Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Djævle og Narre slog Gækken løs; undertiden
indskødes en hel Farce. I Paris fik 1402 det dram.
Lav La confrérie de la passion kgl. Privilegium
paa at opføre Mysterier; indskudte Farcer
udførtes med Assistance af Les Enfants-sans-souci.
(Litt.: Petit de Julleville, Les mystères
[2 Bd 1880] og Repertoire du théâtre comique
en France au moyen âge [1886]; Samme, La
comédie et les mœurs en France au moyen âge
[1886]; Kr. Nyrop, »En Teaterforestilling i
Middelalderen« [1892]; J. P. Jacobsen, »Det
komiske Dramas Oprindelse og Udvikling i F.
før Renaissancen« [1903, fr. Udg. 1910]).
Haandbøger i Middelalderens
Litteraturhistorie er: Gaston Paris, La litt. française au
moyen âge (2. Udg. 1890) og Ch. Aubertin,
Hist. de la langue et de de la litt. française au
moyen âge (2 Bd, 2. Opl. 1884).
Hovedkildeværket er Histoire litteraire de la France,
paabegyndt 1733 af Saint-Maur
Benediktinerne (Bd I—XII, 1733—63) og 1808 paa
Regeringens Befaling fortsat af Instituttets hist.
og litterære Afdeling (Bd XIII—XXXII
1814—95; fra 1865 en ny Udg. af de første 15 Bd);
den første Del af Værket naaede indtil 1167,
den anden fortsatte til ind i 14. Aarh. Af stor
Interesse for Studiet af Middelalderens Litt. er
tillige de forsk. i F. og Tyskland udkommende
filologiske og litterære Tidsskrifter, navnlig det
af P. Meyer og G. Paris redigerede
Romania, der er udkommet siden 1872 og har omtalt
saa godt som alle vigtige Middelaldersværker i
een eller flere Artikler.
Renaissancen (ca. 1450—1600).
Middelalderens Litteratur var i almindelig
Opløsning og Forfald i Slutn. af 15. Aarh.
Folkedigtningen havde forlængst mistet sin Friskhed
og Inspiration. Poesien var udartet og stivnet i
gold, allegorisk moraliserende Manér;
Lensvæsenets Glans var blegnet; i de langvarige Krige
med England og især under Ludvig XI’s
vasalfjendtlige Enhedsbestræbelser brødes
Ridderskabets Kraft, og en ny Tid gryede. Gennem
mange forvirrede og vildtvoksende
Overgangsformer kæmpede Humanismen sig frem dels
som litterær og kunstnerisk Renaissance, dels
som religiøs Reformation. I Modsætning til
Middelalderlitteraturens frodige Overtro og naivt
folkelige Gemytspræg genfødtes nu Antikkens
Aand gennem Kendskabet først til de romerske,
siden til de græske Digtere og Filosoffer. F.
undergik saavel en klassisk som en italiensk
Paavirkning ved sit Sammenstød med Italien,
hvor Renaissancen tidligst fuldbyrdedes, hvor
Dante havde skabt et fast Skriftsprog og med
Petrarca og Boccaccio grundlagt den italienske
Nationallitteratur. I F. derimod havde de
mange primitive Kunstformer hidtil savnet en
fælles Sprogenhed; i talrige Dialekter havde
Digterne skrevet; Sproget, hvori den litterære
Enhedskultur skulde udvikles, var endnu vildt,
udyrket og ubestemt. I Overgangstiden, der
omtrent varede til Midten af 16. Aarh. og
dannede Renaissancens tidlige Foraar, kæmpede
Individualismen sig langsomt frem, Skolastikken
veg for Kritik, Mystik for videnskabelig
Forskning. Med Iver kastede de bedste og klareste
Aander sig over Studiet af de klassiske
Forfattere, først de romerske, derpaa de hellenske,
efter at de ved Konstantinopels Erobring 1453
flygtede Grækere havde bragt Impulser til
Vesteuropa, Bogtrykkerkunsten indførtes 1469, og
snart var Oplysningsværket i fuld Gang. Den
berømte Humanist Erasmus fra Rotterdam
levede og virkede en Tid lang i Paris. Af de
lærde Hellenister kan nævnes som den første
Guillaume Budé, paa hvis Opfordring
Frants I stiftede Collège de France som en
humanistisk Højskole, hvor de to klassiske
Sprog og Hebraisk, Matematik samt
Naturvidenskaberne trivedes; af Filologer virkede senere
Scaliger, Casaubon og Muret. Den
lærde Bogtrykkerfamilie Estienne og adskillige
Oversættere havde stor Del i Fremskridtet.
Snart optoges antikke Former, ja sproglige
Latinismer, hvilke sidste dog for største Delen
igen forsvandt, hvorimod den italienske
Paavirkning satte sig varigere Spor i Sproget.
I Overgangstiden — den tidlige Renaissance
— er Literaturen endnu middelalderlig farvet;
men Formerne opløses og travesteres allerede,
saaledes det traditionelle Helteepos. En
aandfuld Novellist, Antoine de la Salle, der ca.
1450—60 var Digter ved Hertughoffet i
Bourgogne, skildrer i Histoyre et plaisante cronique
du petit Jehan de Saintré sin Tids Ridderideal,
men travesterer det i Slutningen med en
mesterlig fin Ironi. Ligeledes over de
middelalderlige Joyes de Nostre-Dame skriver han en
Parodi, idet han i Les quinze joyes de mariage
fremfor at prise Kvinden og Ægteskabet
tværtimod i spydig Satire spotter de forskellige
Giftermaalskalamiteter, Kvindeluner og
Kvindeutroskab. Rimeligvis har han tillige været
endelig Redaktør af Samlingen Cent nouvelles
nouvelles, hvis 100 Fortællinger fremkom
1456—61 i Brabant, fortalte for Dauphinen Ludvig
(XI) af hans Mænd; over Halvdelen ere
originale, Resten laante fra gamle Fableaux og fra
italienske Noveller, især Boccaccio’s
Decamerone. Den italienske Paavirkning var altsaa
allerede begyndt. Efter denne fortræffelige
Prosaforfatter optraadte i Philippe de
Commynes (d. 1511), Ludvig XI’s politiske
Raadgiver, F.’s første ædruelig fornuftige
Historieskriver, der i sit Memoireværk Chronique
et histoire contenant les choses advenues durant
le règne du roi Loys unzième [trykt 1524, 1552
kaldet Mémoires] klart og skarpt, men tillige
filosofisk og idérigt udreder de lønlige politiske
Drivfjedre.
I Poesien bliver François Villon (c.
1431—61) Forløber for den ny Tid; kun i sin
Lyriks Indramning er han middelalderlig, ellers
allerede udpræget individualistisk, manérfri og
sand, uden Spor af Allegori. Sin skolastiske
Uddannelse satte han over Styr i et vildt og
forvovent Ungdomsliv, der endog bragte ham
Galgen nær. I sit lille og store »Testamente«,
hvis Ramme er en satirisk Testamentering til
hans Venner af hans sølle »Efterladenskaber«,
er der et gribende lyrisk Indhold af snart
spøgende og spotsk, snart dybt tungsindig
Refleksion over Lyst og Last, spildt Ungdom,
Livets hastige Flugt og Dødens Ubarmhjertighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
