Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Francis, Philip - Franciscello - Francisco - Franciscus fra Assisi - Franciskanerordenen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
iøvrigt er Forf. til mange andre anon. Arbejder,
for Forl., og det synes at fremgaa af den lige
til vor Tid fortsatte Debat om Forfatterskabet,
at han virkelig ogsaa var det (se i øvrigt
Junius-Breve). (Litt.: Memoirs of Sir P. F.
with Correspondence and Journals by J. Parkes
and H. Menivale [London 1867]; The
Francis-letters; ed. by B. Francis and E. Keary
[London 1901]; smlg. Art. Dict. of nat. Biography
XX)
L. K.
Franciscello [frant∫i↱∫æl.o]. italiensk
Violoncelvirtuos i 18. Aarh., f. c. 1690. Om hans Liv
haves kun enkelte spredte Meddelelser. 1725
var han i Neapel, c. 1730 blev han Medlem af
Hofkapellet i Wien og levede sine sidste Aar
i Italien. Han udviklede Teknikken paa sit
Instrument til en betydelig Højde, saa at
Violoncellen efter hans Tid efterhaanden fortrængte
Gamben i de ital. Orkestre.
A. H.
Francisco [frän↱siskou], se San
Francisco.
Franciscus fra Assisi, d. s. s. Frans fra
Assisi.
Franciskanerordenen (Fratres minores,
Minoritter, Graabrødre), den første og mest
udbredte Tiggerorden, stiftet af Frans fra Assisi;
dens Regel stadfæstedes 1223. Det var Frans’
Mening, at F. skulde gaa ud som
Lægprædikanter og prædike Evangeliet ligesom Apostlene
uden Ejendom, arbejdende for Føden ell.
tiggende, og deres Regel skulde bestaa i de samme
Forskrifter, som Jesus havde givet sine Apostle.
Det blev imidlertid snart nødvendigt for Kirken
at organisere denne Indremissionsbevægelse af
Lægmænd, der truede med at løbe ud i en
kirkefjendtlig Religiøsitet, og ved Kardinal
Ugolino’s og Elias fra Cortona’s Indflydelse gjorde
Frans Udkast til den 1223 stadfæstede Regel,
hvorved den af ham begyndte Bevægelse blev
indordnet som et Led i den officielle Kirkes
Virksomhed. Denne Regel indeholder foruden
de alm. Munkeløfter Bestemmelse om, at F.
for deres Arbejde ikke maa tage Penge, men
kun hvad Legemet trænger til; de maa intet
eje, men skal tjene Herren i Fattigdom og gaa
efter Almisse. I Spidsen for Ordenen
staar en Generalminister, hvem alle Brødrene
skal lyde, men han skal igen lyde Paven; han
vælges paa Generalkapitlet, der holdes i
Portiuncula hvert tredie Aar ell. oftere, af
Provinsialministrene (ministri provinciales,
Forstanderne for de enkelte Prov., som Ordenen er
delt i) og af custodes (Tilsynsmænd for enkelte
Dele af en Prov.). I Spidsen for hvert Kloster
staar en guardian. F. maa ikke prædike uden
Generalministerens Samtykke, og hvis Bispen i
et Stift gør Indsigelse, skal de tie. Dragten er
en Kutte af ufarvet Uld (i Reglen brun), paa
Fødderne Sandaler. En Kardinal er protector.
Paverne saa snart, at de kunde bruge F. til
mange Ting: indadtil som en Modvægt til det
mægtige Præsteskab og udadtil som et Modtræk
til den Indremissionsbevægelse, der udgik fra
Valdesierne o. a. kirkefjendtlige Retninger, og
de overøste dem med Privilegier. Honorius III
gav dem Portiuncula-Aflad og Ret til at
prædike og høre Skrifte overalt og til at holde
Gudstjeneste paa Steder, der laa under
Interdikt (1223). Frans protesterede mod
Privilegierne, og lige fra første Færd var F. spaltet i
to Partier: det mildere med Elias fra
Cortona, der var Ordenens anden Generalminister
og benyttede sin Stilling til at nedstemme
Fordringerne til Fattigdom, og det strengere
med Antonius fra Padua, der ikke vilde slaa
af paa Stifterens ideale Fordringer. Det strenge
Parti fik Elias afsat som General 1239. I 13.
Aarh. havde snart det ene, snart det andet
Parti Overmagten, men Paverne holdt sig til det
milde. Innocens IV bestemte 1245, at F. maatte
besidde Jord og Huse, men saaledes at Paven
havde Ejendomsretten; dette stadfæstede
Nikolaus III ved Bullen Exiit 1279 (de maatte
bruge, men ikke eje) og ophævede den
Bestemmelse, som Frans havde sat i sit
Testamente, at F. ingen ny Forskrifter maatte fordre
af Paven. Det milde Parti, Konventualer,
fik et Navn i Videnskabens Verden, men det
strenge Parti, Spiritualer, fik en udstrakt
Indflydelse i de lavere Klasser og skabte mange
Steder en baade religiøs og politisk demokratisk
Stemning. En af Spiritualernes betydeligste
Mænd, Peter Johannes de Oliva (d.
1297) kaldte i sin Postilla super Apocalypsin
Romerkirken for den bab. Skøge, og
Ubertino de Casale fremstillede i Arbor vitæ
crucifixæ (1305) Pavedømmet som det i
Johannes Aabenbarings Kap. 13 omtalte Bespottelsens
Dyr. Nogle af Spiritualerne udsondrede sig som
selvstændige Ordener, saaledes
Cølestinereremitterne og Clareninerne (se Clareni
fratres). Den krasseste Opposition inden for dem
dannede Fraticellerne. I 14. Aarh. var
Spændingen inden for Ordenen paa sit højeste.
Pave Johannes XXII erklærede 1322 Bullen
Exiit’s Skelnen mellem det at bruge Ejet og det
selv at eje det for en Fiktion, og han opgav
Ejendomsretten til Ordenens Godser, og 1323
erklærede han det for et Kætteri at paastaa,
at Kristus og Apostlene intet havde ejet. Den
daværende Ordensgeneral, Michael fra Cesena,
som hørte til det strenge Parti, blev paa
Pavens Bud fængslet i Avignon, men han undslap
1328 og flygtede til Ludvig af Bayern, der i sin
Kamp mod Paven støttede sig til Spiritualerne.
Paven afsatte og bandlyste Michael, men denne
appellerede fra Paven til Kirken og døde uden
at have bøjet sig for Paven, hvem han
erklærede for en Hæretiker (jfr Gudenatz, »Michael
von Cesena« [1876]). — 1368 stiftede Paolucci
(Paolo) de’ Trinci fra Foligno en Kongregation
af F., som holdt sig til den opr. Regels
Strenghed uden derfor at ville træde i Opposition til
Konventualerne; de kaldtes Observanter
(ell. Familiebrødre ell. soccolanti ɔ:
Sandalbærere). Paverne og Kirkeforsamlingerne søgte
forgæves at forlige Modsætningen inden for F.;
1517 udstedte Pave Leo X en Bulle, hvorved
han lovfæstede F.’s Deling i Observanter og
Konventualer, saaledes at de første skulde
udnævne Generalministeren (Minister generalis
totius ordinis S. Francisci), hos hvem
Konventualernes Øverste, Generalmagisteren (Magister
generalis Fratrum minorum conventualium),
skulde søge Stadfæstelse, hvad han dog har
undladt. F. af den regulerede Observans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
