Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
flg. Tid (Hertugen af Berri’s livre d’heures
[1416]), Portrættet dukker op, og Landskabet
udformes; fortrinlige Miniaturer, holdte i ædel
Stil under Indflydelse fra florentinsk Kunst
(Michelozzo) er Foucquet’s (15. Aarh.) og hans
Skoles. Ved Siden af den med Foucquet o. a.
fremtrædende Renaissancebevægelse i
Malerkunsten opstaar der i Skulpturen omtr. Aar
1400 en højst ejendommelig Retning, hvis Maal
er Fordybelse i Virkeligheden og
Individualiteten: den flamske Skole i Dijon (Cl. Sluter,
de Werwe etc.; Værker: »Moses-Brønden«,
Filip den Dristige’s Gravmæle m. m.); udgaaet
fra nederlandske Kunstnere faar den stor
Indflydelse paa fr. Kunst; allerede fra sidste
Halvdel af 14. Aarh. havde der vist sig en mere
realistisk Bevægelse i F.’s egen Kunst
(Gravmælerne i St Denis: Beauneveu’s Portrætstatue
af Karl V m. fl.); her, i Dijon-Skolen, naar
denne Realisme med dens skarpe psykologiske
Trængen ind i Karakteren en næsten
uovertræffelig Energi og Styrke. Denne Nordens skarpe
Udtryksmaade trænger i 15. Aarh. helt ned i
Syden (Avignon m. v.). I det flg., med
Renaissancens Gennembrud, skal Maler- og
Billedhuggerkunst behandles hver for sig.
Malerkunst. De politiske Forhold mellem
F. og Italien blev betydningsfulde for Kunsten.
De fr. Hærtog til Italien under Karl VIII,
Ludvig XII og Frants I bragte ital.
Renaissance kultur hjem med sig, og særlig under den
sidstnævnte Konge blev den ital. Kunst højeste
Mode, ældre fr. Kunstnere, som Perréal, søgte
at lempe sig efter den ny Smag, der med
ostentativ Pomp og Elegance holdt sit Indtog i F.
med Udsmykningen af Fontainebleau-Slottet
ved fremmede Mestere som Primaticcio (Rosso,
dell’ Abbate), Kunstnere, som udgik fra den
rom. Skole (G. Romano) og med deres flotte
Kompositioner, udvortes Gratie og maniererte
Tegning fik en stor, og farlig, Indflydelse paa
den nationale Kunst. Kongerne blev nu
Midtpunktet for Kunsten. Fra Frants I’s Tid
blomstrede Portrætkunsten (J. og F. Clouet, Corneille
de Lyon). De to Cousin’er fik fornemmelig Bet.
for Glasmaleriet. I 17. Aarh. fortsattes
Fontainebleau-Skolens Overlevering af Dubois og
Fréminet og deres Efterlignere. En eklektisk
Tendens raadede. Fra Rubens, der var indkaldt af
Maria af Medici, udgik stor Tiltrækning, men
ital. Malere var især Forbillederne (Valentin
efterlignede Caravaggio, etc.). Selvstændige, men
paa klassisk ital. Grundlag arbejdende Mestere
er N. Poussin (1594—1665), med sit klart
og strengt komponerede Historie- og
Landskabsmaleri i ædelt ren, men kølig Stil, og Cl.
Lorrain (c. 1600—82), begge af indgribende Bet. for
Kunsten. Belgieren Flemael arbejdede nærmest
i Poussin’sk Retning; S. Vouet med sin fine
dekorative Kunst, stærkt paavirket af
Venetianernes (P. Veronese), stiftede Skole; en Elev af
ham var E. Le Sueur, hvis fra Rafael
nedstammende Kunst især virkede bestemmende ind paa
Kirkemaleriets Udvikling (Scener af Bruno’s
Levned etc.); Ph. de Champaigne udmærkede
sig i Portrætfaget. Ogsaa paa Kunsten satte
Ludvig XIV’s Regering sit Herskerpræg,
Malerkunsten talte Aleksandrinernes pompøse Sprog,
det dagligdags Genremaleri (de fortræffelige
Brødre Le Nain) stod i Skygge, man malede i
den »store« hist. Stil: Kunsten var paa
Koturnen og talte med en Patos, der ofte skurrede
falsk teatralsk, men for en Tid bliver det
enegyldige Udtryksmiddel; fra det 1648 stiftede
Kunstakademi i Paris udgik Kunstnormen; fra
oven af organiseredes Kunsten endvidere
gennem Stiftelsen af det fr. Akademi i Rom 1666,
det kgl. Glasmanufaktur s. A.,
Gobelinsmanufakturet 1667 etc. Kongens højt begavede,
universelt anlagte, almægtige Hofmaler C. Lebrun
(1619—90) var med sit Organisationstalent den
rette Mand til at samle alle Kunstens Traade
under det kgl. Scepter; i mægtige dekorative
Foretagender, Udsmykningen af Apollo-Galeriet
o. a., var han den ledende Aand; i hans
akademisk svulstige Kunst, med dens Allegorier, var
særlig Bologneserskolen (Caracci’erne)
Forbilledet. Efter Lebrun kom P. Mignard til at indtage
en ledende Stilling; i sine Historiemalerier (det
mægtige Freskomaleri i Val-de-Grâce’s Kuppel
etc.) fulgte han den raadende Manér; hans
Styrke ligger fornemmelig i hans dygtige
Portrætkunst med dens kraftige Kolorit. Bekendte
Slagmalere var v. d. Meulen, Bourguignon og
Parrocel. — Omkr. Aar 1700 forberedtes en
Stilforandring: bort fra den klassiske Smag og den
tunge, roligere Værdighed, der betegner en
Lebrun’s Kunst, hen imod den lette, graciøse
Hofstil, der udformedes under Regentskabets
frivole Periode og blev Ludvig XV’s Tidsalders
adækvate Udtryk. Paa Overgangen stod Malere
som Bourdon og de la Fosse, den sidste og
Jouvenet stærkt optagne af Rubens’ Kunst
(ligesom den dygtige Stillleben-Maler Desportes); de
betydelige Portrætmalere Largillière og H.
Rigaud slog den officielle Portræt-Skabelon fast.
Af Coypel’erne hørte Noël endnu til den noget
strengere Poussin’ske og Lebrun’ske Retning,
medens Antoine gled over i den ny Tidsaand.
Af stor Bet. for Kunstens og Kunstsmagens
Udvikling blev de regelmæssige Saloner fra
1737. Havde F. strakt sit Smagsherredømme
over hele Europa under Ludvig XIV, gjorde
den det om muligt endnu stærkere under
Rokokoen, en Stil, hvormed man vel særlig betegner
den legende lette, bisarre dekorative Kunst
(Kunstindustri) af specifikt fr. Aandsindhold i
18. Aarh. (jfr Sèvres’ Porcelæns-Manufaktur,
Beauvais’ Billedvæverier), men som har sit
Sidestykke i de egl. Kunstfag. I
Menneskeskildringen fulgte man en Cortona’s, en Baroccio’s ell.
en Solimena’s Forfaldskunst, kun at man
yderligere beklippede Typen for dens indre Værd;
elegante, fine Manerer (Datidens Hoflivs, som
man ogsaa forsynede Guder og Engle med), en
paa Nuet beregnet Selskabstone dækkede over
indre Tomhed; i Modsætning til Barokstilens
Patos og Symmetri søgte man nu Lethed og
uroligt Liniespil i Kompositionen, Farven
holdtes lys (rosa, Boucher etc.); en ejendommelig
Tilsætniag faar denne Kunst gennem
Kina-Moden (allerede i Rouen’s Fajancer; Boucher med
Efterfølgere); Elskovens Gratie, Koketteri og
Sensibilitet taler ud af Hundreder af Datidens
Billeder, ofte indsmigrende fin og med lyrisk
Varme. Vanloo’ernes »Dyder« og andre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
