Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Forsoning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Kraft heraf uendelig, det vil sige, den kunde
ikke opvejes ved den hele Verden, men alene
af Gud selv. Altsaa: kun Gud kunde yde
Fyldestgørelsen; men det var Mennesket, som
skulde yde den. Heraf fulgte da
Menneskeblivelsens Nødvendighed; den fyldestgørende
Person maatte paa een Gang være Gud og
Menneske; i Gudmennesket forenes disse to
Sider. Det er imidlertid ikke hele
Gudmenneskets Liv, som her kommer i Betragtning; til
Fyldestgørelsen maa høre, at den er
fuldkommen frivillig i den Forstand, at den ligger ud
over Pligtens Bestemmelse. Herefter kan ikke
Gudmenneskets virksomme Lydighed i Livet
være fyldestgørende, thi en saadan skylder han
Gud som Menneske, men derimod hans passive
Lydighed i Døden, thi til den er han som den
syndfri ikke forpligtet, da Døden er Syndens
Sold. I Gudmenneskets Død er der da en
satisfaktorisk Kraft, som ikke blot opvejer, men
overvejer den sværeste Synd; der maa derfor
hertil knytte sig en uendelig Fortjeneste, som
Gud ikke kan lade være med at anerkende. Da
imidlertid Gudmennesket som den Fuldkomne ikke
kunde modtage nogen Løn for sig selv, var det
naturligt, at denne kom Menneskene som hans
Brødre til gode. — Saaledes er den Teori, som
efterhaanden er blevet Grundlaget for
Kirkelæren. Ganske vist fremsatte Anselm’s yngre
samtidige Abailard lejlighedsvis en anden
Opfattelse af Kristi Værk, hvorefter dette alene
er gaaet ud paa ved Aabenbarelsen af Guds
Kærlighed at vække Genkærlighed hos
Menneskene; men skønt denne Opfattelse var i Slægt
med bibelske, især johanneiske, Tanker, fik
den dog ingen Bet. for Læreudviklingen.
Thomas fra Aquino supplerede den Anselm’ske
Teori ved Ideen om en mystisk Sammenhæng
mellem den forløste Menneskehed og Kristus
som dens Hoved. Ogsaa Reformatorerne antog
den Anselm’ske Forsoningslære, i alt Fald i
dens Grundtræk, idet de tænkte sig
Nødvendigheden af en fyldestgørende Lidelse for at bringe
den guddommelig Naade i Overensstemmelse
med den guddommelige Retfærdighed. Dog gør
der sig den Forskel gældende, at medens
Anselm opfattede det sædelige Forhold mellem
Gud og Menneskene som et Privatforhold,
hvorfor Synden kun har Karakteren af en personlig
Fornærmelse af Gud, saa ser Reformatorerne
Forholdet nærmest som et offentlig Retsforhold,
hvorfor Synden betragtes som en Krænkelse af
den med Guds inderste Væsen sammenhørende
hellige Morallov. I rent udvortes Henseende
gør Konkordieformelen den Tilføjelse til
Anselm’s Teori, at der ikke blot tilskrives Kristi
passive Lydighed i Døden, men ogsaa hans
aktive Lydighed i Livet en fyldestgørende Kraft.
Han var nemlig lige saa lidt Loven underkastet
som forpligtet til Lidelse og Død; thi han var
som guddommelig Person Lovens Herre. De
senere Dogmatikere har paa skolastisk Vis
udformet videre, hvad der her er givet, men
uden at tilføje noget nyt. — Kritikken over for
den ortodokse Lære er paa alsidig Maade givet
af Socinianerne, der opstiller herimod
en Række, til Dels velbegrundede Indvendinger:
1) Det vilde stride mod Guds Godhed, hvis han
ikke kunde tilgive uden Fyldestgørelse. 2)
Tilgivelse og Fyldestgørelse modsiger gensidig
hinanden og kan saaledes ikke tænkes forenede hos
Gud. 3) Overdragelse af Skyld og Straf ell. af
Fortjeneste fra den ene til den anden er ikke
mulig, thi begge Begreber betegner noget rent
personligt. 4) Hvis baade den aktive og den
passive Lydighed skulde have en fyldestgørende
Virkning, da faar Gud dobbelt Betaling for
Skylden. 5) Kristus kan ikke have lidt den
Straf, som virkelig svarer til Skylden, thi den
evige Død har han dog ikke lidt, og hans
hele Lidelse har ikke været en Straf i egl.
Forstand, men en Kamp for at blive ophøjet
til sidst. 6) Kristi aktive Lydighed kan i ethvert
Tilfælde ikke være fyldestgørende, thi til denne
var han forpligtet som Menneske. 7) Hvis
virkelig Kristus havde lidt i Stedet for os, da
vilde vi ikke behøve at gøre noget selv, og Gud
vilde ikke have noget at fordre af os, ikke
engang Troen. Imod disse Angreb søgte Hugo
Grotius at forsvare Kirkelæren; men i
Virkeligheden kom han i sit Forsvar til at
omdanne den, idet han begrundede Kristi Offer
ved, at Gud ifølge sin Visdom maatte statuere
et afskrækkende Eksempel for alle Syndere.
Fuld Tilslutning fik den socinianske Kritik i
Rationalismen, der først gennem Töllner
1768 nægtede den fyldestgørende Virkning af
den aktive Lydighed og siden gik saa vidt,
at den i Skriftens Forestilling om Jesu Offerdød
kun saa en Akkomodation, en blot Tidsidé, som
ganske vist dengang kunde gøre sin Nytte. I
Modsætning til en saadan negativ Betragtning
har den nyere Teologi, fornemmelig i Tyskland,
forsøgt at give en positiv, om end ikke ortodoks
Bestemmelse af Kristus som Forsoner; det er
fornemmelig v. Hofmann, og A. Ritschl,
som paa Grundlag af omfattende og
selvstændige Studier har fremstillet Forsoningslæren i
en ny, men tillige bibelsk begrundet Belysning.
Det er i Tilslutning hertil, at den flg. Udvikling
gives.
Hvad der fornemmelig maa holdes for Øje
er, at den foreliggende Opgave gribes an paa
den rette Maade; i St f. at hengive os til
abstrakte Spekulationer over Guds indre
Væsensforhold maa vi søge gennem en Analyse af den
kristelige Bevidsthed at finde Opgavens
Løsning. Det er fra Forligelsen, Bevidstheden om
det genoprettede Samfund med Gud, at vi maa
gaa ud. Idet Bevidstheden støtter sig til det
afgørende Indtryk af den historiske Kristus,
gaar den nærmest ud fra ham som den, der
gennem sit Ord og sin hele Virken har vidnet
om Guds Naade ɔ: om Guds Villighed til at
knytte Samfund med Menneskene og glemme
deres Synd. Men med en saadan blot
Naadesforkyndelse kan den religiøse Bevidsthed ikke
slaa sig til Ro; vi har en levende Følelse af,
at Skylden er en virkelig Realitet, hvorfor den
ikke kan hæves ved et blot og bart Udsagn om,
at den ingen Bet. har; paa den Maade vilde
den nemlig blive gjort til en blot og bar Illusion
(saaledes Abailard). Men idet vi med Rette
p. Gr. a. vor hele syndige Villiesretning føler
os bundne ved Frygt over for Gud, vil vi umulig
kunne komme herudover, førend vi har faaet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
