Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1824 Valgbrevenes Varighed forlænget til 7 Aar
uden aarlig Fornyelse.
Efter Julirevolutionen 1830 undergik Chartet
fl. vigtige Ændringer, idet Kongens Ret til at
give Ordonnanser ophævedes som Følge af den
Misbrug, Karl X havde gjort deraf, og ligeledes
Indledningen, der betegnede Forfatningen som
en frivillig Gave af Kongen i St f. en naturlig
Ret for Folket. Dettes Suverænitet blev altsaa
godkendt i Princippet, og Kongens personlige
Styrelse afløstes af det parlamentariske System
som i England. Begge Kamre fik Forslagsret til
Love; Deputeretkammeret fik Ret til selv at
vælge sin Formand i St f. at foreslaa 5
Kandidater til Kongens Valg, og Pairskammerets
Møder blev offentlige lige saa vel som det andet
Kammers. 1832 afskaffedes Pairernes
Arvelighed, og der fastsattes visse Klasser af ansete
Mænd, som Kongen maatte udnævne hertil paa
Livstid; Tallet vekslede mellem 248 (1834) og
326 (1837) og var i Reglen omtr. 300.
Deputeretkammeret skulde vælges paa 5 Aar; Alder for
Valgret og Valgbarhed nedsattes til 25 og 30
Aar, og Census til 200 og 500 frc. Skatydelse.
Vælgertallet steg derved til omtr. 170000 og var
1846 naaet op til 240000 (1 for hver 150 Indb.).
Medlemstallet blev som hidtil 430, men steg
senere til 459; Valget foregik i mindre Kredse,
og Inddelingen var saadan, at de mindre Byer
med deres Omegn begunstigedes paa de større
Byers Bekostning. 1842 valgte derfor 102000
Vælgere 282 Medlemmer, men 138000 kun 177. Dette
Misforhold tillige med den høje Census og de
mange Embedsmænd, omtr. 2/5 af hele
Kammeret, vakte de stærke Ønsker om en
Valgreform, som efterhaanden førte til
Februarrevolutionen 1848.
Under den anden fr. Republik optoges
straks alm. Valgret og Valgbarhed med 21 og
25 Aars Alder (ligesom 1792), og Vælgertallet
steg til 9,4 Mill. Efter Forfatningen af 4. Novbr
1848 overdroges Lovgivnings- og
Bevillingsmagten til en Nationalforsamling paa 750
Medlemmer, valgte paa 3 Aar umiddelbart og
departementsvis (ved »Listeafstemning«); Forsamlingen
var »permanent«, og i dens Ferier nedsattes et
staaende Udvalg paa 39 Medlemmer; der gaves
et dagligt Vederlag af 25 frc. ell. 9000 frc. om
Aaret, og Embedsmænd udelukkedes fra
Valgbarhed. Den udøvende Magt overdroges en
Præsident, valgt paa 4 Aar umiddelbart af hele
Folket og uden Ret til Genvalg før efter 4 Aars
Forløb; han var den eneste, som toges i Ed
paa Forfatningen, medens alle andre politiske
Eder siden Febr var afskaffede, og var
ansvarlig ligesom Ministrene, der udnævntes og afgik
efter det parlamentariske Systems Regler. Han
kundgjorde vel Lovene, men havde intet Veto og
kunde kun opfordre Nationalforsamlingen til at
underkaste Lovforslagene en fornyet Drøftelse.
Til at erklære Krig og slutte Traktater
krævedes Nationalforsamlingens Beslutning, men
Forfatningen forbød ligesom 1791 at føre Krig
for at vinde Land ell. undertrykke et andet
Folks Frihed.
Statskuppet 2. Decbr 1851 bragte
Statsordningen saa temmelig tilbage til, hvad der bestod
1800—14, og Tilnærmelsen blev større, da det
andet Kejserdømme oprettedes et Aars
Tid efter. Kejseren blev næsten enevældig, men
regnedes kun som den arvelige og ansvarlige
Repræsentant for det suveræne Folk, der altid
kunde kaldes til ny Afstemning for at
tilkendegive sin Villie. Foruden den fulde udøvende
Magt fik Kejseren udelukkende Magt til at
foreslaa Love. Ministrene afhang alene af ham og
kunde derfor ikke være Medlemmer af den
lovgivende Forsamling, men vel af Senatet.
1857 oprettedes tillige et Gehejmeraad (Conseil
privé) af Kejserdømmets mest betroede Mænd,
der i paakommende Fald skulde være
Regentskabsraad. Kejseren valgte de livsvarige
Senatorer, 80—150 i Tallet, og dertil kom
Kardinaler, Marskaller og Admiraler, som paa
Embeds Vegne tog Sæde. Senatet skulde vaage
over Forfatningen og kunde alene fortolke og
nærmere udvikle den; det skulde paase, at
Lovene stemte med den, men kunde ikke selv
ændre dem. Den lovgivende Forsamling valgtes
paa 6 Aar ved samme Valgret og Valgbarhed
som fastsat 1848, men i Enkeltmandskredse, 1
for hver 35000 Vælgere (opr. 261, men Tallet
steg efterhaanden til 292), og under
Statsmyndighedernes planmæssige Ledelse af Valgene
ved officielle Kandidaturer (dette kaldtes at
»disciplinere Demokratiet«). Den fik kun meget
indskrænket Bevillingsmyndighed og kunde ikke
ændre Lovforslagene uden Statsraadets
Samtykke; den drøftede dem sammen med dettes
Kommissærer og skulde til sidst stemme
over dem i deres Helhed, som Statsraadet
indbragte dem (allerede fastsat i Tillægsakten 1815
og 1855 optaget i den danske Fællesforfatning).
Ingen af Forsamlingerne fik fuld Offentlighed
for deres Forhandlinger; begges Formænd
valgtes af Kejseren, og begges Medlemmer fik ogsaa
Uniformer (ligesom under Konsulatet og det
første Kejserdømme) og høje Vederlag
(Senatorerne 30000 frc. aarlig, de andre 2500 frc.
maanedlig under Samlingen indtil 5 Maaneder);
endelig maatte de alle aflægge Troskabsed til
Kejseren. 1860—69 gjordes flere
Forfatningsændringer, hvorved den lovgivende Forsamling
fik større Myndighed baade over Love og
Bevillinger, og hvorved dens politiske Indflydelse
udvidedes, først ved Ret til at indgive en
Svaradresse paa Trontalen, siden, 1867, ved Ret til at
stille Forespørgsler og endelig 1869 ved Ret til
at vælge sin Formand og selv foreslaa Love.
Samtidig fik ogsaa Senatet en friere Stilling,
1867 Ret til at sende Lovforslag tilbage til
fornyet Drøftelse i næste Samling og 1869 saavel til
at ændre som til at forkaste dem. Endvidere
udnævntes 1860 egne »Taleministre« til at føre
Ordet paa Regeringens Vegne; 1867 fik tillige
Fagministrene Adgang til den lovgivende
Forsamling, og 1869 blev de politisk ansvarlige.
Man nærmede sig saaledes baade den
parlamentariske Styrelse og det rette Tokammersystem,
og ved en ny Forfatning 20. Apr. 1870 sloges
begge fast, idet den lovgivende Forsamling
ogsaa skulde have Del i Forfatningsændringer,
dog med Forbehold af disses Stadfæstelse ved
Folkeafstemning og af Kejserens Ret til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
