Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
deres Land 774. I Spanien kæmpede han siden fra
778 til 812 mod Muhammedanerne og dannede
her den sp. Mark omkr. Barcelona. 772—804
blev Sachserne undertvungne og kristnede, 788
Bayern betvunget og 787—96 Avarerne
besejrede. Karl den Store var nu Herre i det meste
af det gl. vestromerske Rige, og i Aaret 800
kronede Paven ham i Rom som Kejser. Han
følte sig fra da af som den østromerske Kejsers
Ligemand og tvang Byzantinerne til at
anerkende ham som saadan. — Karl den Store’s
Rige var dog mere germansk end de første
Merovingers. Det var især paa hans Personlighed,
hans Magt beroede. Han opnaaede, at Greverne
blev afsættelige og kom under Opsyn af hans
Udsendinge, men en kraftig Støtte mod
Aristokratiet kunde han intet Sted finde. Folkets
Masse var optagen af Agerdyrkningen, havde
hverken Tid til at beherske ell. til at værne Riget.
Derfor blev de mindre Frimænd fri for at
møde til Retterting, og deres Ledingspligt blev
indskrænket. Desto større Bet. fik
Stormændene som Rigets Værnere, og ogsaa Karl førte det
spirende Lensvæsen et Stykke frem ved at
uddele Krongods til dem. Dog fandtes endnu en
vis Ligevægt mellem Stormands- og
Kongevælden. I Aandslivet blev Karl’s Tid en
Renaissancetid. Hidtil var i og uden for Kirken
Dekadencen bleven fortsat; nu gjorde man
pludselig en mærkelig Kraftanstrengelse for at
genskabe det gl. Kulturliv. Skoler oprettedes, og en
ikke ringe Litt. skabtes. Selv religiøst var Karl’s
Hof frisindet, hvilket fik sit Udtryk i en skarp
Opposition mod den 787 vedtagne
Billeddyrkelse. I øvrigt virkede Karl ivrig for
Kristendommens Udbredelse, og han gjorde 779 Tienden,
der 585 var paabudt af et Koncil, til borgerlig
Pligt. I sine sidste Aar delte Karl Riget
mellem sine Sønner, men saaledes, at de skulde
være Kejserens lydige Undersaatter. Da han
døde, var dog af Sønnerne kun Ludvig den
Fromme tilbage, og han blev da Kejser
814—40). Under ham havde fra først af hans
Brodersøn Bernhard Italien, og allerede 817 delte
Ludvig Riget mellem sine Sønner. Dette gav
Anledning til en Række Stridigheder, under
hvilke Ludvig Gang efter Gang afsattes og
ydmygedes paa det dybeste baade af Sønnerne og
af den Gejstlighed, han saa villig lystrede. Ved
hans Død 840 krævede hans ældste Søn, Lothar,
Eneherredømmet. De to andre, Karl og Ludvig,
gjorde da Opstand og sejrede ved Fontenoy
841. 842 sluttede de i Strassburg et højtideligt
Forbund, og 843 maatte Lothar i Verdun gaa
ind paa en Deling af Riget. Ved denne fik Karl
Landene V. f. Schelde, Maas, Saône, og Rhône.
Det blev disse Lande, der dannede Fremtidens
Frankrig.
Karl den Skaldede (843—77) havde kun ringe
Magt. 870 fik han ved Delingen af Lothar’s Land
Besançon, Lyon, Vienne, og i de sidste to Aar
bar han den Kejsertitel, der endnu var et
Minde om Rigets Enhed. Hans Søn, Ludvig II, døde
879; dennes Sønner, Ludvig III og Karloman,
882 og 884. Derpaa blev Karl den Tykke af
Tyskland ogsaa F.’s Konge. Hans Svaghed over
for Normannernes Angreb paa Paris 885, der
tappert forsvaredes af Grev Eudes, paadrog
ham alm. Foragt, og 887 fordreves han. Ved
samme Tid tabtes Lyon, Vienne og Besançon
atter ved Oprettelsen af de burgundiske Riger.
887 valgtes Eudes til Konge. De tilsidesatte
Karolinger kæmpede mod ham, og ved hans Død
blev Karl den Enfoldige Konge (898—922).
Under ham afstodes 911 Normandiet til
Normannerne, der her snart lærte Fransk og antog den
kristne Religion. Efter Karl blev imidlertid
Eudes’ Broder, Robert, Konge (922—23), og han
fulgtes af sin Svigersøn, Rudolf (923—36).
Derefter fik Karolingerne atter Kongemagten med
Karl den Enfoldige’s Søn, Ludvig IV d’Outremer
(936—54), og denne og hans Søn, Lothar
(954—86), kæmpede tappert men forgæves mod
Stormændene, bl. hvilke Robert’s Søn, Hugo
den Store, Hertug af Ile de France, var
betydelig mægtigere end Kongen. Efter Lothar fulgte
endnu Ludvig V (986—87), men med ham
sluttede Karolingernes Herredømme. — I de 150
Aar, der nu var gaaede siden Karl den Store,
var Lensvæsenet blevet gennemført i F.
Rigsenheden var traadt helt tilbage;
Rigslovgivningen standsede med Karl den Enfoldige.
Krongodserne var givne bort. Landet var delt
mellem Stormænd, der i sig forenede
Godsherrens og Statens Myndighed. Lenenes og
Embedernes Arvelighed var faktisk gennemført før
900. om end Édit de Kiersu 877 ikke indeholdt
en alm. Regel, men kun skænkede dem
Arveligheden, der gik med paa et Tog til Italien.
Storvasallerne, de mægtigste Hertuger og
Grever, havde under sig andre Vasaller, som mere
lød dem end Kongen. Fra den laveste
Herremand op til Kongen fandtes en Trinfølge, hvor
Over- og Undermænd var knyttede til
hverandre ved Lensvæsenets gensidige Pligter.
Ogsaa Gejstligheden var inddragen i Lensvæsenet,
idet Bisper og Klostre oftest havde deres
Ejendomme som Len og atter havde Vasaller under
sig; Arveligheden erstattedes her ved Valg.
Byerne betød kun lidt; de stod alm. i
Vasalforhold til en Bisp ell. en Herremand. Nederst
stod Bønderne. Ved selve den Tid, Lensvæsenet
gennemførtes, var deres Kaar meget daarlige;
senere bedredes de noget, idet der opstod et
Slags Kontraktforhold mellem dem og deres
Herremænd svarende til Lensforholdet.
Kongedømmet var svagt; Lensmændene søgte at gøre
det til et Valgkongedømme, men helt lykkedes
det ikke. Kongen var efter Lensretten den
øverste Lensherre; derfor stod selv Adelsmændene
i et vist Afhængighedsforhold til ham, og hos
alle Landets andre Indbyggere bevarede han
endnu meget af den gl. traditionelle Anseelse.
Bønder og Borgere saa i ham deres Beskytter,
og i Gejstligheden bevaredes rom. Traditioner,
som stadig gjorde den til en Støtte for
Kongemagten.
II. Capetingerne 987—1328.
987 blev Hugo Capet, Hugo den Store’s
Søn og F.’s mægtigste Stormand, Landets
Konge. Dette betød ikke nogen Sejr for
Feudalstyrelsen, thi Capetingerne hævdede lige saa ivrig
som Karolingerne Kongemagten. Men, skønt
Capetingerne havde et godt Grundlag for deres
Magt i det store Len Ile de France, vedblev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
