtidig rykkede Hunnerne under Attila frem
fra Ungarn mod Gallien, hvorfra det dog
lykkedes de forenede Romere og Vestgoter at
drive dem tilbage efter Slaget paa de
katalauniske Marker (451); Folket vendte sig derefter
mod Italien, men overskred ikke Appenninerne,
og efter Attila’s Død (453) forsvinder det.
Vandalerne fortsatte dog deres Værk, og efter at
de 455 havde indtaget og hærget Rom,
formaaede det rom. Rige ikke mere at sætte en
Dæmning for de fremtrængende Germaner.
Allerede c. 449 ff. havde Angler og Sachser sat sig
fast i Britannien; i Nord- og Mellemgallien
udbredte Franker, Alemanner og Burgunder
stadig deres Magt, og da den fuldstændig
barbariske Hær under Odoaker 476 havde afsat
den sidste vestromerske Kejser, blev selve
Italien et germansk Rige. Østgoterne, der efter
Hunnernes Undergang havde boet i Møsien,
Thrakien og Epirus, trængte 488 ind i Italien,
og 493 maatte Odoaker overgive sig. Det
anselige østgotiske Rige, Theodorik den Store
stiftede, bukkede dog under i Krigene mod Kejser
Justinian (534—53), under hvilke det østgotiske
Folk gik til Grunde, men deres Magt arvedes
af Langobarderne, der 568 fra Pannonien drog
mod Halvøen, hvor de holdt sig, indtil Karl
den Store erobrede deres Rige (774). Af længst
Varighed og det betydeligste af alle Riger blev
Frankernes, som hvis egl. Stifter Chlodovech
maa betragtes. Han og hans 4 Sønner gjorde
Ende paa den sidste Rest af Romervælden i
Gallien (486) og undertvang Alemannerne (496) og
Burgunderne, der c. 410 havde stiftet et Rige
omkr. Worms.
I Tyskland besatte Slaverne de af
Germanerne forladte Landstrækninger og trængte frem
til Elben og Saale; ligeledes gjorde de gentagne
Indfald paa Balkan-Halvøen, hvor forholdene
i det hele var meget forvirrede, indtil i 7.
Aarh. Bulgarer, Serber og Kroater bosatte sig i
de efter dem opkaldte Landsdele. Senere
Vandringer er Magyarernes, der c. 900 rykkede ind
i Ungarn, og mere uegentlig de store
normanniske og arab. Krigstog.
Den germanske F. har to Hovedtyper, der
staar i nøje Sammenhæng med de forsk.
Folkeslags politiske og sociale Kultur.
Østgermanerne var ved Vandringstidens Beg. store
Krigshære med en stærkt udviklet Fyrstemagt; de
rykker som hele Hære ind i Romerriget og
overtager Legionernes Forsvarspligt mod at arve
deres Andel i Jorden; Fyrsten bliver delvis rom.
Officer, Kejserens Overhøjhed anerkendes, og
det rom. Bureaukrati bliver staaende, ja
overlever endog sammen med Rester af den gl.
Kultur Romerrigets Undergang. Til denne Gruppe,
der under Vandringerne for største Delen
kristnedes, hører Øst- og Vestgoter, Burgunder,
Vandaler o. fl. Mod V. træffer vi derimod mindre
Bondefolk, bl. hvilke Franker og Alemanner er
de vigtigste. De skyder sig gradvis frem over
Grænserne uden at opgive Forbindelsen med det
opr. Hjemland, og under Kampen, under
hvilken den rom. Kultur og de rom. Institutioner
ganske gaar til Grunde, styrkes den opr. ret
svage Fyrstemagt. Nærmest i Slægt med denne
Art af F. er den angelsachsiske Erobring af
Britannien.
F.’s vigtigste Følger er Romerrigets Undergang
og Dannelsen af de hidtil næsten ukendte
Nationalstater. Den stivnende antikke Kultur afløses mod
V. af en fuldstændig Barbarisering, der særlig
giver sig til Kende ved, at Bykulturen, der i
Oldtiden havde været Civilisationens
Hovedhjørnesten, forsvinder og afløses af en ren
Bondekultur. (Litt.: E. v. Wietersheim,
»Geschichte der Völkerwanderung« [omarbejdet af
F. Dahn, 2 Bd, Leipzig 1880—81]; Dahn, »Die
Könige der Germanen« [12 Bd, München og
Würzburg 1861—1909]; Kaufmann,
»Deutsche Geschichte bis auf Karl d. Grossen« [2 Bd,
Leipzig 1880—81]; L. Schmidt, »Geschichte
der deutschen Stämme bis zum Ausgange d.
Völkerwanderung« [1904—10]; Th. Hodgin,
Italy and her invaders [8 Bd, 1880—1900]).
M. M.
Folkevennen, se
Folkeoplysningsselskabet.
Folkeviser, se Folkeminder.
Folkevæbning betyder i udvidet Forstand
hele Folkets Bevæbning og Uddannelse til
Anvendelse i krigerisk Øjemed. Opr. ordnede
ingen Lov Forpligtelsen til at træde under
Vaaben til Forsvar af Folkets fælles Anliggender,
idet denne Forpligtelse paahvilede alle uden
Undtagelse (Folkehær). Da Folkene kom i mere
ordnede Samfund, ordnedes Værnepligten ved
Lov, saaledes allerede hos Grækerne og
Romerne, der ikke havde F. i udvidet Forstand.
En saadan fandtes endnu mindre under
Lensvæsenet og slet ikke i den Periode, hvor
Hærene sammensattes af Lejetropper. Kun i Form
af den — efter Preussens Mønster — nu i de
fleste Lande indførte alm. Værnepligt er F.
militært set formaalstjenlig, da Masseopbud
uden fast milit. Organisation kun har ringe
milit. Værdi og medfører i Kampen
uforholdsmæssige Tab. Som en Slags F. fremtræder den
1789 i Paris oprettede Nationalgarde,
Masseopbudet i Frankrig 1793 og de forbigaaende
eksisterende Borgerkorps.
B. P. B.
Folkevæbningssamlag var i Norge Navnet
paa de amtsvis organiserede frivillige
Sammenslutninger af Skytteforeninger med det Maal at
styrke Landets Forsvarsevne, særlig ved at
virke for Folkets Oplæring i Riffelskydning og
for Udbredelse af tidsmæssige Vaaben. F.
skyldte sin Oprindelse en ved 1880’ernes Beg.
stærkt udbredt Misnøje med Centralforeningen,
paa hvis Ledelse Skytterne selv ingen
Indflydelse havde; politiske Motiver spillede derhos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
