Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
indførtes Tvangen paa ny. Som Kejser indskrænkede
han Avisernes Antal til - fire; thi Pressen var,
sagde han, den 5. Stormagt. Disse fire var
foruden Gazetten og Merkuren to 1789 stiftede: Le
Moniteur universel og Le Journal des débats.
Den første stod som det officielle
Regeringsorgan til 1869, da den maatte vige for Le
Journal officiel; siden har den tjent den
orleanistiske Sag. Den anden, Le Journal des débats,
voksede sig stadig større og større, forstod ved
moderat Holdning at bevare sin Værdighed
under alle Omvæltninger, havde udmærkede
Medarbejdere (i den moderne Litterærkritik Navne
som J. Janin, J.-J. Weiss, J. Lemaitre) og regnes
nu med Rette for en af de ypperste af de fr.
Aviser.
Efter det første Kejserdømmes Fald steg
Bladenes Tal hurtigt; Indskrænkningerne i
Trykkefriheden formindskedes gennem ny Love
(fuldstændig indførtes den først 1881). Ludvig XVIII
begunstigede Pressen; han havde jo som Prins
været Medarbejder i Le Journal de Paris.
Under hans Regering bemærker man bl.
Redaktører af Blade Tidens mest fremtrædende Mænd:
Chateaubriand, Lamartine, Béranger, B.
Constant, P.-L. Courier. Kort efter 1830 finder vi
omtr. 350 Dagblade i Paris. Til de mere
bekendte bl. disse hører Le Constitutionnel (fra
1815), som bidrog meget til at fremkalde
Julirevolutionen og under Louis Philippe blev en
fremtrædende Repræsentant for le juste-milieu;
den fangede ogsaa paa det litterære Felt sit
Publikum, bl. a. ved Offentliggørelsen af Sue’s
»Evige Jøde«, men gik i 1870’erne over i
Spekulanters Hænder og har siden været temmelig
tilbagetrædende. En beskeden Rolle spiller i
vore Dage ogsaa La Presse og Le Siècle, der
begge i sin Tid (smlg. Feuilleton) nød den
største Popularitet og har kulturhistorisk
Interesse, for saa vidt som deres Udgivelse (fra
1836) betegner Indførelsen af det billige
Abonnement, hvorved Eksemplarerne spredtes ud
over Masserne, i St f. som før at være et
Privilegium for de mere bemidlede Klasser, og fra
nu af faar vi Journalistikken i dens moderne
Skikkelse. Hvem der af disse to Blades første
Redaktører, É. de Girardin, som kynisk
stillede sin Pen til Raadighed for Højstbydende,
og A. Dutacq, har Æren af Ideen, synes
endnu ikke at være ganske sikkert. 1824—30
udkom den liberale Le Globe, berømt ved
Sainte-Beuve’s Medarbejderskab; han
aabnede der sin Kampagne for Romantikken og
mod Klassicismen. Siden sluttede Bladet sig til
Saint-Simon’s Tilhængere og gjorde
Propaganda for deres Religion; det gik da snart
Ind. (Det nuv. Le Globe er et Finansblad, stiftet
1872). 1826 faar vi Le Figaro, som ophørte 1833
og kaldtes til Live fl. Gange senere, sidst 1854,
fra hvilket Aar dens Anseelse steg mere og
mere, indtil den blev, hvad den nu er:
Parisbulevard-Bladet fremfor alle andre og den i
Udlandet mest læste af samtlige fr. Aviser;
navnkundig bl. dens Redaktører var F.
Magnard og bl. dens Kronikører A. Wolff. 1829
grundedes Le Temps, en Tid redigeret af
Guizot; dens Liv blev dog kun kort. Det
Blad, som nu fører Navnet Le Temps, begyndte
1861 og er ved Siden af Journal des débats
det mest ansete. Det repræsenterer
Middelklassens Tendenser, er moderat-republikansk og
meget gedigent, grundigt og alvorligt, ofte
ogsaa tungt og kedeligt, undtagen i sine litterære
Artikler, hvor det har kunnet regne paa
Skribenter som Sainte-Beuve, Edm.
Scherer, Fr. Sarcey, A. France.
Pressens Partistilling under
Borgerkongedømmet kan resumeres saaledes: Journal des
débats og Le Constitutionnel tilhørte le
juste-milieu, Gazette de France Legitimisterne, La
Quolidienne og La France ligesaa, men med
absolutistisk Afskygning; for Liberalismen
kæmpede Le Courrier français, Le Temps og til sidst
Le Siècle, for Radikalismen Le National, Le
Monde (senere klerikalt), Louis Blanc’s Le Bon
Sens og omsider La Reforme, for Socialismen
La Démocratie pacifique og for Bonapartismen
Le Journal du commerce. Af andre Blade, der
saa Lyset i denne Tid, fortjener især at
mærkes: La Patrie, hvor Coppée siden var
Litteraturanmelder, og Le Pays, redigeret af
Lamartine, fremdeles L’Époque, L’Opinion, Le
Charivari, Le Corsaire. En meget interessant,
men personlig farvet Skildring af sin Tids,
Julikongedømmets, Journalistik gav Balzac i
Romanen Illusions perdues. Alt i alt kan man
sige, at dette Tidsrum var den fr. Journalistiks
Glansperiode; i de Dage gik en Thiers, en
Guizot o. fl. fra Redaktørstolen til
Ministertaburetten og tilbage til Redaktørstolen igen;
Journalistikken vandt dengang sin Plads som
Forberedelsesskole for nær sagt alle Stillinger.
Februar-Revolutionen skabte naturligvis ny
Aviser. De var viede Fjerdestanden, det lavere
Folk og Socialismen, hvad Titlerne noksom
antyder: L’Ami du Peuple udgaves af Raspail, Le
Représentant du Peuple af Proudhon, La
Montagne af Forfatterinden G. Sand, La Commune
de Paris af Sobrier. Baade disse o. a. l. faldt
for det 2. Kejserdømme.
Napoleon III strammede stærkt Pressens før
saa fri Tøjler, men det lykkedes ham ikke at
tæmme Oppositionen, som førtes kraftig af Le
Siècle, L’Opinion nationale, L’Avenir national,
desuden af Le Temps, Le Rappel, Le Réveil.
Efter Krigen og Kommuneoprøret 1870—71
har under Republikkens roligere Tilstande
Bladudgivelsen taget et mægtigt Opsving. Stor
Udbredelse opnaaede Le Petit Journal, grundet
1863, fra først af upolitisk og blot beregnet paa
at skaffe Folkets Mængde Nyheder og
Underholdning, hvorfor den af mange stemples som
Portner- ell. Køkkenblad. Den fik mange
Konkurrenter, f. Eks. La Petite Presse, Le Petit
National, Le Petit Parisien, og, fra 1892, Le
Journal. Talrige Dagblade dukkede op efter 1871,
deriblandt Le Journal officiel de la République
française, Gambetta’s La République française
tillige med Paris (opportunistiske), de radikale
La Justice (Clemenceau’s), L’Évènement, Le
XIX. Siècle, Le Radical, La République radicale,
Le Petit Parisien, La Lanterne, Rochefort’s
voldsomme L’Intransigeant, og de to, som senere gik
ind, La Bataille og La Cocarde; de fleste af
disse forfægtede tillige delvis det
socialistiskkommunistiske Program, som helt ud fulgtes af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
