Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Forvejen komne der som hvervede Soldater
ell. som Arbejdere. Nu kom de lidt mere
samlet, sjælden ligefrem som Fjender, oftere ved at
en Stamme traadte i Kejserens Tjeneste, dens
Høvding blev rom. Feltherre. Mange var de
aldrig. Vestgoterne regnes til 200000, da de gik
over Donau, Burgunderne til 80000, da de kom
til Saône-Dalen, Frankerne var endnu færre.
Det betød kun lidt i det Gallien, hvis
Befolkning under Antoninerne regnes til 8 Mill. Naar
det alligevel for Efterverdenen har kunnet se
ud, som om den germanske Indflydelse blev alt
overvejende, kom dette netop af, at
Udviklingen allerede i Forvejen gik i den barbariske
Retning, i hvilKen deres Indflydelse virkede.
Bykulturen var allerede godt paa Vej til at
afløses af Landbokulturen. Ind i disse Forhold
passede Germanerne. Deres rigeste og tapreste
Mænd traadte ind ved Siden af de gl.
gallo-romanske Herremænd; Jord behøvede de ikke
at tage fra dem; der var nok i de kejserlige
Ejendomme. En Del af dem fik dog kun mindre
Lodder og dannede en Tid en
Bondemiddelstand, medens der endelig ogsaa bl. coloni
fandtes talrige Germaner, der var komne der
tidligere. I de hensygnende Byer vedblev den rom.
Befolkning at styre sig selv. Germanerne var i
det hele aldrig nok til at sætte sig ud over
Hensynet til den rom. Befolkning, og de havde
vel ogsaa en traditionel Respekt for den og
dens fjerne Kejser. De optog hurtig den gl.
Befolknings Sprog og Religion, ligesom de beholdt
det meste af dens politiske Institutioner og
meget af dens sociale Forhold. Af positivt nyt
bragte de kun lidt, men de fik Bet. ved
hurtigere at fjerne gl. Former, der nu kun bestod
ved Vanens Magt, og derved bane Vejen for ny
Udvikling. I F. blev Germanernes Bet. ret forsk.
i de forsk. Egne. I den store Halvdel af Riget,
S. f. Seine, var Germanernes Tal ganske
forsvindende sammenlignet med Gallo-Romanernes,
i Grænsestrækningerne helt mod N. og Ø.
trængte de samlede frem og udryddede det
meste af den gl. Befolkning. I Midten endelig,
omkr. Paris, var Befolkningen stærkt blandet;
dog var vistnok ogsaa denne Egn nærmere ved
det hærbesatte Sydens Forhold end ved de
folkebesatte Grænsestrækningers.
Over dette Land raadede Chlodovech og hans
Slægt, Merovingerne, med en dobbelt Ret. Over
den rom. Befolkning besad de Kejserens Magt,
halvt som hans Arvinger, halvt som hans
Embedsmænd, og fra først af udøvedes denne Magt
ogsaa gennem det gl. Bureaukrati, men snart
blev det dog saa, at hver civitas styredes af en
Greve, der baade førte an i Krig, var Dommer
og lod Skatterne opkræve. Over Frankerne
herskede derimod Merovingerne som sejrrige
Krigshøvdinger; Resterne af gl Frihed forsvandt,
Folkeforsamlingerne hørte op; ogsaa her dømte
Grever ell. Kongen selv i St f. de gl. folkevalgte
Dommere. — I Løbet af c. 200 Aar svandt
denne Forskel mellem de to Folk; Francus homo
og homo Romanus betegnede nu ikke længere
en Forskel mellem Nationaliteter, men mellem
Fri og Ufri. Styrelsen fik et mere barbarisk
Præg. Skatterne forsvandt næsten helt,
Ledingspligten udstraktes til alle. Ogsaa socialt skete
en Tilnærmelse, om der end bevaredes
adskillig Forskel mellem de rom. og germanske Egne.
I de første vendte efter en kortvarig
Spredning af Storgodset Udviklingen tilbage i det
gamle Spor. Godsherrerne vandt ogsaa over for
Kongerne en stærk Stilling. En Del fik
Immunitet ɔ: Frihed for kgl. Embedsmænds
Indblanding samt Domsret og Skattefrihed. Smaa
Frimænd rekommenderede sig til dem,
blev deres Krigsfølge og lønnedes da undertiden
med en Gaard in beneficium. I de private
Forhold var saaledes her Grundtrækkene af det
senere Lensvæsen til Stede. I de germanske
Egne var derimod endnu bevaret en Del af
Bondefriheden, knyttet til Landsbyernes
Fælleseje, men ogsaa her bar Udviklingen hen mod
Storgodserne. Til denne sociale Udvikling
svarede den politiske. — Ved Chlodovech’s Død
deltes Riget som en Art Privateje mellem hans
Sønner. Under dem erobredes Thüringen og
Bayern (530), Burgund (524—34), Provence (536),
men siden standsede indre Strid Udvidelserne.
Fra 567 var Riget delt efter ret naturlige
Grænser: Austrasien (de germanske Egne), Neustrien
(omkr. Paris) og endelig Burgund. Selve Paris
regnedes for Fælleseje; Aqvitanien, S. f. Seine,
var ofte næsten uafhængigt. Under stadige
Stridigheder inden for Kongefamilien (Brynhilde
og Fredegunde) steg Stormændenes Magt. 614
maatte saaledes Chlotar II, der 613 var bleven
Eneherre, love ikke at paalægge ny Skatter og
at vælge Greverne bl. Egnens Stormænd; ogsaa
hans Domsret indskrænkedes, og Gejstligheden
blev fri for de verdslige Domstole. Efter at
Chlotar’s Søn, Dagobert (628—38), var død,
begyndte Delingerne igen. Major domus, der
styrede Krongodset og samtidig stod som
Godsejernes Repræsentant, samlede al Magt. En af
disse, Ébroin (659—81), bøjede Neustriens
Aristokrati til Fordel for den Kongemagt, han selv
udøvede, men Austrasien’s Stormænd fandt i
Arnulfingerne Førere mod ham, og efter Ébroin’s
Død sejrede de under Ledelse af Pipin ved
Testry 687 over hans Efterfølger.
Karolingerne. Pipin (687—714) lod
Merovingerne beholde Kongetitlen, men vendte sig
selv mod det Aristokrati, der havde skaffet ham
Magten, og søgte en Støtte mod det i de gl.
Folkeforsamlinger. Hans Søn, Karl Martel
(714—41), underkastede forsk. stridige Grænsefolk
og standsede Araberne ved Poitiers 732. 741
deltes Riget mellem hans Sønner, Pipin den
Lille og Karloman. De kuede først en Række
Opstande og reorganiserede derpaa Riget paa
gejstlige Synoder 742—45. Den mægtige
Gejstlighed fik her en Del af det Gods tilbage, som
den voldsomme Karl Martel havde frataget den.
747 opgav Karloman Magten, og Pipin afsatte
derpaa med Pavens Samtykke den
merovingiske Konge; selv valgtes han i Soissons 751 til
Konge og salvedes af Bisperne. Efter at have
hjulpet Paven mod Longobarderne kronedes
han siden af denne til »Konge og Patricius«
(754); Longobarderne anerkendte Frankernes
Overherredømme. 768 fulgtes han af Sønnerne
Karl og Karloman. Efter den sidstes Død (771)
flygtede hans Enke til Longobarderne, og da
disse desuden angreb Paven, erobrede Karl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
