Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fremstilling er præget af national begejstret
Optimisme, endelig Henri Martin (1810—83),
hvis store Frankrigshistorie har højt Værd for
sin klare Dom og næsten pinlig omhyggelige
Brug af Kildestoffet. — I Litteraturhistorien var
Villemain (1791—1870) en udmærket klar
og livlig Docent. Saint-Marc Girardin
(1801—73) var en fint og klogt dømmende
Mægler i Striden mellem Romantikere og
Klassicister. Philarète Chasles (1798—1873)
udgav mange aandfulde Essays over udenlandsk
Litteratur.
I Tidsrummet mellem Juli- og
Februarrevolutionen (1830—48) herskede Romantikken i den
fr. Litt., dog sejrrigst udpræget i Beg. af sin
Bane. Næsten samtidig opstod de Strømme, som
snart skulde vokse, brede sig og til sidst
bortskylle Resterne af den udartede Romantik, hvis
opr. Forkæmpere selv var de første til at slaa
Følge med den ny Bevægelse. Romantikken
indfriede nemlig ikke sine Løfter om Natursandhed
i Skildringen af Mennesket og dets Lidenskaber;
Hovedvægten lagdes snart paa det effektfulde,
der endog ofte udskejede til det gyselige og
rædselsfulde; baade i Drama og Roman
behandledes de middelalderlige Emner med mere fri
Fantasi end egl. streng Lokalkolorit;
Psykologien blev usandsynlig og abstrakt konstrueret,
i St f. sand og analytisk iagttagende. Endelig
havde Romantikken i rent subjektiv Anarkisme
opløst og sammenblandet alle Kunstarter og
ganske tabt Sansen for deres indbyrdes
Begrænsning. De store Førere, som Lamartine og
Victor Hugo, droges ind i den politiske Strid,
og Romantikernes Sammenhold splittedes og
mistede Principper og Organisation.
Efter Februarrevolutionen forstummede den
romantiske Skole, og Naturalismen fortrængte
den paa næsten alle Felter. Den moderne
Roman, der nu tog Førerskabet i Litteraturen,
udgik fra den romantiske, som kan forfølges
tilbage til Rousseau, Bernardin de Saint-Pierre,
Fru de Staël og Chateaubriand, og som allerede
i Senancourt’s »Obermann« (1804) naaede sit
første typiske Udtryk i den gribende psykologiske
Analyse af Forfatterens selvfortærende, sygelige
Drømmeliv. I Benjamin Constant’s
»Adolphe« (1816) træffer vi et virkelig analytisk
og objektivt Romanforsøg (Skildringen af en
hendøende Kærlighed), der for Udviklingen har
samme Bet. som Chateaubriand’s René og Fru
de Staël’s Delphine. Dog standses
Udviklingsgangen nogen Tid af den romantiske hist.
Roman,, hvori Victor Hugo, Alfred de Vigny og
Mérimée yder enkelte Mesterværker, men som
snart blev mere fantastisk og ekscentrisk
melodramatisk end sandfærdig hist. Men Traaden
fra Rousseau til Chateaubriand genoptoges af
George Sand (1804—76), der i sin rige
idealistiske Romanproduktion med lyrisk
Subjektivisme og sentimental Patos proklamerer
Hjertets og Lidenskabens Naturret og
Menneskehedens, specielt Kvindekønnets, Frigørelse;
skønt de radikale Tendenser, der til sidst bliver
socialdemokratiske, farver alle hendes
Romaner, tager dog disse deres Udgang fra
Virkeligheden og Naturen, kun sjælden fra Historien.
Sædvanlig opstilles G. Sand som Skaberen af
den moderne idealistiske Roman — rettere
burde man sige af den optimistisk-reformatoriske
— i Modsætning til den realistiske Roman, som
Honoré de Balzac (1799—1850)
grundlagde, og hvorved Overgangen fra Romantikken til
Naturalismen dannedes. Denne geniale
Menneskekender tog sig for i et sammenhængende
Kæmpeværk, »Den menneskelige Komedie«, at
skildre hele sin Samtids pulserende Liv paa de
forskelligste Omraader og indtil de skjulteste
Afkroge. Ingen af den nyere Tids Forf. har i
højere Maal end han besiddet denne
altopslugende Interesse for alt menneskeligt ell. med
stærkere Intensitet fordybet sig i Urdrifternes
ubetvingelige og impulsive Magt. Med vidunderlig
skarp og minutiøs Karaktertegning og med
storslaaet dram. Opfindsomhed skildrer han en
næsten uendelig Række af Mennesketyper i
deres indbyrdes Kampe og Forhold. Især den
kvindelige Natur har han forstaaet og skildret
med genial Intuition. Hans Værkers
væsentligste Fejl er deres tunge og besværlige
Fremstillingsform samt noget »romanagtige« Tilsnit, der
røber hans Afhængighed af den romantiske
Skole.
Berøringspunkter med Romantikken havde
ligeledes Henri Beyle (Stendhal,
1783—1842), der imidlertid følte dyb Foragt for al
romantisk Begejstring, men levende Interesse
for Studiet af Villiens Energi og derfor med
kold og skarpsindig Analyse satte den
psykologiske Sonde i sære, ejendommelig isolerede og
udviklede Sjæls- og Samfundstilstande; med den
fineste og grundigste Iagttagelse klarlægger han
i sine Romaner alle de spegede Motivtraade til
en Handling og sønderskærer anatomisk alle en
Følelses Fibre Mérimée (1803—70) skrev sine
klassisk korrekte og knappe Noveller med
fuldkommen nøgtern Ironi og uden mindste lyrisk
Skælven, kun med den rent kunstneriske
Virkning for Øje: L’art pour l’art; hans
Karaktertegning er mesterlig ved sin kraftige, objektive
Enkelthed.
Med Balzac, Beyle og Mérimée naaede den
ældre realistiske Roman i 19. Aarh. sit
Højdepunkt; mindre fremtrædende Repræsentanter
havde den i Ch. de Bernard, Xavier de
Montépin, Jules Sandeau, Paul de
Kock o. fl. — Efter George Sand’s Forbillede
dyrkedes den mere idealistiske Roman af Léon
Gozlan, Saintine, Emile Souvestre,
Octave Feuillet, Cherbuliez,
Daniel Stern o. fl. Henri Murger
(1821—61) skildrede med overordentlig Humor det
lystige Studenter- og Kunstnerliv i Paris i fl.
Romaner, bl. hvilke Scènes de la vie de
Bohême (1848) første Gang anvendte Navnet
Bohême om den fattige, men sorgløse
Hovedstadsungdom.
Det romantiske Drama havde snart udspillet
sin Livskraft. Man blev hurtig træt af dets
ekstravagante og uhyrlige Ekscentricitet. Dets
eneste varige Fortjeneste var den at have gjort
Tragedien umulig igennem det hist. Dramas
Udskejelser. Da Ponsard (1814—67) 1843 under
uhyre Bifald fik sin Tragedie Lucrèce opført,
troede man, at en Fornyer af den klassiske
Tragediestil var opstaaet imod de romantiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
