Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fortegn (mat.) - Fortegn (i Musikken) - Forteguerri, Niccolo - Forteguerri eller Fortiguerra, Scipione - Fortepiano, - Fortescue, Flod - Fortescue, eng. Adelsslægt - Fortescue, Chichester
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fortegn (mat.) kaldes Tegnene + og —,
der sættes foran Tal for at angive, om de er
positive ell. negative. Opr. anvendtes de kun til
at angive, om det Tal, foran hvilket de sattes,
skulde lægges til ell. trækkes fra og derfra
skriver sig deres Navne; plus ɔ: mere, og
minus ɔ: mindre. Diofantos brugte for — et
omvendt ψ; ved Middelalder ens Slutning
anvendtes Tegnene p og m, medens man dog ogsaa
i et enkelt Værk fra denne Tid træffer + og —,
uden at disse Tegn der fremstilles som noget
nyt.
Chr. C.
Fortegn kaldes i Musikken de Tegn, der ved
at anbringes foran en Node antyder en
Forhøjelse ell. Fordybelse af Stamtonerne i
Grundskalaen, nemlig (Kryds), der forhøjer Tonen
1/2 Tone, ’ (B), der fordyber Tonen 1/2 Tone,
(Opløsningstegn, Kvadrat), der ophæver
Virkningen af ♯ og , X (Dobbeltkryds), der
forhøjer Tonen 2 halve Toner, og ’ (Dobbelt B),
der fordyber Tonen 2 halve Toner, o. s. v. F.
kan anbringes enten ved Beg. af et
Musikstykke, en Del af et saadant ell. ved Beg. af
hver Linie og gælder saa Stykket ud, ell. indtil
de ophæves, m. a. O., angiver Musikstykkets
Toneart; ell. de kan anbringes foran enkelte
Noder (tilfældige F.) og gælder da kun
inden for den Takt, i hvilken de forekommer.
Se de enkelte Specialartikler.
S. L.
Forteguerri [fårte↱guær.i], Niccolo, ital.
Digter, f. i Pistoja 1674, d. i Rom 1735. Han
var af samme Slægt som nedenn. S. F., beklædte
en høj Stilling ved det pavelige Hof og har
ligesom sin litterære Forgænger af samme Æt
skrevet under Navn Carteromaco. F. er
bekendt som Forf. til Heltedigtet Ricciardetto,
en forbavsende sen Udløber ell. rettere en
Parodi paa Renaissancens Rolandsdigte. Han siger
selv, at det opstod i Hast ved et Slags
Væddemaal, idet nogle Venner vilde hævde, at de
berømte Digtere Pulci, Berni og Ariost maatte
have haft stort Besvær med at digte deres
Værker, men F. viste nu, at Talentet kan med
Lethed frembringe selv saa omfangsrige
Digtninger. Ricciardetto er i 30 Sange, livligt og
morsomt, men uden virkelig Oprindelighed; en
hel Del Slibrigheder og Udfald mod
Gejstlighedens Vandel bevirkede, at Forf. ikke turde
udgive det selv, og det udkom da først efter
hans Død (»Paris« ɔ: Venedig, 2 Bd, 1738),
gjorde megen Lykke og kom i mange Udgaver;
overs. paa Tysk af Gries (3 Bd, Stuttgart
1831—33). For øvrigt har F. skrevet nogle
lyriske Digte og overs. Terents paa Vers.
(Litt.: Procacci, N. F. e la satira toscana
dei suoi tempi [Pistoja 1877]; F. Bernini,
Il Ricciardetto di N. F., forma e contenenza
[1900]).
(E. G.). E. M-r.
Forteguerri [fårte↱guær.i] eller
Fortiguerra, Scipione, ital. Humanist,
(1466—1515). Han var en Toskaner fra Pistoja og af
fornem Slægt. I Firenze havde han Angelo
Poliziano til Lærer i Græsk og gav sig saa
ivrig af med dette Sprog, at han oversatte sit
eget Navn derpaa (Karteromachos ell.
Carteromaco). Siden blev han Prof. i Padua,
derefter fra 1500 i Venedig, endelig i Rom, hvor
Pave Julius II tog sig af ham. Hans litterære
Arbejder bestaar af lat. og gr. Digte, Breve,
en lat. Tale til den gr. Litt.’s Pris (trykt foran
Henri Estienne’s Thesaurus linguæ græcæ),
Deltagelse i en Udgave af Aristoteles’ Logik
(Venedig 1495, hos Aldus Manutius) og af
Ptolemæus’ Geografi (Rom 1507).
(E. G.). E. M-r.
Fortepiano, se Pianoforte.
Fortescue [↱få.əteskju.], Flod i
Vestaustralien, udspringer Ø. f. Mount Lockyer og
udmunder SV. f. Kap Preston i det indiske Ocean;
i den tørre Tid naar den ikke Havet.
M. V.
Fortescue [↱få.əteskju.], eng. Adelsslægt. I
dens Vaaben staar Ordene Forte scutum salus
ducum, der minder om den Tradition, hvorefter
Familien skal nedstamme fra Richard le Fort,
der fulgte Vilhelm Erobreren til England og i
Slaget ved Hastings dækkede ham med sit
Skjold, hvorefter han fik Navnet Fort-escu ɔ:
det stærke Skjold.
Paa Henrik V’s Tid var John F. en tapper
Feltherre. Af hans Sønner var John F.,
Overdommer ved King’s Bench i London, Slægtens
mest berømte Medlem. Han var født kort før
1400; 1442 fik han sin Overdommerstilling, men
under Rosekrigene tog han Parti for Lancaster
og flygtede efter Slaget ved Towton 1461 med
Dronning Margrete til Skotland og Flandern.
1471 vendte han tilbage, men efter Slaget ved
Tewkesbury underkastede han sig Huset York.
Han døde efter 1476, uvist hvilket Aar. John
F.’s Navn er knyttet til en Række jur. Afh.,
særlig til Forsvar for Huset Lancaster’s
Rettigheder, saaledes De natura legis naturæ. Hans
Hovedværk er imidlertid De laudibus legum
Angliæ, skrevet i Landflygtigheden omtr. 1470
og rettet til Prins Edvard af Wales for at gøre
ham bekendt med Englands Love. Rimeligvis
efter Tilbagekomsten til England skrev han On
the governance of the Kingdom of England and
the difference between an absolute and limited
Monarchy (ogsaa med forsk. andre Titler), der
hævder, at et stærkt og tilfreds Underhus er
det bedste Værn mod Uro i Riget. Kendt er
ogsaa John F. (1531—1607), der var i Slægt
med Familien Boleyn og forestod den senere
Dronning Elisabeth’s (Anna Boleyn’s Datters)
Undervisning; ved hendes Tronbestigelse blev
han hendes fortrolige Raadgiver; han fik fl.
Embeder, bl. a. fra 1589 som
Skatkammermester. Af Slægtens senere Medlemmer kan
nævnes Politikeren Chichester Samuel
F., Lord Carlingford, (1823—98). Han var
1847—74 Medlem af Underhuset, hvor han tilhørte
det liberale Parti. Af høje Stillinger beklædte
han under Palmerston 1857—58 og 1859—65
Understatssekretariatet for Kolonierne. I
Gladstone’s første Ministerium var F. Statssekretær
for Irland og senere Handelsminister. 1874
udnævntes han til Peer under Navnet
Carlingford. Som Medlem af Gladstone’s 2. Ministerium
(1880—86) gjorde han sig til Talsmand for en
forsonlig irsk Politik, men var en Modstander
af Gladstone’s home-rule-Politik; fra 1886
sluttede han sig til det liberal-unionistiske Parti.
L. K.
Fortescue [↱få.əteskju.], Chichester, se
Carlingford.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
