Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Foredragskunst - Foreign Office - Forel - Forel, August Henry
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fra hvilket saa godt som alle fr. Skuespillere,
Deklamatorer og Sangere udgaar. Navne som
Baron, Lekain og Talma er særlig
knyttede til Udviklingen af det ældre Frankrigs
dram. Diktion, og i 19. Aarh. har Regnier,
Got, Delaunay og Worms fortrinsvis
udmærket sig som Lærere i Deklamation ved
Konservatoriet. Ludvig XIV’s Tidsalder udviklede
ogsaa en Rk. berømte Prædikanter som
Bossuet, Bourdaloue og Masillon, der
bragte den gejstlige Veltalenhed til en hidtil
ukendt Højde, medens Revolutionsretorerne
væsentlig byggede paa Reminiscenser af den gl.
rom. Talekunst. — Saa høj en Udvikling som
i Frankrig naaede F. ingensinde i de andre
Lande, og først i den nyeste Tid synes den
engelske Parlamentsretorik at have vist ny
Baner for denne Gren af Talekunsten. Tysklands
sceniske Foredrag var indtil Midten af 18. Aarh.
ganske uudviklet. Skuespillerne var
overhovedet ude af Stand til at fremsige Vers, og der
maatte en Fru Neuber’s Energi og en
Ekhof’s eminente Begavelse til for at drive den
forsømte Kunst ind i et mere regelret Spor.
Goethe udviklede som Teaterleder i Weimar
en særlig Retning i F., »den ideale Skole«, som
holdt sig fjernt fra det daglige Livs Diktion
og lagde Hovedvægten paa den stærkt rytmiske
og pompøse Versfremsigelse efter gammelgræsk
Mønster, medens den geniale Skuespiller Fr.
Ludw. Schröder stod som
Hovedrepræsentanten for den »naturlige Skole«, der kun søgte
sine Virkninger inden for den levende Tales
Omraade. Disse to Skoler kæmper endnu om
Magten saavel i Tyskland som andetsteds og
saavel i det sceniske Foredrag som i det
præstelige og parlamentariske. Ogsaa i Danmark
har de to stridende Diktionsskoler haft deres
udprægede Forkæmpere. Saaledes var Johanne
Louise Heiberg, og den Heiberg’ske Kreds
overhovedet, Tilhænger af den »ideale« Stil,
der navnlig ved sin irrationelle Udpyntning af
de enkelte Ords Udtale stod i skarp Modstrid
til Høedt’s og Mich. Wiehe’s
Bestræbelser efter at holde Deklamationssproget tæt op
ad Livets Tale. Det synes, som om den
»naturlige« Skole i den dram. saavel som i den
retoriske Diktion i Danmark i de seneste Aar
har taget Luven fra den »ideale«.
Den første egl. videnskabelige Grundlægger
af Talekunsten er Aristoteles, hvis
Retorik baade berører den sceniske Kunst og
Talerstolens, Den klassiske Oldtid var i øvrigt rig
paa teoretiske Værker over Talekunsten (Cicero,
Quintilian o. s. v.) og overfløjede i den Retning
langt den nyere Tid, hvis Litt. om dette Emne
er forholdsvis sparsom og ikke meget værdifuld.
(Litt.: Schocher, »Soll die Rede auf immer
ein dunkler Gesang bleiben?« [Leipzig 1792];
Falkmann, »Deklamatorik« [Hannover
1836—39]; Rötscher, »Kunst der dram.
Darstellung« [2. Opl., Leipzig 1864]; Benedix,
»Der mündliche Vortrag« [Leipzig 1888];
Samme, »Katechismus der Redekunst« [Leipzig
1889]; A. Philippi, »Die Kunst der Rede«
[Leipzig 1896]; Morrochesi, Lezioni di
declamazione e d’arte teatrale [Firenze 1832];
Marmontel, Art. Déclamation i
Encyklopædien; E. Legouvé, L’art de la lecture [Paris
1877]; Samme, La lecture en action [Paris
1881]; A. Chervin, Analyse physiologique des
éléments de la parole [Paris 1878]; H.
Dupont-Vernon, L’art de bien dire [Paris
1888]; Samme, Principes de diction [Paris
1882]; Samme, Quelques réflexions sur l’art
de bien dire [Paris 1879]; Whately,
Elements of Rhetoric [London 1862]; W. Archer,
Masks or Faces [London 1888]; R. Garry,
Elocution, voice and gesture [London 1888];
J. L. Heiberg, »Om Talens Betoning« [»Pros.
Skr«, Bd VI, Side 314—339]; G. Fasting,
»Læsekunsten« [Kbhvn 1891]; A. C. Larsen,
»Taler og Skuespiller« [Kbhvn 1896]).
Karl Mantzius.
Foreign Office [↱fårin-↱åfis], Navnet for det
eng. Udenrigsministerium (organiseret 1782). I
Spidsen staar en Statssekretær og under ham
en parlamentarisk og en fast
Understatssekretær; den første skifter med hvert Ministerium,
medens den anden vedligeholder Traditionen.
F. O. er siden 1881 delt i 8 Departementer.
K. B.
Forel er et tysk Navn for Ørred, men det
bruges jævnlig hos os.
C. V. O.
Forel [få↱ræl], August Henry, schweizisk
Psykiatriker og Entomolog, f. 1. Septbr 1848 i
Morges, studerede i Zürich og Wien, blev Dr.
med. 1876, Privatdocent 1877 og udnævntes efter
nogen Tids Tjeneste som Reservelæge til
Direktør for Sindssygeanstalten Burghölzli i Zürich
og Prof. i Psykiatri (1879—98). Som
Hjerneanatom har F. i høj Grad udmærket sig. Han
fandt Hørenervens Udspring i Hjernen 1885,
men mere har dog hans Undersøgelser over den
betingede Tilregnelighed og dens Aarsager
tildraget sig Opmærksomheden, navnlig fra jur.
Side, idet Konklusionen af hans Undersøgelser
blev Ændringer i det gældende
Strafferetssystem. Disse Studier berørte ogsaa hans Arbejde
med Hypnotismen. F. er i øvrigt kendt som en
ivrig Totalist, Stifter af Drankerasyler etc. Af
hans Arbejder kan nævnes: »Untersuchungen
über die Haubenregion und ihre obern
Verknüpfungen im Gehirn des Menschen und
einiger Säugetiere« (»Archiv für Psychiatrie«, VII,
1877), »Einige hirnanatomische Betrachtungen
und Ergebnisse« (smst., XVIII, 1887), »Der
Hypnotismus« (2. Opl. 1891), »Die Errichtung von
Trinkerasylen und ihre Einfügung in die
Gesetzgebung« (1891). »Gesammte hirnanatomische
Abhandlungen« (1907), »Gehirn und Seele«
(1894), »Die sexuelle Frage« (1905, 9. Opl. 1909
[dansk Oversættelse 1913]), »Sexuelle Ethik«
(1906) og »Verbrechen und konstitutionelle
Seelenabnormitäten« (1907).
Som Entomolog nyder F. internationalt Ry,
særlig p. Gr. a. hans faunistiske og biologiske
Undersøgelser over Myrer, af hvilke han ejer
Verdens største Samling. Blandt hans
herhenhørende Skr mærkes: Les fourmis de la Suisse
(1874); »Der Giftapparat und die Analdrüsen
der Ameisen« (1878); Expériences et remarques
critiques sur les sensations des insectes
(Receuil zool. suisse, 1886—87); Études
myrmécologiques, 5 Dele (Bull. de la soc. vaudoise des sc.
natur. Nr. 33, 75, 80, 81 og i Annales de la soc.
entomologique de Belgique, Bd. 30). Han skrev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
