Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fortolkning (jur.) - fortone - Fortoning ell. Vignettering - Fortore - Fortoul, Hippolyte - Fortov
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udtrykt for Parterne som fornuftige
Mennesker. Eksempler paa saadanne alm. Betingelser
frembyder bl. a. Forsikrings-, Fragt- og
Entreprisekontrakter. Hvis, som f. Eks. ved
Forsikring, den ene Part bestemmer Betingelserne,
vil det være rigtigst, at Tvetydigheder i Ordene
nærmest falder ham til Last. Ved F. af en alm.
gensidig Kontrakt maa Maalet altid være at
finde, hvad Parterne virkelig individuelt set er
enedes om. Dette, og ikke det maaske uheldige
Forsøg paa at udtrykke det i det skriftlige
Kontraktsdokument, udgør Kontrakten. Men i
Tvivlstilfælde maa man dog gaa ud fra, at
Dokumentet, som det naturlig forstaas i Parternes
Kreds, gengiver Aftalen rigtig. Nu indtræffer
der mangfoldige Tilfælde, hvor Parterne
hævder hver sit m. H. t. Vedtagelsen, ell. hvor de
endog erkender, at de slet ikke har tænkt paa
Spørgsmaalet, og hvor der dog maa ell. bør
træffes en Afgørelse. Det sidste sker f. Eks.,
naar Forholdet ikke afvikles paa sædvanlig
Maade, idet Uheld indtræffer, ell. der udvises
Forsømmelse ved Kontraktens Opfyldelse; det
sker ogsaa, naar de naturlige ell. dog af
Parterne faktisk antagne Forudsætninger for
Kontrakten ikke har foreligget ell. brister. Uagtet
der her i Virkeligheden ingen Aftale er, har
man dog ofte i Teori og Praksis hævdet, at
det gjaldt at fortolke sig til Løsningen. Ganske
vist er der nu Grænsetilfælde, hvor man til
Trods for Parternes Tavshed kan sige, at de
virkelig ved deres Optræden har ladet
hinanden forstaa, hvorledes vedk. Punkt skulde
være ordnet. Men i Reglen har Parterne intet
tænkt, ell. i alt Fald kan intet oplyses derom.
Da tyr Retsudøveren til den objektive
udfyldende Ret og løser Spørgsmaalet positivt, dels
efter Lovregler, som er bestemte til at skulle
gælde netop, hvor intet modsat er aftalt, dels
efter eget Skøn støttende sig til Skik og Brug,
til tidligere Afgørelser af lgn. Tilfælde og til
retlige Betragtninger over, hvad der kan være
en passende Regel i saadanne Tilfælde. Overalt
her er det en Fiktion at tale om F. Ofte er
Fiktionen tilmed misvisende, eftersom Ret og
Retsudøvelse netop viser en Tendens til at
benytte grovere Gennemsnitsløsninger, der skaber
Simpelhed i Retsforholdene og derved
Sikkerhed i Omsætningen, og derfor gælder dette
især i egl. Handelsforhold. Dog krydses denne
Tendens — navnlig uden for Handelsforhold —
af en modsat, der stræber at finde den
Løsning, som efter Parternes Retsforhold og deres
Anskuelser, saaledes som Kontrakten former og
udtrykker disse, er den individuelt mest
passende og retfærdige. Dette kan Fiktionen pege
paa ved at sige, at Dommeren skal se at finde,
hvad Parterne vilde have aftalt derom, hvis
det var kommet paa Tale. Ved saadanne
ensidige Villieserklæringer som Gaver, vil
Retsudøveren mere end ved de gensidige tilstræbe
gennem F. at finde, hvad den Lovende virkelig
har ment; men stærk er dog ogsaa Tendensen
til her som overalt, hvor en Part lover noget,
at binde ham til det, som Modparten med Føje
kunde tro og har troet, at han mente. Ved F.
af Testamenter maa Bestræbelsen principielt
rettes paa at finde Arveladerens virkelige Villie.
Kun for saa vidt dets Gyldighed afhænger af,
at det er skriftligt, kommer den Grænse til,
at Villien maa kunne siges at have fundet et
om end maaske mindre klart Udtryk i Ordene,
Om F. af Domme o. a. Retsafgørelser gælder
noget lgn. som ved Testamenter, og ogsaa her
medfører Nødvendigheden af Dommens
Skriftlighed en Grænse for F. efter Villien.
V. B.
fortone (Søv.), den Maade, paa hvilken Land,
Skibe m. m. viser sig, set fra Søen. De
atmosfæriske Forhold bevirker ofte, at fjerntliggende
Land ses over Horisonten, ell. at Genstande
paa Søen ses antagende andre Former end de
virkelige.
H. E.
Fortoning ell. Vignettering kaldes i
Fotografien et Billedes gradvise Overgang i
Baggrunden. F. fremkommer ved, at man under
Fotograferingen ell. Kopieringen indskyder en
Vignet af Papir, Pap ell. Metal, som delvis og
gradvis udelukker Lyset fra den fotografiske
Plade ell. det fotografiske Papir.
C. E. A.
Fortore, Flod i Syditalien, udspringer paa
Apenninernes østlige Skraaning S. f. San
Bartolomeo in Galdo, løber mod Ø., dannende
Grænsen mellem Prov. Campobasso og Foggia, og
falder i Adriaterhavet V. f. Lago di Lesina.
Længde 96 km.
C. A.
Fortoul [får↱tul], Hippolyte, fr.
Politiker, (1811—56), blev 1840 Prof. i fr.
Litteraturhistorie i Toulouse og 1846 i Aix, hørte 1848—51
som Medlem af Nationalforsamlingen til de
Konservative og sluttede sig tidlig til
Præsidenten Louis Napoleon. Oktbr 1851 blev han
Marineminister, hjalp at forberede Statskuppet
Decbr s. A. og blev derefter
Undervisningsminister. I denne Stilling rettede han alle sine
Bestræbelser paa at gøre Skolevæsenet til et
Redskab i Regeringens Haand, indførte streng
Disciplin og Regelrethed og henlagde
Udnævnelsen af Lærerne ved de højere Skoler til
Regeringen, samt fjernede frisindede
Universitetslærere som Jules Simon, E. Quinet o. fl.
Studiet af Filosofi indskrænkedes, medens
Matematik og Naturvidenskaber fremmedes, og i de
lærde Skolers Undervisning gennemførtes
»Tvedelingen« (to sideordnede Linier).
E. E.
Fortov kaldes den Gadestrimmel langs hver
Husrække, som er forbeholdt Fodgængerne og
helst maa være saa bred, at man uden
besværlig Krydsen og Venten kan mødes og
passere langsomt Gaaende uden at skulle træde
ud paa Kørebanen. Ved moderne Gader (12—16
m brede) er hvert F. gerne 1/5 af hele
Bredden; i Gader med ringe Vognfærdsel undertiden
1/4, hvorved man opnaar at faa Plads til
Allétræer paa F. I gamle, snævre og
uregelmæssige Gader faar F. mindre og ofte varierende
Bredde, for at Kørebanen kan blive gennemført
tilstrækkelig bred for Vognfærdselen.
F. skilles fra Kørebanen ved en Rendesten,
som ind mod F. helst begrænses ved en
nogenlunde høj Kantsten (alm. 12—15 cm og ved
særlig intensiv Vognfærdsel indtil det dobbelte),
som baade skal beskytte Fodgængerne mod
Paakørsel, naar de færdes paa F., og minde
dem om Paapasselighed, idet de træder ud paa
Kørebanen. Ud for Portindkørsler lægges smaa
Ramper (Skraaplaner) fra Kørebanen til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
