Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rædselsstykker, men Ponsard skuffede denne
Forventning. En moderne Genfødelse af
Tragedien opstod ikke. Men Scenen var renset for
al Konvention, — Enheder, Stil, Sandhed — alt
var fejet ud. Ved den geniale Skuespillerinde
Rachel genfødtes Tragedien — men den gl.
klassiske —, Corneille’s og især Racine’s. Her og i
Vaudevillen var Scribe (1791—1861) i et halvt
Aarh. det store Publikums Favoritdigter, der i
sin kolossale Produktion udviklede
Intrigeteknikken til Mesterskab, men ellers var
spidsborgerlig upoetisk, flov og kølig sentimental og
mannekin-træet i den psykologiske
Karakteristik. Scribe var saaledes i sit temperamentsløse,
efter Publikums ukunstneriske Ønsker afpassede
Teater en ligefrem Kontrast til Romantikernes
himmelstormende Lidenskabelighed. Men
Reaktionen herimod skyldtes dog den fra Ponsard
udgaaede L’école du bon sens, der i Émile
Augier (1820—89) fik en sand og ægte Digter,
som skrev sine Dramaer over positiv Iagttagelse
af det virkelige Samfundsliv og med etisk
Sundhed og varm og oprigtig Sandhedskærlighed
skildrede sin egen Tids Sæder, med stærkere
og stærkere Satire over de sociale og politiske
Brøst. I den yngre Dumas (1824—95) fik det
realistiske Drama sin anden
Hovedrepræsentant, hvis tekn. fuldkomment konstruerede
Stykker alle har en moraliserende Tendens, der
endog ofte saa stærkt tager Overtaget, at
Replikskiftet kun bliver en spirituel moralsk Dialog,
og Ræsonnøren faar Hovedrollen; han angreb
navnlig den uretfærdige Morallovgivning og
kæmpede for et paa ny styrket, sandt
Familieliv som Værn mod etisk og moralsk Dekadence.
Af den realistiske Retnings øvrige Digtere maa
fremhæves Th. Barrière (1823—77), der
skrev fl. fortrædelige Karakterkomedier. Eug.
Labiche (1815—88) ekscellerede i den kaade
Farcestil, ligeledes Halévy og Meilhac,
der sammen med Offenbach skabte Operettens
store Succes. Af de flg. Dramatikere var
Pailleron (1834—99) en elegant, men ikke
betydelig Lystspilpoet; Victorien Sardou
(1831—1908) bejlede til og vandt en Scribe’sk
Popularitet ved en Række effekt- og
intrigefyldte Dramaer, der indvendig er lige saa hule
og ukunstneriske som Forbilledets.
Teknikdramaet havde i Francisque Sarcey
(1827—99) en udmærket Kender og kritisk Forsvarer,
som dog misbrugte sin store Autoritet til at
give Publikumssmagen Ret og modarbejde
Teatrets udvikling til ny Former. Henri
Becque (1837—99) forsøgte sig i den strengt
naturalistiske Komedie, der skulde bryde
ethvert Hensyn til Publikums Krav paa en
forsonende Slutning med det godes Sejr og det
ondes Nederlag, men de bitre Stykker behagede
ikke. De »fri« Teatre førte en Tid Kampen for
det ny — baade det brutale Virkelighedsbillede
og Symbolismens Skyggespil — og spillede
Henrik Ibsen og Maeterlinck (f. 1862); denne
hypersensible Mystiker, der med stor Magt
skaber Rædsels- og Uhyggestemninger og tillige med
næsten sygelig Subtilitet eftersporer Sjælenes
inderste og lønligste Urliv, blev Teatrets eneste
Symbolist. Edmond Rostand (f. 1864)
vendte med sine Versdramaer tilbage til de gl.
Bravur-Idealer i fr. Teater. De mest spillede
Forf. af Nutidsskuespil, der sætter sociale
Problemer under Debat ell. skildrer psykologiske
Konflikter, er Jules Lemaître
(1853—1914), François de Curel (f. 1854), Paul
Hervieu (1857—1915), Eugène Brieux
(f. 1858), Henri Lavedan (f. 1859),
Maurice Donnay (f. 1860) og Henry
Bernstein (f. 1875).
Den moderne naturalistiske Roman fik sin
første og største Mester i Gustave Flaubert
(1821—80), der var vokset op i Romantikken og
Beundring for dens Heroer, men som, paavirket
af Balzac’s Realisme, slog ind paa den
ædruelige og koldsindige psykologiske Analyse. Efter
Romantikkens vildt geniale Rus vaagnede den
unge Generation til Virkelighedens Tvivl og
Skuffelser og følte det som sit litterære
Ansvar at maatte gaa strengt objektivt til Værks.
Digteren blev fra nu af Videnskabsmand, en
Slags litterær Fysiolog og Patolog. Med »Fru
Bovary« (1857) indvarslede Flaubert den ny
Retning. Han er objektiv indtil Upersonlighed,
ja Ufølsomhed; thi Følelsen skulde efter hans
Mening suggestioneres af selve de skildrede
Ting og ikke af Forf., som aldrig, direkte ell.
indirekte, burde indføre subjektiv Lyrik eller
personlige Betragtninger. Kunsten var for ham
en Religion, der skulde dyrkes ved en
utrættelig Iagttagelse af Naturen og Mennesket og ved
en ukrænkelig ydre og indre Sanddruhed i alle
Værkets mindste Dele. Han udarbejdede med
den tungeste Samvittighedsfuldhed sine Bøger,
saa de fik en hidtil ukendt Glans og Kraft i
kunstnerisk Anskuelighed, og anvendte paa
Oldtidsemner selv samme Metode — med dens
Stræben efter lyslevende ydre Prægnans og
fuldstændig indre Aarsagssammenhæng — som
i Nutidsromanen.
Naturalismen fik i Hippolyte Taine
(1828—93) sin store Æstetiker, som i Kritik og
Forskning gennemførte den videnskabelige
Metode i en kunstnerisk og litterær Determinisme,
der betragter ethvert Værk som Produkt af
Race-, Milieu- og Tidsforhold uden tilbørligt
Hensyn til de rent individuelle Muligheder, hvis
Vægt ikke lader sig kontrolere, Efter Flaubert
fulgte Brødrene Jules (1830—70) og
Edmond (1822—96) de Goncourt, som i en
sensibel impressionistisk Stil skildrer moderne
Menneskers Nerveliv med særlig Forkærlighed
for det patologisk sygelige. Derimod var Guy
de Maupassant (1850—93), som stod i
direkte Elevforhold til Flaubert, et vidunderlig
livsfrodlgt, for al Virkelighed modtageligt
Temperament, som ganske systemfrit — med en
noget kortfattet simplificerende Psykologi —
gengav alle sine rige Iagttagelser som friske
Studier i Marken; da Blikket vendte sig indad,
var hans Livskraft ved at visne. Naturalismens
betydeligste Mester var Émile Zola
(1840—1902), der med noget af Hugo’s grandiose
Inspiration undfangede sine Kæmperomaner som
digteriske Visioner, men som derefter med
robust Arbejderslid og en Lærds pinagtige
Taalmodighed indsamlede alt Detailstoffet til dem,
uden at skræmmes tilbage fra nogen nok saa
frastødende ell. beklumret Sfære. Trods den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
