Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Foredragskunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i mere ell. mindre bløde Former. Fysiol. beror
Accentueringen paa den forøgede Stemmestyrke,
hvilket atter vil sige den forøgede Luftstrøm, med
hvilken det enkelte Ord ell. den enkelte Stavelse
udstødes; og for saa vidt denne forøgede
Luftstrøm, ved stærkere Stramning af
Stemmebaandene, medfører en Stigning i Tonehøjden, hvad
der hyppig, men langtfra altid er Tilfældet,
fører Accentueringen over i 2)
Modulationen, hvorved netop forstaas den beregnede —
ell. uvilkaarlige — Forandring af Tonens
musikalske Leje. Som Accentueringen giver
Foredraget Afveksling ved den forsk. anvendte
Stemmestyrke, saaledes bringer Modulationen
Liv i Talen ved Tonernes Bølgebevægelser. Den
regelbundne, med bestemte Figurer
tilbagevendende Accentuering og Modulation bliver til den
musikalske Rytme og Melodi, og
Overgangsformen mellem Tale- og Sangforedrag er den
strengt skanderende, ensformig modulerende
Versdeklamation eller det præstelige
Messeforedrag. Sædvanligvis vogter dog den virkelige
Foredragskunstner sig for alt for stor
Regelmæssighed i Accentuering og Modulation og
søger ikke uden for den levende Tales Musik, som
er vanskeligere at fastholde, men til Gengæld
virkningsfuldere at anvende. — Til yderligere
Afveksling i Foredraget benyttes forskelligt 3)
Tempo, snart højtidelig langsomt, snart
jagende hastigt, snart jævnt glidende. Under
Tempoets Rubrik falder ogsaa det yderst
vigtige Virkemiddel Pausen, hvis rette
Anvendelse er et helt lille Studium for sig saavel
for Taleren som for Skuespilleren. Pausen er
snart det umærkelige lille Ophold, som
Foredraget idelig kræver, bl. a. for Respirationens
Skyld (det maa dog bemærkes, at disse
Ophold ikke stemmer med Skriftsprogets
Interpunktion, der — forsk. i de forsk. Sprog —
mest tjener som grammatikalsk Holdepunkt),
snart er det den lange lydløse Stilhed, der gaar
forud for Talerens store Effekt eller
Skuespillerens lidenskabelige Udbrud. Indøvelsen af
Pauseringen er en af Deklamationslærerens
nødvendigste og vanskeligste Pligter. — Talens
Grundkarakter bestemmes af den 4)
Klangfarve, hvormed den forsynes. Ved Klangfarve
(Timbre) forstaas den særegne Farvning af
Tonen, som beror paa Resonansdelenes
(Mundhulens, Tændernes, Tungens og Læbernes)
Stilling. Stemmens Grundtimbre er medfødt og kan
ikke ændres, kun modificeres; men den enkelte
Tones ell. det øjeblikkelige Foredrags
Klangfarve kan til enhver Tid skifte fra det skumleste
mørke til det mest skærende lyse. Den
overdrevent mørke Klangfarve kalder man hul,
den overdrevent lyse flad, hvilke Benævnelser
antydningsvis skal betegne Munddelenes Stilling.
Klangfarven staar i uopløselig Forbindelse med
det mimiske Udtryk; naar Ansigtet fortrækker
sig i Sorg og Smerte, som ved Graad, og
Mundaabningen danner en høj Oval (den »tragiske
Maske«), bliver Tonen mørkt farvet; lægges
Ansigtet derimod i glade Folder, flader Munden
sig til et bredt Smil, da bliver Klangfarven
uundgaaelig lys. Det vil ikke være muligt at
give en Sætning en dyster, mørk Klangfarve
med en leende Mundstilling ell. en lys, glad
med en grædende Mundstilling. Romerne
ansaa den runde Mundstilling for den, der gav
den smukkeste Klang, og os rotundum (den
runde Mund) blev ensbetydende med Veltalenhed.
Mimikken bliver saaledes en integrerende Del
af Foredraget, selv hvor den virker usynligt
som i den gr. og til Dels i den rom.
Skuespilkunst, hvis Udøvere dækkede deres Hoveder
med den ubevægelige Maske. Et meget vigtigt
Middel har F. tillige i Gestikulationen,
der, korrekt og smagfuldt anvendt, forbereder,
understreger og karakteriserer det talte Ord.
Mimik og Gestikulation anvendte selvstændig i
Forbindelse med hinanden, men uden det
talte Ord, danner en Art F. for sig: den mimiske
ell. pantomimiske Kunst (se Mimik).
Medens Taleforedraget er stillet fuldkommen
frit i sin kunstneriske Anvendelse af de ovenn.
Virkemidler, er det musikalske Foredrag,
Sangen, ganske anderledes bundet. Nogen
Væsensforskel mellem det talte og det sanglige
Foredrag er der ikke, thi Sang er i
Virkeligheden ikke andet end regelbunden, tonende
Tale. Men i Sangen er saavel Accentuering som
Modulation og til Dels Tempo forudbestemt af
Komponisten ved Taktinddeling, Nodeværdier,
Melodiføring og metronomiske Angivelser,
saaledes at Sangerens fri Virksomhed indskrænkes
til Anvendelse af forsk. Klangfarve.
Til alle Tider, hvor der har eksisteret
professionelle Talere og Skuespillere, har F. været
dyrket paa mere ell. mindre systematisk Vis,
men i ingen Periode udøvedes den med mere
Ihærdighed end i den gr.-rom. Oldtid. Der
krævedes saavel af den gr. som rom. Taler ell.
Skuespiller en særdeles nøjagtig Fordannelse,
og navnlig for Skuespilleren maatte en tydelig
og udtryksfuld Diktion være et uafviseligt Krav,
da han maatte undvære Mimikkens
understøttende og tit dækkende Hjælp. Rent sprogligt
fordredes af Foredragskunstnerne henh. den
fineste atheniensiske ell. rom. Udtale, uden
Tilsætning af nogen Dialekt ell. udenlandsk
Accent, og den mindste Forsyndelse mod Sprogets
Love fremkaldte straks voldsomme Protester fra
det hele Auditorium. Stemmerne øvedes med
sjælden Omhu, og fagmæssige Lærere i
Stemmeuddannelse, de saakaldte Fonasker, ledede
Undervisningen, hvor Modulationerne
undertiden angaves med en Art Noder ell. med et
særegent Instrument, Fonaskikon. Ogsaa en Rk.
systematiske Værker om Retorik vidner om
denne Tids høje Udvikling af F. — I
Middelalderen begrænsedes den egl. Talekunst
væsentlig til det kirkelige Foredrag, hvor
Messerecitationen udarbejdedes og udførtes med stor
Nøjagtighed, medens den fagmæssige
Skuespilkunst og Retorik saa at sige ikke eksisterede.
Først da atter faste Teatre opstod, da Retssalen,
Prædikestolen og senere Parlamenterne krævede
øvede og veluddannede Talere, begyndte man
atter at ofre F. mere Opmærksomhed. Det fr.
Teater, som tidlig støttedes og kontroleredes af
Ludvig XIV og hans Hof, lagde sig derved fine
Sæder til og bevarede en Elegance i Foredraget,
som endnu er Nationens Stolthed, og som
understøttes væsentlig af det grundige, om end nu
noget gammeldags ledede Statskonservatorium,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
