Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kongemagten at være svag. Hugo Capet maatte
kæmpe med Stormændene, som Karolingerne
havde gjort det. Det lykkedes ham dog at faa
sin Søn udpeget til Efterfølger, en
Fremgangsmaade, Kongerne siden fulgte. Robert
(996—1031) var Kirkens lydige Tjener og viste kun
ringe Kraft. Under ham fandt store
Jødeforfølgelser Sted i 1010. 1016 erhvervede han
Hertugdømmet Burgund. Hans Søn Henrik I
(1031—60) var endnu lydigere mod Kirken og endnu
uvirksommere. Han gav Burgund til sin Broder
Robert, hvis Slægt herskede her til 1361. Under
Filip I (1060—1108) udfoldede fr. Stormænd
en overordentlig Virksomhed. Vilhelm
Erobreren af Normandiet betvang England 1066, andre
Normanner fuldførte Erobringen af Syditalien,
en Ætling af den burgundiske Familie grundede
Portugal (1109), og endelig var det væsentlig fr.
Stormænd, der satte det første Korstog i Scene
(1096—99). Derfor var ogsaa de ny kristne
Riger i Asien væsentlig fr., og i F. hørte den
mægtigste gejstlige Ridderorden,
Tempelherrerne, hjemme. Under alt dette sad F.’s Konge
hjemme i sit Hertugdømme og stredes med de
nærmeste Vasaller. Under hans Søn Ludvig
VI (1108—37) begyndte Kongemagten at gaa
frem. Medens Capetingerne som Karolingerne
for Adelen kun var de alt for fordringsfulde
Lensherrer, var de ligesom deres Forgængere
for Gejstlige, Borgere og Bønder til en vis Grad
de absolutte Fyrster fra Romerrigets Tid. Og
allerede de første Capetinger begyndte paa
deres Domæne at skabe sig en paalidelig
Embedsstand, idet de rundt om ansatte smaa
Adelsmænd som baillis og prévots; og vel solgte man
ofte disse Stillinger, men man vaagede altid
omhyggelig over, at de ikke blev arvelige. Men
mest af alt fandtes der et Udgangspunkt for en
ny Kongemagt i den Trang til Ro og Orden, som
under Adelsmændenes stadige Kampe skabtes
hos Folkets store Mængde. Netop mod dette
rettede Ludvig VI og hans dygtige Raadgiver
Abbed Suger deres Opmærksomhed. Til Trêve
de Dieu søgte de at føje Trêve du roi,
hvorefter ingen fornærmet maatte begynde
Hævnkampen før 40 Dage efter Fornærmelsen.
Endelig støttede de, om end svagt, Byernes Forsøg
paa at gøre sig uafhængige af Adelsmænd og
Bisper, idet Kongen bekræftede en Del af de
Bylove og Frihedsbreve, Charter, som Borgerne
gav sig selv. Dog modsatte Ludvig sig ivrig lgn.
Forsøg paa hans egen Domæne. Hans Kamp
mod Henrik I, Normandiet’s Hertug og
England’s Konge, førte til Nederlaget ved
Brenneville 1119, men dette blev uden Følger, da
Henrik ikke godt kunde give sine egne Vasaller et
alt for daarligt Eksempel. Ludvig VII
(1137—80) fortsatte i Faderens Spor. Under ham
øgedes Faren fra England. Henrik I’s Datter
havde 1127 ægtet Greven af Anjou, nu ægtede
deres Søn Henrik af Plantagenet Ludvig VII’s
forskudte Dronning Eleonore af Guienne. 1154
forenede han saaledes: England, Normandiet,
Anjou, Maine, Touraine, Guienne. Gascogne og
Poitou, hvortil siden ved hans Søns Ægteskab
føjedes Bretagne. Men Ludvig følte sig dog
stærk nok til at gaa paa Korstog 1147—49,
medens han lod Suger styre hjemme. Under hans
Søn Filip August (1180—1223) kom
Kongemagtens store Opsving. Han samlede
regelmæssig Kronens Vasaller til Raad ell. Dom i cour
du roi, og ved Siden af dem fremtraadte nu
Legisterne, de borgerlige Jurister. I F. fandtes
ved denne Tid en dobbelt Ret; mod N. gjaldt
uskrevne coutumes i Lensstatens Aand, mod S.
den gl Romerret. Nu søgte Legisterne at faa
Orden herpaa, saaledes at Romerretten overalt
skødes frem. De begyndte at opskrive coutumes,
Rigslovgivningen genoptoges, og overalt stræbte
de at øge Kongemagten, der passede saa godt
til Romerretten. Derfor indskrænkedes Kirkens
Domsret, og det hævdedes, at Kongen ikke
kunde være nogen andens Lensmand. Men vigtigst
af alt blev Domænens Udvidelser. 1183
erobredes Amiens, Vermandois og Valois, 1191 arvedes
Artois, og efter Deltagelsen i det 3. Korstog
1190—91 begyndte Angrebene paa Normandiet.
Efter Rikard Løvehjerte’s Død 1199 lykkedes
disse. Johan uden Land, der havde ladet en
Brodersøn dræbe, stævnedes for Kongens
Domstol og fradømtes, da han ikke mødte, alle sine
fr. Besiddelser, hvorpaa Anjou, Maine,
Touraine, noget af Poitou, Normandiet og Bretagne
erobredes og med Undtagelse af Bretagne
indlemmedes i Domænen. Siden besejredes Johan
og hans Allierede Kejser Otto IV og Greven af
Flandern ved Bouvines 1214; Johan beholdt nu
kun Guienne og Saintonge. Saa stærk følte Filip
sig, at han fandt det overflødigt at lade sin Søn
udnævne til Efterfølger. Arveretten var nu
ubestridt. Et Forsøg paa at sende den fr.
Kronprins Ludvig til England for at blive Konge
mislykkedes derimod, da Johan døde 1216, og
Englænderne derpaa samledes om hans Søn. —
Filip havde med Tilfredshed set fr. Adelsmænd
paa det 4. Korstog grunde det lat.
Kejserdømme i Konstantinopel (1204—61), men større
Gavn havde han af Korstogene mod
Albigenserne. Sydfrankrigs Vasalfyrster havde hidtil kun
bekymret sig lidt om Kongerne. I de rige Egne
ved Middelhavet opblomstrede tidlig en ny
Bykultur, og bl. de oplyste Borgere begyndte
samtidig kirkefjendske Bevægelser, snart med Krav
om Kirkereformer, snart rent fritænkerske.
Stærkest blev Albigenser-Bevægelsen henimod
1200. Mod den rejste Innocens III
Nordfrankrig’s lige saa troende som byttelystne Adel.
Filip saa roligt til, men da det viste sig, at
Adelsmændene nok kunde erobre Sydfrankrig,
men ikke beherske det, blev det hans Søn
Ludvig VIII (1223—26), der fik Fordelen.
Han blev Herre over det meste af Sydfrankrig,
men lod Raimund VII beholde selve Toulouse.
Under ham vandtes desuden fra Englænderne
Resten af Poitou og Aunis m. m.
I Ludvig IX’s (1226—70) Mindreaarighed
styrede fra 1226—36 hans Moder Blanca af
Kastilien med megen Dygtighed. Baade da og
senere mislykkedes opsætsige Adelsmænds og
Englændernes Angreb. Ludvig sejrede over de
sidste ved Taillebourg 1242, men overlod dem
dog ved Aftaler 1258 Guienne, Saintonge og
Gascogne som Len. Slægtens Magt udvidedes
ved, at hans Broder Karl ved Ægteskab
erhvervede Provence 1246, og at hans anden Broder
Alfons arvede Toulouse 1249. — Ludvig nærede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
