Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Forsoning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
et Indtryk af, at der er sket noget, hvorved
hint Forhold virkelig er blevet hævet (sonet).
Det er et saadant Indtryk, som Jesu Liv nu
netop er anlagt paa at give, idet det ses som
en Lidelse, der fuldendes i Døden; det er ikke
af transscendente Hensyn, for at hæve Guds
Vrede ell. for at udligne Modsætningen i Gud
mellem Retfærdigheden og Kærligheden, at
Jesus lider og dør, men det er af Hensyn til
Menneskene, fordi hans Gerning uden dette ikke
vilde kunne gøre sin fulde Virkning paa os.
Han er kommet for at forvisse den syndige
Menneskehed om, at den til Trods for sin
naturlige Skyldfølelse kan vide sig Gud nær og
under hans Naade; dette er hans Livskald. Men
dette kan han kun udføre, idet han i sit eget
Liv fastholder Samfundet med Gud under de
største Hindringer og Vanskeligheder, som
Verden overhovedet kan stille for et saadant. Først
naar han under de Fristelser til Vantro og
Fortvivlelse, som særlig Dødsangsten og
Korslidelsen vilde lægge nær, kan opretholde og
gennemføre Livssamfundet med Gud som sin
Fader, har han fuldendt sin Gerning; først da
kan andre Mennesker med Henblik paa hans
aandelige Sejr holde den samme Tro oppe paa,
at Gud under alt er deres Fader, ligesom Jesu;
thi det er just det ejendommelige ved hans
hele Gerning, at den gøres ikke nærmest for
ham selv, men for andre Mennesker ɔ: for at
de kan trøste sig ved det samme Samfund med
Gud, som han har stillet frem i sit Liv og sin
Død. Det vil da heraf være klart, hvor megen
Vægt der falder paa Jesu Hengivelse for vor
Skyld i Lidelsen og Døden; men det vil tillige
ses, at der hverken er Tale om noget
ligefremt Vikariat, ja ikke engang om nogen
egentlig Straf, saa at han maatte lide, hvad
andre egentlig skulde have lidt, eller om
nogen Fortjeneste ved selve Lidelsen som
Lidelse; denne har kun sin Betydning som
Betingelse for, at den aandelige Kamp hos ham
kan naa sin fulde Intensitet. Det er som
Udtryk for den højeste Handlen, for den
stærkeste Kamp, at Jesu Død maa opfattes; det rette
Synspunkt for den er angivet ved Betegnelsen
af den som »det kompendiariske Udtryk for
hans Livsværks hele Sammenhæng«. Den
frivillige Hengivelse i Døden er nemlig den
højeste Prøve paa hans Troskab i sit Kald; derfor
betegner den Fuldendelsen af hans Livsgerning.
— Denne Opfattelse af Jesu Hengivelse
stemmer nu godt med det Synspunkt, som gøres
gældende i Ny Test., naar Jesus her betegnes
som et Offer i gammeltestamentlig Forstand.
Det kommer kun an paa, at
Offerbegrebet bestemmes paa den rette Maade. Efter
den traditionelle ortodokse Opfattelse blev den
Ofrendes Skyld lagt paa Dyret, hvis Blod blev
udgydt i Synderens Sted for at afvende Guds
Vrede; Offeret blev saaledes betragtet som en
vikarierende Straflidelse. Denne Opfattelse
staar imidlertid i bestemt Modstrid til den
gltestamentlige Offerpraksis. Det er ikke den
vrede Gud, som kræver Offeret, men det er
den naadige Gud, som inden for Pagtforholdet
selv anordner og modtager Offeret af sin
Menighed; der er altsaa ikke Tale om en
Omstemmen af Guds Sind. Der er fremdeles ikke Tale
om nogen Overførelse af den Ofrendes Skyld
paa Dyret, thi Syndofferets Kød gjaldt ikke for
urent, men for højhelligt. Og der er endelig
ikke Tale om, at Blodet i sig selv har nogen
særegen Værdi for Gud; det er ikke Slagtningen,
det kommer an paa, men denne sker kun for
at skaffe Blodet til Stede, der gælder for Bærer
af Livet, saa at dets Stænkning paa Alteret
fremstiller Livets Hengivelse. Der er i den hele
Sammenhæng ikke Tale om nogen Straffeakt;
det maa fremfor alt holdes fast, at Soning og
Straf er to ganske forskellige Ting. Meningen
med Offeret er derimod, at den efter Guds egen
Anordning bragte Gave ligesom bedækker eller
beskytter den Ofrende, saa at han, der ikke
ukaldet tør nærme sig Gud, paa denne Maade
kan komme frem for ham. Men just saaledes
passer Offerbegrebet til den før udviklede
Opfattelse af Kristi Gerning; han er den, som,
sendt af Gud selv, gennem sin gennemførte
Hengivelse i sit Kald giver Menneskene den
Dækning, den sikre Forvisning om et ubrødeligt
Samfund med Gud, som de trænger til at have
for at kunne nærme sig til ham under deres
ufuldkomne Handlen. Og paa samme Maade
forholder det sig med de andre nytestamentlige
Steder, som taler om F.; de udtrykker den
samme Tankegang. Saaledes Rom. 3, 25, hvor
der vel er Tale om, at Guds Retfærdighed
kræver et Offer (i Modsætning til hans tidligere
Forbigaaelse af Synderne), men ingenlunde
nogen Straffedom, Gal. 3, 13, hvor der siges, at
vi er blevne fri for at føle os som forbandede,
derved, at Jesus paatog sig den Forbandelse,
som i det jødiske Folks Øjne hæftede
ved Korsfæstelsen, og 2. Kor. 5, 21, hvor
Meningen er, at Jesus ved at lide Døden kommer
til at fremtræde som Synder, da Døden
ellers er Syndens Sold. — Herefter bliver F.
ved Kristus fremstillet paa forstaaelig Maade,
uden at den dog taber noget af sin religiøse
Bet. Det er ikke blot en subjektiv, men en
virkelig objektiv F., som her er Tale om, thi
det er paavist, at Kristi Hengivelse er af
afgørende Bet. for Menneskehedens religiøse
Bevidsthed; kun i hans Historie har vi det
fornødne Pant, Sikkerheden for det fulde
Fredsforhold til Gud, som vi ikke kan tiltage os
selv. Det maa kun erindres, at man ikke, som
tidligere gjort, kan tale om en Indvirkning af
Kristi Offer paa Gud, ganske uafhængig af
Forholdet til Menneskeheden. Det er som den
levende Begyndelse til en ny Menneskehed, at
Kristus maa tænkes at kunne have Bet. ogsaa
for Gud; gennem ham er der ogsaa fra Guds
Side indledet et nyt Forhold til Menneskene,
for hvem han nu i Modsætning til tidligere kan
komme til at aabenbare sig som den naadige
Gud. Det kan derfor vel ikke siges, at det
først er Kristi Gerning, som har gjort det
muligt for Gud at være naadig sindet over for
Menneskene, men derimod nok, at det først
ved Kristi Gerning blev ham muligt at
aabenbare sit naadige Sindelag. (Litt.: F. C.
Baur, »Die christliche Lehre von der
Versöhnung« [Tübingen 1838]; H. Schultz,
»Alttestamentliche Theologie« [2 Bd, 4. Opl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
