Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Forløsning - Forløsning - Form - Form - Form
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sidste Synspunkt for Kristi Gerning, som paa
ensidig Maade er blevet optaget og udpræget af
den gammelkatolske og gr. Kirke. Mennesket
er kommet bort fra Gud, hvilket lægger sig for
Dagen dels i Uvidenhed om Sandheden, dels i
Mangel paa evigt Liv. Heroverfor er Jesus
Hjælperen som den, der giver den fuldkomne
Oplysning og de ny Livskræfter. Det er Læren
og Meddelelsen af Udødelighed, som saaledes
bliver fremhævet, uden at Forholdet herimellem
bliver gjort fuldkommen klart; det kan synes,
som om der tænkes paa en magisk Indførelse
af ny Kræfter ved Siden af den blotte
Oplysning. Begge Sider sammenfattes imidlertid til
en Enhed i den Formel, som er gældende i
hele den gr. Teologi for Bestemmelsen af Kristi
Gerning: han er blevet Menneske, for at vi skal
blive guddommeliggjorte. Men hertil knytter sig
endnu en anden Forestilling. Idet Kristi
Frigørelse af Menneskene opfattes som en
Overvindelse af den onde Magt, der har holdt dem
i Fangenskab, bliver F. tillige set som en Kamp
med Djævelen som denne Verdens Fyrste.
Udførelsen heraf faar hos fl. af Kirkefædrene en
ret fantastisk Karakter. Man tænker sig, at
Djævelen har faaet en vis Ret over Menneskene,
hvorfor Kristus maa give sin Sjæl hen som
Løsepenge til ham; da Djævelen imidlertid ikke
kan fastholde den Hellige i sin Magt, kommer
han paa dobbelt Maade til at tabe Spillet, idet
han baade maa slippe Menneskene og Kristus.
Trods enkeltes Modsigelse holdt denne
Forestilling om en F. fra Djævelen sig dog gennem
hele Middelalderen. Den overvindes vistnok i
Princippet ved Anselm, der sætter
Forsoningsbegrebet i Forgrunden fremfor
Forløsningsbegrebet i Bedømmelsen af Kristi Gerning; men
selv hos Luther finder vi dog begge Begreber
fastholdte ved Siden af hinanden. — I den
nyere Teologi har Schleiermacher atter, om end
paa anden Maade end tidligere, hævdet
Forløsningsideens Bet. for Vurderingen af Kristi
Værk. Han stiller F. og Forligelse ved Siden af
hinanden, men dog saaledes, at F. kommer
først; den bestaar i, at Frelseren giver de
Troende Del i sin Gudsbevidstheds fulde Kraft,
medens Forligelsen kun faar den supplerende
Bet. at give de Troende Del i hans
uforstyrrede Salighed. En saadan Opstilling er vistnok
i god Overensstemmelse med Schleiermacher’s
hele Grundbetragtning af Frelsen, men den er
næppe i sig selv rigtig; snarere maa vistnok
det modsatte siges, at F.’s Synspunkt maa
underordnes Forligelsens. Kun idet den Enkelte
i Troen paa Kristus føler sig forligt med Gud,
vil han være i Stand til at føle sig fri og
ophøjet over alle de Hemmelser, som Verden
bereder ham, thi kun i hin Tro vil han være
sikker paa, at alt, hvad der sker, dog til sidst
maa være fremmende for hans højeste
Bestemmelse. Se Forsoning. I Danmark har Otto
Møller i sit Værk: »Genløsningen ell. Jesu Liv
og Død til Verdens Frelse«. (1884) optaget den
ældste Kirkes Lære om Frelsen som en F. fra
Djævelen med Udelukkelse af Forsoningens
Synspunkt.
F. C. K.
Forløsning, Fødselens Tilendebringelse ved
Hjælp udefra (»Kunsthjælp«), modsat »Fødsel
ved Naturen«. Se Fødsel og
Fødselsoperationer.
Lp. M.
Form er et Ord med en saavel flertydig som
i det hele ret svævende Bet. Det kan vistnok
siges, at F. i Modsætning til Stof betegner den
Maade, paa hvilken Stoffet er ordnet og i
Modsætning til et Tankeindhold betegner det
anskuelige sanselige, det sproglige Udtryksmiddel,
hvori Indholdet fremtræder. Det hævdes ofte,
at intet Stof ell. Indhold er uden F., og ingen
F. er uden Stof ell. Indhold; formløs resp.
indholdsløs betegner en F., resp. et
Indhold, der anses for værdiløs. Forholdet mellem
F. og Stof er beslægtet med Forholdet mellem
Enhed og Mangfoldighed.
Edg. R.
Form (lat. forma er et i høj Grad flertydigt
Begreb, der omfatter saa tilsyneladende forsk.
Forestillinger som Figur, Skikkelse, Orden,
Regel og Lov. Det fælles Grundlag for alle disse
Forestillinger, der knytter sig til F., er dog,
at der her i Modsætning til Materie ell. Stof
tænkes paa den Art og Maade, hvorpaa et
sammensat Heles Dele ell. Elementer er forbundne
ell. ordnede. F. kan da tænkes snart som det
ordnende (Ideen, Reglen, Loven), snart som
Udtryk for den opnaaede Orden (Skikkelse,
Figur). I en Organisme f. Eks. er F. altsaa den
planfulde Maade, hvorpaa Elementerne er
ordnede (Celler til Væv, Vævene til Organer,
Organerne til Organismen) til dette Hele, der
giver sig Udtryk i denne bestemte Artstype; en
ledende Tanke, en organisk Lov, synes her som
en ideel Aarsag at have ordnet Stoffet med et
bestemt Formaal, Artstypen, for Øje, og
Aristoteles kaldte denne F. i Modsætning til
Stoffet, men samtidig har Stoffet altsaa faaet en
bestemt Skikkelse. Paa lgn. Maade optræder
den menneskelige Bevidsthed formende over for
sit Indhold, vi danner f. Eks. en Tone ved at
ordne Lydelementerne i Tidens F., vi ordner
vort lagttagelsesstof efter visse ledende Ideer,
som Aarsagsbegrebet; vi ordner vore Begreber
i Domme og Slutn., vi taler om Tankens F.,
Sprogets F., Regler og Normer for Handlingen.
Begrebet F. spiller derfor en ejendommelig
nuanceret Rolle i mange Videnskaber. Men
navnlig har F. spillet en betydelig Rolle i
Æstetikken, og der gives her næppe noget, som ikke
paa en ell. anden Maade kan føres ind under
dette Begreb; jfr Formskønhed.
Cl. W.
Form kaldes ethvert sprogligt Fænomen. Man
taler om en forældet F., f. Eks. Konning for
Konge, Kjortel for Kjole, hannem for ham, du
est for du er, gak, stat for gaa, staa (Imperativ),
de ginge, vunde for de gik, vandt, Øxne for
Okser, Menneskens Søn for Menneskets Søn; se
Arkaisme. Man taler om en Dialektform,
f. Eks. Hjejle (fra Jysk), Hi (fra Norsk). Man
taler om Dobbeltformer, f. Eks. medens og
mens, Talg og Tælle; se Dubletter.
Fremdeles anvendes F. ensbetydende med
Bøjningsform, f. Eks. Nævneform (Nominativ).
Navneform (Infinitiv), Entalsform (Singularis),
Intetkønsform (Neutrum), Nutidsform (Præsens),
Tillægsform (Participium), o. s. v.; se
Stamme og Rod. Endvidere bruges F. som
grammatikalsk Terminus, nemlig om Verbets
Genus: Handleform (Aktiv), Lideform
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
