Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Égalité, Le Cri du peuple, La Voix du peuple,
Le Mot d’ordre og føres videre af de nyere
Ugeblade Le Socialiste, Le Socialisme. Moderat
republikanske er La Paix (Grévy’s), L’Estafette
(J. Ferry’s), Le Soir (fra 1866), Le Courrier du
soir og de fra ældre Tid bestaaende, føromtalte
Journal des débats, Le Temps, Le Petit Journal
og adskill. andre med Petit ell. Petite i deres
Titel; legitimistisk-klerikale: La Civilisation, La
Défence nationale, La Gazette de France, det
gl. La Croix og L. Veuillot’s L’Univers;
orleanistiske: Le Soleil og de ældre Le Moniteur
universel, Le Constitutionnel, La France;
bonapartistiske: den stridbare Paul de Cassagnac’s
L’Autorité, L’Étendard, Le Petit Caporal og de
ældre Le Pays, Le Gaulois. Fremdeles kan
mærkes: La Liberté (fra 1865), Le Liberal, L’Ordre,
Le Signal de Paris og det antisemitiske La Libre
Parole. Med Le Figaro kappes som
Bulevard-Blade Le Gaulois, Gil Blas (hvis mest bekendte
Kronikør var H. Fouquier) og L’Écho de Paris;
de to sidste Blade har givet Smudslitteraturen
et vidtstrakt Rum, og deres Eksempel trak
efter sig ikke faa efemere Efterligninger, saasom
Boccace, Piron, Faublas, Grivoiseries
parisiennes, Journal des Cochons. Le Cochon. Væsentlig
uafhængige og anlagte paa Nyhedsmeddelelse
er Le Matin, L’Éclair og
Forretnings-Finansbladene Le Messager de Paris (fra 1856),
L’Indépendant français (1868). Avisernes Tal tiltager
stadig; 1890’erne bragte Le Journal, med
litterære Bidrag af A. France, Coppée og A.
Silvestre, Le Peuple français, Le Jour, Le
Français (de to sidste er senere gaaet ind). Alt i alt
udkommer der f. T. i Paris over 80 politiske
Dagsaviser.
I den foregaaende Oversigt er der kun taget
Hensyn til Paris-Bladene, som de, der har
almindeligere Bet. Provinspressen spiller en
underordnet Rolle og modtager i Reglen
Parolen fra Hovedstaden. Med en vis
Selvstændighed har optraadt La Gironde (i Bordeaux),
Le Journal du Havre, Le Petit Marseillais, Le
Sémaphore (Marseille), Le Phare de la Loire
(Nantes), Le Salut public (Lyon, klerikal). —
De telegrafiske Efterretninger til Brug for
Dagspressen meddeles gennem Bureauet Agence
Havas (s. d.). — Under Krigen har der fra
1915 været udg. særskilte Aviser og
Vittighedsblade for Soldaterne ved Fronten og i
Skyttegravene; saaledes: Le Bulletin de tranchées, Le
Poilu, L’Écho des Marmites, Icharid’hur (med
Barrès, Bazin og Masson som Medarbejdere),
Rigolboche, La Bochonnerie.
De fr. Aviser redigeres i det hele paa en
Maade, der er den fr. Aand værdig. Stilen er
letlæst, flydende, brillant og pikant; den
tilstræber Urbanitet i Tonen og skyr enhver Brutalitet
i Polemikken. For saa vidt kan Pressen i F.
opstilles som et Mønster for den øvrige
Verdens. Moralsk har den derimod ikke altid vist
sig overlegen; Reklameuvæsenet florerer, og fl.
siden 1880’erne indtrufne Skandaler har afsløret
et bedrøveligt Korruptions- og
Bestikkelsessystem. (Gode Bemærkninger om 1850’ernes og
vore Dages Journalister findes hos J. Lemaître,
Impressions de théâtre, IV, 155; VII, 198),
Vittighedsaviser optræder, som nævnt,
allerede i 17. Aarh. Nævneværdige moderne Blade
af den Art er: Le Journal amusant (fra 1848),
La Vie parisienne (1863). Le Petit Journal pour
rire (1856) og Le Monde comique (1869) har
ophørt at udkomme. Det ældste, Le Charivari
(1832, Karikatur fra Politikken og Livet) er nu
overfløjet af de andre. Bl. de nyere mærkes:
Le Courrier français, La Chronique amusante,
L’Éclat de rire, Le Fouet, Le Rire, Le Petit
illustré amusant, Le Polichinelle, Le Sourire.
De fr. Vittighedsblade besidder i Alm. ikke deres
germanske Konkurrenters saftige Festivitas, de
indeholder mere Satire end Humor og stemmer
deri overens med Folkekarakteren.
Illustrerede Tidender forekommer i Mængde;
bl. de ældre er de bekendteste: Magasin
pittoresque (1833), L’Illustration (1843), Le Monde
illustré (1857); nyere: La Vie Illustrée, Les
Lectures au Foyer, Les Veillées des Chaumières.
Desuden har mange Dagblade udg. illustrerede
ugentlige Ekstranumre, saaledes Le Figaro, Gil
Blas, Le Petit Journal, L’Intransigeant.
Tidsskrifterne fremtræder i F.
tidligere end andensteds. Deres Forløbere er de
samme som for Aviserne, nemlig Flyvebladene
(Les Pamphlets) og Le Mercure français. Det
ældste egl. Tidsskrift er Le Journal des Savants
fra 1665; det fortsattes med nogle kortere
Afbrydelser helt til vore Dage. Saa kommer de
første fagmæssige: Le Journal du Palais (1672,
jur.), Nouvelles Découvertes dans toutes les
Parties de la Médicine (1679), Journal
ecclésiastique (1680, teol.). 1684 begyndte Tidens
største filos. Kritiker, P. Bayle, sine berømte
Nouvelles de la Rëpublique des Lettres (indtil 1718),
det første Tidsskrift for det store Publikum; det
gav Meddelelser om nyudkomne Bøger og
Anmeldelser af disse. Lige saa megen Iver og
Interesse for Popularisering gennem Tidsskrifter
viste J. Leclerc, som satte i Gang ikke mindre
end 3 saadanne, hvoraf det ældste og mest
bekendte er La Bibliothèque universelle
(1686—93). Straks efter dette fulgte L’Histoire des
Ouvrages des Savants (1687—1704), udgivet af
Basnage de Beauval.
I 18. Aarh. voksede Antallet af Tidsskrifter
betydelig. En Mængde udgaves i Holland
(Amsterdam og Rotterdam); i dette fri Land
behøvede man ikke at frygte al den Forfølgelse
og alle de Ubehageligheder, som Censurens
Strenghed i F. voldte baade politiske og
litterærkritiske Skribenter. Fra 1701 stammer
Mémoires pour servir à l’Histoire des Sciences et
des Arts, ogsaa kaldet Le Journal de Trévoux;
fra 1704: La Clef du Cabinet des Princes de
l’Europe, hist.-litterær, ogsaa kaldet Le Journal
de Verdun; begge fortsattes længe under forsk.
Titler; fra 1713—36: Le Journal litteraire,
grundet af en Forening af unge Mænd. Den stærke
Indflydelse, som England i denne Tid øvede
paa F., fik et Udtryk gennem ikke mindre end
4 Tidsskrifter, som skulde oplyse fr. Læsere om
Forholdene i Øriget. Den eng. Paavirkning
førte ligeledes til, at The Spectator forsøgtes
oversat 1714, og den navnkundige Forf.
Marivaux stiftede 1722 en Spectateur français; Ideen
optoges ivrig, og næsten en Snes lgn. udgaves
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
