Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der til trods for al Revolutionisme viser sig saa
stærk i al fr. Kunst. Som umiddelbar
Fortsætter, men ogsaa fremragende Fornyer af
Traditionen kan nævnes Bretagne-Skolen med L.
Simon og Cottet som Førerne; endvidere
Ménard. Bastien-Lepage’s Pleinairisme fortsættes
bl. a. af Gervex og Roll, der har malet store
dekorative Arbejder med Nutidsemner. Nær ved
Besnard staar Gaston La Touche; L. Picard’s
Kunst har den Besnard’ske Farveild. Efter
Puvis kommer H. Martin som Frankrigs
dekorative Monumentalmaler; M. Denis’ spirituelle
dekorative Kunst staar i Gæld til
Impressionismen. Den unge fr. Kunst har især samlet sig
om Ekspressionismen, født af
Impressionismen og netop Protesten mod denne. Med
Tilknytning til v. Gogh og Gauguin og til
Cézanne — og derved med Rod i fr.
Maleroverlevering gennem Delacroix, Chardin helt tilbage
til Poussin — har denne Retning under Matisse,
Spanieren Picasso, O. Friesz m. v. skabt en
antinaturalistisk Farve- og Liniekunst, der endnu
næppe er naaet frem til en fuldt afklaret,
klassisk Udtryksform.
Inden for den reproducerende Kunst
har F. vundet ikke de ringeste Laurbær paa
dens sidste Skuds, Litografiens Omraade.
Den kom til F. efter Restaurationen, 1815.
Charlet’s (c. 1100 Bl., 650 Soldaterbilleder) og
Raffet’s udmærkede Kunst (c. 1500 Bl.) bidrog
mægtig til at genopvække Begejstringen for
Napoleons-Tiden; i teknisk Henseende stod
særlig Romantikernes Blade højt (Géricault’s,
Delacroix’s, Bonington’s, Illustratoren Nanteuil’s
etc.); den politiske Karrikatur trivedes frodig
under Karl X’s og Louis Philippe’s Regeringer,
med dem som Skive, særlig i Tidsskrifterne
La Caricature (gr. af Philippon) og Le
Charivari, med fortræffelige Tegnere som Grandville,
Daumier (Les gens de justice etc.), der var
lige saa fremragende Maler som Tegner,
Gavarni, en Balzac’sk Aand, af hvem man har c.
10000 Bl.; i Genrebilledet udmærkede særlig
Boilly og A. Devéria sig. Efter nogen
Stilstand vaktes denne Kunstgren atter til frodigt
Liv ved Manet o. a.: Fantin-Latour, H. de
Groux, A. Willette, E. Carrière, O. Redon og
Maurice Denis, der repræsenterer
Nyromantisme, Rafaelli, Renouard, A. Steinlen, som mere
staar paa Naturalismens Grund, hører i
Forbindelse med Ibels og de »dekadente« til de
mest kendte Navne; andre interessante
Fænomener er F. Rops og H. de Tonlouse-Lautrec. En
moderne Gren af Litografien er Plakatkunsten:
Chèret m. fl. — Kobberstikker- og
Radererkunsten, som i 16. Aarh. var af ret
underordnet Bet., fik i 17. en fremragende
Dyrker i Radereren J. Callot (1592—1635); fra
samme Tid er Cl. Lorrain’s faa, men
fortræffelige Landskabsraderinger. G. Audran
(1640—1703), det mest betydende Medlem af en i over
100 Aar virkende Stikkerfamilie, gengav i
blandet Maner (Radering og Liniestik) den hist.
Stils klassiske Kompositioner, Cl. Mellan var
Virtuosen i sit Fag. Grunden til Chalcographie
du Louvre (s. d.) lagdes under Ludvig XIV.
Med ham kom Portrætstikket (en af den fr.
Kobberstikkerkunsts Forcer) stærkt i
Forgrunden med Mestere som Edelinck (fra
Antwerpen), R. Nanteuil (d. 1678), fortrinlig i
Behandlingen og Modeleringen af Ansigtets Køddele,
Poilly’erne, Masson etc.; J. Lepautre og Berain
var dygtige Ornamenstikkere. I 18. Aarh.
dyrkedes Portrætkunsten især af Familien Drevet,
der viser stor Delikatesse og Virtuositet i
Gengivelsen af Stofferne; G. Wille repræsenterede
den rene Gravstikkunst med omhyggelig og
regelmæssig førte Stregelag; han blev Lærer for
en stor Mængde Stikkere af samme kølige
klassiske Retning; J. G. Bervic hørte nærmest til
samme Skole. Omkr. Maleren Watteau
grupperede sig en Del aandrige og elegante
Stikkere: R. Audran, N. H. Tardieu etc.; Lebas
fremstillede især nederlandsk Kunst; den i 18.
Aarh. saa moderne Bogillustration gav
Kunstnere som Moreau d. Y., G. de Saint-Aubin,
Gravelot, Cochin, Eisen og Marillier Lejlighed
til at udfolde deres Talent i en tit letfærdig, men
graciøs og pikant indsmigrende Genre; F.
Janinet og Debucourt var Hovedmestrene i
Farvetrykket. Den Wille’ske Retning fortsattes i 19.
Aarh. bl. a. af P. A. Tardieu og dennes Elev,
den klassisk korrekte A. Boucher-Desnoyers;
Henriquel-Dupont, Bervic’s Elev, blev Aarh.’s
berømteste fr. Stikker; andre: Français’erne,
Rousseau, A. Jaquet, Didier og F. Gailard.
Radernaalen tog efterhaanden Luven fra
Gravstikken og haandteredes med Mesterskab af
Méryon, Ch. Jacque, Bracquemond, senere af
Gaillard og L. Flameng o. m. a.; Waltner,
Chauvel og Gaujean fortolkede især andres Værker;
som peintres graveurs optraadte, foruden fl. af
de alt nævnte, Boilvin, Buhot, É. Delaunay, M.
Desboutin, Hédouin, Lalauze, Legros, Tissot etc.
Træskærerkunsten var opr., som Led i
Boghaandværket, knyttet til Paris og Lyon; da
den ikke i F. bares oppe af en mægtig
kirkereformatorisk Bevægelse, fik den langtfra her
den gennemgribende kunstneriske Ret. som i
Tyskland; til de bekendteste Træskærere og
Tegnere for Træsnit hører i 16. Aarh. le petit
Bernard (Salomon B.), der virkede i Lyon og
bl. a. udførte Illustrationer til Biblen; senere
maatte denne Kunstgren vige Pladsen for
Kobberstikkerkunsten og kom først i 19. Aarh. til
sin Ret: H. Vernet, G. Doré, Johannot,
Grandville, Gavarni o. m. a. udviklede den til et
effektfuldt malerisk Reproduktionsmiddel;
endvidere kan rent eksempelvis nævnes
Pannemaker og A. Lepère.
Billedhuggerkunst. Med den ital.
Renaissances Fremtrængen fik
Skulpturen efterhaanden ny Skikkelse, om end den
kraftige Sluter’ske Realisme endnu fl. St. havde
godt Tag i Kunstnere (et Værk, der i lige Linie
nedstammer fra denne, er Johan den
Uforfærdede’s Gravmæle i Dijon), og i Champagne
trivedes længe en malerisk Plastik af flandersk
Art. Brydningerne mellem dette gl. og det ny
ses bl. a. i »Gravlæggelsen« i Solesmes og i M.
Colombe’s Kunst (1507: Frants II af Bretagne’s
og Gemalindes Gravmæle i Nantes); i den særlig
fra denne Kunstner udgaaende Skole i Tours,
der spillede en vigtig Rolle i F. omtr. til 16.
Aarh.’s Midte, var Realismen raadende, men
tillempet ved den fine Gennemførelses større
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
